Ruslands angreb på Ukraine burde ikke være kommet bag på nogen europæisk politiker. I årevis har Vladimir Putin sagt og ment, at Sovjetunionens undergang var en ”geopolitisk katastrofe”.
Putin så det som sin mission at rette op på denne ”katastrofe”. Annekteringen af Krim i 2014 var et led i dette.
Det handlede om magt. Putin ville styrke det russiske regimes magt både udadtil og indadtil og dermed genetablere Ruslands storhed.
Det er det, han nu går videre med. Og han er i den grad blevet opmuntret til det af ikke mindst det dominerende EU-land, Tyskland. Under Angela Merkel har Tyskland ført en tilpasningspolitik i forhold til Rusland. Eller hvis man vil bruge et velkendt engelsk udtryk: ”appeasement”.
Det var noget, Putin kunne bruge. En central del i hans politiske spil for at genetablere Ruslands storhed var gasledningen Nord Stream 2, der betød, at Tyskland skulle købe store leverancer af gas fra Rusland.
Tyskland lod sig presse i den retning, fordi man var slået ind på en hovedløs energipolitik, hvor atomkraft var tabu.
Disse gasleverancer ville bidrage kraftigt til at gøre Tyskland og dermed Europa afhængigt af Putins Rusland.
Ambassadøren udbragte en skål for den tyske eftergivenhed
En interessant beretning understreger dette. Den kommer fra Mathias Döpfner, der er bestyrelsesformand i den tyske mediekoncern Springer. Ukraine-krisen har mindet ham om en episode fra 2011. (Die Welt)
Umiddelbart efter Tysklands beslutning om at droppe atomkraften til fordel for russiske gasleverancer, sad han til en middagssammenkomst med den russiske ambassadør i Tyskland. Ambassadøren udbragte en skål med en erklæring om, at dette var en god dag for Rusland.
Det havde han jo fuldkommen ret i. Gasaftalen bidrog ikke bare til Ruslands økonomi, men også til Ruslands magt. Vladimir Putin var derfor vældig tilfreds med den tyske kansler Angela Merkel.
Putin fik ovenikøbet den store ekstra gevinst, at Nord Stream 2-projektet skabte interne spændinger i den vestlige verden – først og fremmest mellem USA, der var stærkt imod projektet, og Tyskland.
Merkels naive længsel
I USA havde man ingen illusioner om, hvad det drejede sig om for Putin: rå magtpolitik for at genskabe Ruslands storhed.
Men Merkel gav sig hen i en naiv længsel efter, at man kunne appellere til Putin om at følge de samme politiske og moralske principper, som de vestlige samfund er bygget på.
Intet lå Putin mere fjernt. Han så Merkels tilslutning til gasprojektet som et svaghedstegn. Og det har givet ham blod på tanden til at skrue op for den russiske magtpolitik. Han regnede simpelt hen ikke med, at Vesten ville gøre det nødvendige for at stoppe ham. Og det fik han ret i – indtil nu.
Konsekvenserne er blevet åbenbaret stadig mere tydeligt: Annekteringen af Krim i 2014. Og nu den russiske magtudvidelse, der i første omgang omfatter Lugansk og Donetsk. Man skal være naiv for at tro, at Putin standser her.
Hans endemål er vel at indlemme hele Ukraine i Rusland. Og hans erfaringer med svage vestlige ledere som Angela Merkel og Barack Obama tilskynder ham til at gå i offensiven.
Muslimsk indvandring
Merkel svigtede i forbindelse med Nord Stream 2 og forholdet til Rusland.
Inden da havde hun bidraget til ren fatal svækkelse af Europa med sin hovedløse politik over for den ikke-vestlige indvandring.
Det demokratiske Europas magt er blevet svækket i forhold til autoritære stater. Og Europas frihedsværdier er blevet svækket af samfundets voksende islamisering. Merkel har haft en afgørende rolle i begge processer.
Biden
Putin har dog på det seneste mødt stærkere politisk modstand fra Vesten, end han måske havde forventet. Det er ikke så let, som det var i Merkel og Obamas tid.
Kendsgerningen er, at Joe Biden, som ellers ikke har været mødt med de store forventninger, trods alt forsøger at sætte en stopper for den eftergivenhedspolitik (”appeasement”) som prægede Vesten under Obama og Merkel.
Men Vestens alvorlige svaghedsperiode under Obama og Merkel har sat gang i russiske ambitioner og en russisk offensiv, som i værste fald kan betyde Ukraines udslettelse og et optrappet pres på andre eks-sovjetisk dominerede områder såsom Polen og de baltiske lande.
Putins ambitioner
Ligesom i 2014 satser Putin ganske klart på, at Vesten ikke tør tage en militær konfrontation, når han ruller frem for at udvide sin magtsfære.
Selvfølgelig rammer det Rusland, at Nord Stream 2 nu er aflyst. Og selvfølgelig rammer det de magtfulde og pengestærke russiske kredse (oligarkerne), som Putin har i ryggen, hvis der iværksættes målrettede sanktioner, som kan gøre ondt på pengepungen.
Men det er særdeles tvivlsomt, om det er nok til at bremse Putins planer om at skabe et nyt Rusland, som kan overvinde den ”geopolitiske katastrofe”, som efter hans mening blev skabt af Sovjetunionens undergang.
Vesten kan ikke bremse Putins historiske offensiv uden brug af magt. For magt er det eneste, Putin har respekt for. Han er fløjtende ligeglad med smukke idealer om fred og gensidig respekt.
Foreløbig synes Putin at kunne tromle videre i Ukraine. Det vil være naivt at tro, at han standser, når han har vundet kontrollen med et afgrænset ukrainsk område som Lugansk og Donetsk.
Han har appetit på meget mere – så meget, at han virkelig kan ligne én, der retter op på den ”geopolitiske katastrofe” med Sovjetunionens fald.
Putin er formentlig på det rene med, at han ikke kan gennemføre sine ambitioner om ny russisk storhed i ét hug. Men han har blikket stift rettet mod at genskabe russisk magt på Vestens bekostning. Og han er villig til at gå langt ad den vej – først og fremmest ved at sætte sig på stadig større dele af Ukraine.
I kulissen venter Kina
Det vil selvfølgelig i sig selv være alvorligt, hvis Putin får held med sin magtudvidelse i et eller andet omfang.
Men bag faren for en russisk politisk og militær offensiv ligger også en anden fare og lurer:
Kina vil med stor opmærksomhed følge, hvordan det går med den russiske offensiv mod Ukraine. Og man vil ikke mindst notere sig, hvordan Vesten reagerer.
Hvis Vesten her reagerer svagt og eftergivende, kan det måske opmuntre Kina til en lignende erobrings-offensiv mod Taiwan.
Merkels store ansvar
Putins angreb i Ukraine er ikke kun et angreb på ukrainerne. Det er i det hele taget en test af Vesten.
Hvis Putin får lov at føre sine planer helt eller delvis ud i livet i Ukraine, vil det kraftigt svække Vestens autoritet på globalt plan.
Vesten er kommet under voksende pres. Angela Merkel bærer et stort ansvar for dette.
