|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Særaftalerne for elever i folkeskolen er eksploderet. Lærerne er ved at få nok og de er begyndt at tage bladet fra munden.
Det viser en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har lavet blandt deres medlemmer. Den har vakt opsigt og har været omtalt i TV og flere andre medier.
Flere lærere beskriver, hvordan de mange individuelle særaftaler er ved at tage magten fra dem. De har svært ved at holde styr på alle de forskellige aftaler, der er med de enkelte elever.
”Det er alt fra, at eleverne gerne må have deres mobiltelefon med inde i klassen, til at de gerne må rejse sig i timen, må forlade klassen i undervisningen eller ikke behøver at fremlægge mundtligt foran klassekammeraterne,” fortæller Gitte Bremholm, der er lærer på Havrehedkolen på Nordfyn i TV2 News. (Folkeskolen.dk)
Særaftalerne går ud over de andre elever og læreren og også ofte ud over eleven selv. Gitte Bremholm beskriver det således:
De særaftaler, der handler om, at elever må gå rundt i klassen, forlade undervisningen og have mobiltelefonen med, er aftaler, der forstyrrer de andre elever.
De særaftaler, der handler om, at elever kan slippe for mundtlig fremlæggelse går ud over fællesskabet i klassen.
Det rammer også eleven selv, der bliver dårligere rustet til at gå videre i uddannelsessystemet.
”Man er nødt til at have sproget i munden for at lære det”, siger Gitte, der underviser i dansk og tysk.
Nogle skoler har regler for disse særaftaler, som alle skal følge. Andre steder er det mere tilfældigt, får man indtryk af.
Liste over særaftaler
Lærerforeningens undersøgelse beskriver de mest almindelige særaftaler:
Det er:
Individuelle fridage
Bestemt placering i klassen – forrest eller bagerst
Uønskede klassekammerater ved projektarbejde eller sociale aktiviteter
Legeaftaler i frikvarteret fx uønskede legekammerater
Toiletbesøg, særlig hjælp eller hyppige besøg
Individuel afskærmning i klasselokale
Spisepause, fx længere tid eller hjælp til at spise op
Behov for medicin
Fritagelse for bad efter idræt
Fri for at fremlægge mundtligt i klassen
Fødevareallergi
Tilladelse til at forlade undervisningen eller skolen
Må ikke se eller høre om bestemte ting (video, film)
Fritagelse fra idræt
Hjælp til at tage tøj og sko på
Ingen lektier
Fri for at blive spurgt af læren i klassen
Skift af tøj rede hår ved fotografering
Sukkerforbud ved uddeling i klassen
Vanskeligt for lærerne
Flere lærere mener, at de mange særaftaler er en konsekvens af den omfattende inklusion, der blev vedtaget af Folketinget i 2012.
De elever der kom ind i folkeskolen havde brug for speciel støtte. Men otte ud af ti lærere har elever i klasserne, der ikke får den støtte, der er behov for. Samme andel har elever, der venter på psykiatrisk udredning, siger lærerne.
Det går ud over arbejdsmiljøet for både elever og lærere. Det skriver Regitze Flannov, forkvinde for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening. Skolemonitor. Hun fortsætter:
Vi hører ofte fra lærere, der fortæller, hvordan de skal navigere i et mylder af individuelle handleplaner og særaftaler med elever og forældre.
Forleden hørte jeg eksempelvis om en lærer, der havde printet 54 handleplaner for sine udskolingselever ud. I en af klasserne var der en aftale om, at hun skulle gå ned til en af drengene som det første, når der var givet en opgave, så hun kunne sikre sig, at han forstod den.
Det giver jo umiddelbart fin mening. Problemet var bare, at det stod i handleplanerne hos fire elever i klassen. Det stiller læreren i en umulig situation, for hvem skal være ’først’, når det står fire steder?
En anden lærer fortæller, at en elev ikke kunne rumme, at uret i klassen tikker. Derfor vil forældrene gerne have, at uret tages ned. Men i klassen sidder tre andre elever, der har behov for meget tydelig tidsstyring. Begge behov kan ikke imødekommes samtidigt, og læreren står dermed i en umulig situation.
I en anden klasse er et barn med særlige behov meget højlydt på grund af sin diagnose. Barnet skulle kunne rummes, og skolens løsning blev, at resten af klassen må sidde med høretelefoner på. Det gør det overmåde svært for læreren at gennemføre undervisningen.
Inklusion
De mange særaftaler er en konsekvens af den omfattende inklusion, som et flertal i Folketinget vedtog i 2012.
Flere børn med særlige behov som ADHD og autisme skulle nu undervises i den almindelige folkeskole
Det besluttede regeringen, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2012, hvor der blev sat et mål om, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skal modtage almindelig undervisning.
Det svarede til, at 10.000 børn skulle flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almindelig klasse frem for en specialklasse.
Det viste sig hurtigt at være en meget dårlig ide for de fleste. Mange gode specialtilbud blev nedlagt. Børn med særlige behov skulle begå sig på store skoler, og skolernes elever skulle nu rumme børn med specielle behov. Lærerne fik langt vanskelige vilkår for undervisningen.
Resultatet blev tilsyneladende også de mange særaftaler, som flere nu gør oprør mod.
Mange særaftaler er helt overflødige
Der er mange ganske almindelige børn, der får lave særaftaler, der er helt unødvendige. Det mener Gitte Bredholm.
Hun understreger, at nogle særaftaler er nødvendige, hvis elever for eksempel har diabetes eller åbenlyse særlige behov.
”Det er ikke dem, der er udfordringen, det er alle de aftaler, vi laver med helt almindelige unge mennesker, der sagtens kan blive behandlet normalt,” understreger Gitte Bremholm.
Står det til hende, burde nogle af de mange aftaler rulles tilbage.
”Hvis jeg vidste, hvordan man kommer de her særaftaler til livs, så ville jeg gøre det.
Faste regler og normer
En del af disse særregler er sandsynligvis en konsekvens af 68-pædagogikken. Et oprør mod den sorte skole, hed det.
Ud røg de klare retningslinjer, faste normer og regler. Børn fik groft sagt lov til at være egoister i stedet for at vise hensyn til andre og til fællesskabet.
Det gik ud over sammenhængskraften.
De voksne holdt groft sagt op med at tage ansvar, og overlod alt for meget til børnene.
I stedet for at lære børnene at tage hensyn til fællesskabet tillod man, at børnene fik deres egne særregler.
Det var måske det nemmeste. Men et kæmpesvigt af børnene – og af samfundet.
