|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
En omfattende sag, der handler om svindel med 5.764 falske fakturaer for 297 millioner kroner gennem cirka 850 selskaber begynder 23. januar i Østre Landsret.
Sagen skal behandles over det næste halvandet år.
Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Østre Landsret skal i mere end hundrede retsdage vurdere, hvorvidt 14 personer var en del af et organiseret kriminelt netværk, der via en fakturafabrik muliggjorde skatte- og momsunddragelse for 297 millioner kroner
Anklagemyndighedens påstand er, at netværket styrede en fakturafabrik fra forskellige adresser i Københavnsområdet.
Over otte hundrede pseudo-seæskaber
Her betalte cirka 850 selskaber penge for ydelser, der aldrig blev udført af netværkets 12 pseudo-selskaber, hvor stråmænd var indsat som direktører uden selv at vide det.
Formålet med de cirka 850 selskabers betaling af de fiktive fakturaer var, ifølge anklagemyndigheden, at disse kunne indgå i selskabernes regnskaber, så de kunne opnå et uberettiget momsfradrag samt undgå at betale A-skat og AM-bidrag.
Efterfølgende fik selskaberne deres betalinger tilbage fra netværket mod et gebyr, som netværket beholdt.
Langt over fem tusinde falske fakturaer
Efter anklagemyndighedens opfattelse udstedte fakturafabrikken 5.764 falske fakturaer.
Det er samtidig anklagemyndighedens påstand, at de tiltalte forsøgte at sløre ulovlige pengestrømme ved hjælp af vekselbureauer i København.
Herefter blev pengene fra de falske fakturabetalinger udbetalt kontant og ført tilbage til de omkring 850 selskaber til brug for betaling af sort arbejde.
Stor opgave og faglig udfordring
Ifølge Alexander Dzougov, der er specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK), og som skal føre sagen sammen med specialanklagerne Michèle Thøgersen og Louise Pedersen, ligeledes fra SSK, venter en stor opgave – og faglig udfordring – forude.
”Sagen er anket af de tiltalte, mens anklagemyndigheden under ankesagen alene påstår skærpelse af de i byretten idømte straffe,” siger Alexander Dzougov og fortsætter:
”Det skyldes, at vi er enige i byrettens vurdering af sagens beviser. Vi kommer derfor stort set til at præsentere landsretten for den samme bevisførelse som i byretten, hvilket i sig selv er en omfattende opgave som følge af sagens mange forhold og overvældende antal dokumenter.”
Op til syv års fængsel og trecifrede millionbøder
I Københavns Byret blev 16 ud af 17 tiltalte idømt straffe på mellem 40 dage og 7 års fængsel.
Fire personer blev desuden idømt en tillægsbøde på samlet 615 millioner kroner, mens tre selskaber blev idømt en samlet bøde på 260 millioner kroner.
Fjorten af de tiltalte og et selskab ankede til frifindelse, mens anklagemyndigheden kontraankede dommene med påstand om skærpet straf for 12 af de tiltalte og for selskabet.
Personen, der blev frifundet i byretten, indgår ikke i ankesagen.
Det sidste retsmøde i Østre Landsret forventes at finde sted den 30. oktober 2025.