|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Michael Nedersøe, transportordfører for Dansk Folkeparti
Når det offentlige sender en bil efter et barn med særlige behov, en ældre borger, der skal til behandling, eller et menneske med handicap,
skal familien kunne stole på, at der er styr på chaufføren, virksomheden, lønnen, skatten, sproget og sikkerheden.
Sådan bør det være. Men en række sager fra Fyn og senest også fra Midt- og Sydjylland fortæller desværre en helt anden historie.
Flextrafikken har alt for længe fået lov til at udvikle sig til et marked, hvor brodne kar kan udnytte svag kontrol, uklart ansvar og offentlige kontrakter til priser, som ganske enkelt er for lave til at hænge sammen.
Det bør få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg.
Flextrafik er kørsel for mennesker, som ikke selv kan tage bilen, bussen eller toget. Det er børn, ældre, syge og mennesker med handicap. Altså borgere, som ofte har allermest brug for, at systemet virker.
Derfor er det forargeligt, når vi ser alvorlige oplysninger om selskaber, ejerforhold, konkurser, domme, gæld til det offentlige, mistanke om falske fakturaer, stråmænd og kriminalitet på området.
På Fyn vandt en virksomhed et stort udbud hos FynBus ved at ligge omkring 30 millioner kroner under det næstbilligste tilbud. Undskyld
mig, men så må enhver ansvarlig myndighed stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan det lade sig gøre?
Hvem kører bilerne? Hvad får chaufførerne i løn? Betales der skat? Hvem ejer reelt virksomheden? Kan chaufførerne tale med borgerne? Og
kan man overhovedet levere ordentlig og tryg kørsel til den pris?
De spørgsmål skulle have været stillet langt tidligere.
Når laveste pris får lov til at fylde for meget, bliver de ordentlige virksomheder straffet. Dem, der betaler skat, følger reglerne og behandler chaufførerne en anstændig løn, presses af aktører, som kan byde lavere, fordi forretningen bygger på underbetaling, uklare konstruktioner, udenlandsk arbejdskraft på ringe vilkår eller direkte snyd.
Det er sådan, at velfærdskriminalitet får fat i de offentlige kontrakter.
Derfor har stillede Dansk Folkeparti et beslutningsforslag i torsdags, som skal forpligte regeringen til at komme med et lovforslag, der styrker reguleringen, kontrollen og ansvaret på flextrafikområdet markant.
For sagen hører hjemme på Christiansborg.
Selvfølgelig har Folketinget et ansvar for, at den kollektive transport fungerer. Også flextrafikken. Når der bruges offentlige penge, når der køres med sårbare borgere, og når der er risiko for social dumping, skattesnyd og kriminelle miljøer, kan ansvaret ikke bare skubbes rundt mellem trafikselskaber, kommuner, regioner, tilsyn og ministerium.
Trafikselskaberne skal ikke kunne købe billigst muligt og bagefter vaske hænder, når problemerne vælter frem. Kontrollen skal være reel og uanmeldt. Den skal ramme virkeligheden på vejene, ikke bare på kontoret på en varslet kontroldag.
Samtidig skal kravene til at drive virksomhed på området skærpes. Dansk Folkeparti vil have genindført obligatorisk vognmandsuddannelse, og der skal stilles klare krav til faglighed, økonomi, vandel og garantistillelse. Har man en historik med kriminalitet, konkursrytteri eller alvorlige brud på reglerne, skal man ikke kunne gemme sig bag nye selskaber, stråmænd eller smarte konstruktioner.
Chauffører skal også kunne logge ind i bilerne, som man kender det fra taxibranchen, og der bør indføres chaufførkort med chip, så
relevante oplysninger kan kontrolleres effektivt. Sprogkravene skal håndhæves. Når man kører med børn, demente borgere eller mennesker,
der er utrygge, skal man kunne kommunikere ordentligt.
Signe Munk fra SF er ny transportminister, og flextrafikken bliver en tidlig prøve på, om den nye regering mener noget med kampen mod social dumping, velfærdssnyd og kriminelle miljøer.
Jeg kommer ikke til at slippe den her sag, før regeringen tager ansvar. Ministeren kan handle nu. Eller hun kan vente på den næste sag. Og den næste efter den.
Dansk Folkeparti er ikke i tvivl. Flextrafikken skal tilbage på sporet. De kriminelle og useriøse aktører skal ud af markedet. De sårbare
borgere skal beskyttes. De ordentlige virksomheder og chauffører skal have fair vilkår.
Alt andet er uværdigt i et velfærdssamfund.
