|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Den tidligere overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen, er ikke hovedpersonen i DR’s dokumentar Tingbjerg-eksperimentet.
Men han burde være det.
For ingen anden person kommer til at personificere den danske indvandrings- og integrationspolitik så præcist som den tidligere overborgmester.
På overfladen handler dokumentaren om en gruppe ressourcestærke børnefamilier, der flytter til Tingbjerg som led i et socialt eksperiment – men i virkeligheden handler den om noget helt andet.
Den handler om en politisk drøm, der har præget dansk politik gennem årtier. Og Jens Kramer Mikkelsen bliver dens ansigt. Igen og igen vender han i dokumentaren tilbage med det samme budskab:
Familierne er heldige. Ikke bare heldige, men MEGET heldige:
De har fået en unik mulighed og tillige en billig bolig, som de forventes at kvittere for ved at påtage sig et ansvar for at skabe fællesskab og integration i Tingbjerg og dermed løfte området ud af årtiers stigma som Københavns hårdeste ghetto-område. De skal være løsningen.
Jens Kramer Mikkelsen gentager den samme pointe så ofte, at den næsten bliver dokumentarens omkvæd. Der er en påfaldende insisteren i de evindelige gentagelser. Som om budskabet ikke blot er rettet mod familierne, men også mod virkeligheden selv. Og netop dér bliver dokumentaren interessant, for Jens Kramer Mikkelsen kommer til at stå som sindbilledet på en politisk klasse, der gennem årtier har nægtet at lære af sine egne erfaringer, men i tiltagende desperation blot gør mere af det samme.
Det gamle forklædt som nyt
Dokumentarens titel er i virkeligheden misvisende, for der er ikke meget eksperiment over Tingbjerg-projektet:
Et eksperiment forudsætter, at man er villig til at få afkræftet sin hypotese. At man accepterer muligheden for, at man tager fejl. Men det såkaldte Tingbjerg-eksperiment bygger på præcis den samme drøm, som har præget dansk udlændingepolitik siden masseindvandringen for alvor begyndte at forandre landet efter indførelsen af Udlændingeloven i 1983. Drømmen om og troen på, at hvis mennesker blot bor tæt nok på hinanden, vil de lære hinanden at kende. Hvis de lærer hinanden at kende, vil de udvikle tillid. Hvis de udvikler tillid, vil der opstå fællesskab. Og hvis der opstår fællesskab, vil integrationen følge og idel lykke opstå.
Problemet er blot, at denne teori ikke er ny. Den har været afprøvet i årtier og den har fejlet i årtier. Ikke bare generelt, men stort set uden undtagelse og det uforståelige og dybt nedslående er, at ”man” ikke går nye veje og prøver noget nyt, når den ikke virker. Tværtimod gør man mere af det samme: flere projekter, flere helhedsplaner, flere sociale indsatser, flere ressourcestærke tilflyttere, flere forsøg på at blande befolkningen.
Henrik Dahl har i sin seneste bog, ”Den Tabte Fred” givet fænomenet navn: stiblindhed. Når man først har slået ind på en bestemt vej, bliver man ude af stand til at forestille sig, at selve vejen kan være forkert. Hvis man ikke når målet, er konklusionen ikke, at man bør vælge en anden retning. Man må blot gå længere ad den samme sti og bruge (endnu) flere ressourcer på at tvinge drømmen igennem.
Tingbjerg-eksperimentet er stiblindhed omsat til boligpolitik, og det er et interessant eksperiment. Ikke fordi det er nyt – men fordi det er gammelt.
Det er 40 års integrationspolitik destilleret ned til ét boligområde.
Virkeligheden nægter at samarbejde
Det mest fascinerende ved dokumentaren er ikke de mennesker, der allerede bor i Tingbjerg, det er de mennesker, der flytter ind:
De er håndplukkede, unge, veluddannede, ressourcestærke og socialt engagerede.
Præcis den type mennesker, som integrationspolitikken altid har forestillet sig som løsningen.
Men dokumentaren kommer til at afsløre et problem, som ingen af projektets arkitekter rigtig ønsker at tale om nemlig, at mennesker ikke organiserer sig omkring postnumre – de organiserer sig omkring kultur, værdier, normer og tilhørsforhold.
Og det er derfor, dokumentaren bliver så interessant, for den viser mennesker, der bor side om side, men ikke nødvendigvis sammen. Den viser fysisk nærhed og kulturel afstand -og sameksistens uden integration.
Dermed kommer Tingbjerg-eksperimentet til at understrege præcis den problematik, som politikerne i årtier har forsøgt at negligere: at kultur og kulturelt tilhørsforhold er den altdominerende faktor, når mennesker skal lave sammen.
Den dobbelte tragedie
Men dokumentaren fortæller også en anden historie, som på lange stræk er om muligt endnu mere sørgelig:
Tingbjerg var oprindeligt ikke et integrationsprojekt – det var et arkitektonisk boligprojekt og et af de smukkeste og mest gennemtænkte boligområder i dansk historie.
Da Steen Eiler Rasmussen tegnede planen i 1950, var visionen at forene by og natur i en lys, grøn og menneskelig bydel. Først årtier senere blev området gjort til en arena for de integrationspolitiske eksperimenter, som i dag dominerer fortællingen om Tingbjerg.
Netop derfor bliver dokumentaren så tragisk.
For i forsøget på at redde konsekvenserne af årtiers forfejlet integrationspolitik er man nu i gang med at ødelægge dele af det, der gjorde Tingbjerg værd at redde: de grønne områder fortættes, der bygges på arealer, som var en del af den oprindelige idé – og dermed udvandes den arkitektoniske vision.
Det er svært at forestille sig en mere præcis metafor for dansk integrationspolitik: først skaber man et problem – og så angriber man det, der stadig fungerer.
Monumentet over en idé
Derfor er Jens Kramer Mikkelsen dokumentarens egentlige hovedperson. Ikke fordi han alene har skabt problemerne, men fordi han personificerer den idé, der har domineret dansk politik gennem årtier.
Han har været med næsten hele vejen og set, hvordan københavnske boligområder har forandret karakter. Han har set integrationsprojekter komme og gå – og han har gang på gang set resultaterne.
Alligevel står han her stadig med præcis den samme tro på præcis den samme løsning.
Det er derfor, der hviler noget næsten desperat over hans evindelige gentagelser om, hvor heldige familierne er, og hvor vigtigt deres ansvar er.
For når et projekt efter et halvt århundrede stadig kræver den samme ihærdige overtalelse, er det tydeligt, at virkeligheden for længst har afsagt en dom, som politikerne stadig nægter at høre.
Tingbjerg-eksperimentet vil ikke blive husket som et eksperiment. Det kommer til at blive husket som endnu en skamstøtte over en integrationspolitik, der nægtede at lære af sine egne erfaringer og over den tragiske evne til ikke blot at fastholde en fejlslagen idé, men også at ødelægge noget værdifuldt i forsøget på at redde den.
For det mest opsigtsvækkende ved dokumentaren er ikke, hvad den siger, men hvad den ufrivilligt afslører:
Efter et halvt århundrede står teorien stadig urokkeligt fast.
Det er kun virkeligheden, der nægter at samarbejde.
