Livets skotske vand

 

________

Kup på
vinhylden
________

 

Fra Orkneyøerne i øst til Hebriderne i vest er hele Skotland spækket med whiskydestillerier. Omkring 130 fabrikanter fremstiller i dag ”uisige beatha” – ”livets vand”, som det kaldes på det gæliske ursprog – og ”whisky”, som det benævnes på nutidigt internationalt tungemål.

 

Sammen med olie og turisme er whisky en økonomisk hjørnepæl i den mulige selvstændighed fra England, som skotterne til næste år skal tage stilling til ved en folkeafstemning.

 

 

25 mia. eksportkroner

Hvert sekund året rundt – hævdes det – drikkes der globalt eller eksporteres der fra Skotland 35 flasker whisky, og sammenlagt giver det eksportindtægter på over 3 milliarder pund, hvilket svarer til mere end 25 milliarder danske kroner.

 

Whisky er således big business, men herudover er whisky ikke bare whisky. Den kommer fra tre-fire forskellige områder: Highlands, hvor Speyside med byen Dufftown er det egentlige whisky-land, Lowlands og Islands, hvor Islay og Orkney er dominerende.

 

 

Singlemalt

Der skelnes mellem Single maltwhisky og Blended whisky, og går man længere ned i materien, så er single malt whisky et produkt, der er kendetegnet ved at være fremstillet af maltbyg på ét og samme destilleri i samme produktionsgang.

 

Smagen afhænger af faktorer som vand fra kilder, byggens behandling og udformningen af kobberkedlerne, hvorfra udvindingen af spiritussen foregår. Hertil kommer selve lagringen, som foregår på træfade, hvorpå der tidligere har ligget Sherry eller amerikansk Bourbon. Jo længere på fad, jo bedre og moden whisky, og er man inkarneret whisky-drikker, så skal der helst stå mindst 18 år på etiketten, før det begynder at ligne noget.

 

 

Blended whisky

Blended whisky består af flere forskellige whiskyer, som meget vel kan være fremstillet på andre kornsorter end maltbyg. De er lettere tilgængelige end f. eks. en krasbørstig whisky som Laphroagh, der oser langt væk af hav og tjære, men det er også blandt de blandede whiskyer, man får en masse junk, der langt fra står mål med solide mærkevarer som Johnny Walker, Famous Grouse, Chivas Regal og Lauders Queen Mary.

 

 

Hjortenes Dal

Besøges The Malt Whisky Trail langs floden Spey står en række destillerier åbne for besøg. Et af de toneangivende er Glenfiddich – hvilket betyder Hjortenes Dal, og etiketten på flaskerne er da også udsmykket med en brølende kronhjort. Det er et enormt foretagende, som blev startet af William Grant i 1886 og stadig er i familiens eje. Selve destilleriet er omgivet af en natur, som næppe findes smukkere i det i øvrigt fantastisk naturskønne land, som beriges af den lune Golfstrøm.

 

Produktionsrum og lagerbygninger ligger skulder ved skulder, og her ligger tønderne i solera-system i tre lag. I øverste række hældes således den nyproducerede whisky, som efter en rum tid overføres til lag nr. 2, hvis indhold er pumpet ned i underste lag, som igen er anbragt til lagring i hhv. 12, 15, 18 og 21 år. I en særlig kælder ligger fade med langt ældre og langt kostbarere årgange, som frigives til særlige nationale begivenheder.

 

At leve i omgivelserne af et destilleri er sundt. Det kan udledes af, at Janet Sheed Roberts, William Grants barnebarn, i en alder af 110 år i 2012 gik til de evige whisky-skyer. Hun fik sin part af den fordampede whisky fra lagrene, som kaldes ”Englenes del”, og som farver bygningernes tage sorte.

Importør af Glenfiddich i Danmark er Hans Just A/S

 

Del på Facebook