Dansk Folkeparti har spurgt finansministeren præcist, hvor mange penge udlændinge koster hver enkelt kommune.
For Århus’ vedkommende er tallet svimlende 2,63 mia. kr. baseret på kommunens udgift i gennemsnit af de 33 mia. udlændinge koster staten årligt.
Hertil kommer en lang række af andre undersøgelser, som viser tårnhøje udgifter og besparelser at hente, hvis flere med ikke-vestlig baggrund bidrager til samfundet.
Eksempelvis ville den årlige samfundsøkonomiske gevinst være 1,1 mia. kr., hvis alle med ikke-vestlig baggrund arbejdede i samme omfang som personer med dansk oprindelse.
I 2020 alene var udgifterne til offentlig forsørgelse til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Århus Kommune knap 900 millioner kroner.
Det skyldes blandt andet, at 36 % af alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Århus er på offentlig forsørgelse.
Knap 45 % af alle kontanthjælpsmodtagere i kommunen er personer med ikke-vestlig baggrund.
Nøgletallene er mange og bevidner alle om, at borgere med ikke-vestlig baggrund koster rigtig mange skattekroner. Penge som vi i stedet kunne bruge på at sikre en bedre ældrepleje, social omsorg og bedre folkeskoler.
I Dansk Folkeparti vil vi ikke finde os i, at udlændinge bliver parkeret på offentlig forsørgelse ud fra misforståede særhensyn. Vi ved eksempelvis, at indvandrere på kontanthjælp får mindre aktivering end etniske danskere.
Derfor kræver vi et opgør med berøringsangsten i form af mere aktivering, og at det gøres helt klart, at det ikke er i orden at takke nej til et arbejde på grund af religiøse eller kulturelle hensyn. Vi skal turde stille krav til de mennesker, der opholder sig i Danmark.
Straksaktivering af alle på kontanthjælp
Konkret kæmper Dansk Folkeparti i Århus for straksaktivering af ALLE på kontanthjælp. Dette gælder også udlændinge og flygtninge, som er overrepræsenteret på offentlig forsørgelse. De kan eksempelvis samle affald.
Herudover skal indsatsen mod socialt snyd intensiveres, så færre kriminelle er på offentlig forsørgelse. Vi vender os også generelt imod flere håbløse integrationsprojekter og mener, at flere udlændinge skal til at bidrage selv.
Vi ønsker derfor at spare på tolkeudgifterne, og foreslår, at der bliver indført krav om egenbetaling for tolkebistand til indvandrere og flygtninge efter tre år i Danmark. Det vil skabe et incitament til at lære det danske sprog og sikre, at kommunen ikke understøtter parallelsamfundene. Hvis man ikke kan tale tilstrækkeligt dansk efter 3 år i Danmark, bør udgiften aldrig ligge hos kommunerne, mens hos borgerne selv, da det er dem der ikke har ydet den tilstrækkelige indsats.
Hertil kommer et totalt flygtningestop samt et øget fokus på hjemsendelse. Begge dele vil medføre færre udgifter til borgere med ikke-vestlig baggrund og udfoldes senere i dette udspil.
Jakob Søgaard Clausen er spidskandidat for Dansk Folkeparti i Aarhus