Ikke nok med at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg først har skullet slæbes igennem en såkaldt Instrukskommission og derpå dolket af sit parti, Venstre, som vil have hende slæbt for en Rigsret.
Samtidig har hun også måttet kæmpe med et hav af modbydelige hademails og dødstrusler, der også er sendt i form af breve til hendes private adresse.
Det underforståede signal er ikke til at tage fejl af: Vi ved, hvor du bor!
Således har alene én mand bombarderet Inger Støjberg med over hundrede svinske beskeder og dødstrusler i form af både mails, private beskeder og breve, skriver B.T.
Underviser til daglig unge
Nu er manden blevet opsporet, og på tirsdag starter retssagen mod ham ved Retten i Randers, hvor han er tiltalt for trusler og chikane efter straffelovens paragraf 119, der kan give op til otte års fængsel.
Der er tale om en mand, der til daglig underviser unge, skriver B.T. uden at komme nærmere ind på emnet.
Truslerne har stået på i flere år, lige siden Inger Støjberg blev integrationsminister i VLAK-regeringen.
Inger Støjberg bekræfter over for B.T., at hun skal vidne i sagen, men har ikke yderligere kommentarer.
”Du er det største svin. Du er den ledeste kælling”
Det er lykkes for B.T. at komme i besiddelse af enkelte af de beskeder, Inger Støjberg har modtaget fra manden.
Blandt andet denne besked, der i form af et brev, der er sendt til Inger Støjbergs privatadresse.
”Du er det største svin. Du er den største racist i DK – du er nazist. Du er den ledeste kælling. Du går direkte mod en langsom og meget smerte død,” lød beskeden, der dumpede ned i Støjbergs postkasse.
”Vi hader Inger, vi hader Inger” har han lært sine klasser at synge
I en messenger-besked i 2017 skriver han ifølge BT blandt andet:
”Jeg tænker, så det larmer, på, hvordan jeg kan skade dig mest muligt,” skrev han blandt andet og fortsatte:
”I mine klasser synger alle mine elever med på følgende: ”Vi hader Inger, vi hader Inger, vi hader Inger – tramp – tramp – tramp. Støj-støj uuuddd uuuddd.”
Som bekendt har Inger Støjberg aldrig lagt skjul på sine holdninger, og det koster hende i et dagens Danmark.
Både i form af hadbeskeder og trusler, for slet ikke at tale om politisk forfølgelse fra selv sit tidligere parti, Venstre, der som nævnt vil have hende slæbt for en Rigsret.
Inger Støjberg til islmister: ”Fis hjem til jeres taberlande!”
Da TV 2-nyhederne i december 2012 afslørede, at danske islamister i gruppen ”Kaldet til Islam” prædikede, at Muhammeds fjender skal dræbes, og nævnte den danske tegner Kurt Westergaard, var Inger Støjberg ude med denne kommentar i TV 2:
”Det her er holdninger, der kun hører hjemme i et tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles,” lød opfordringen fra Inger Støjberg, som fortsatte:
”I Danmark er vi et demokrati og har ytringsfrihed. Men at stå og opildne til mord på en frihedshelt som Kurt Westergaard siger lidt om, hvad vi har med at gøre.”
Inger Støjberg til imam: ”Du er en fej hund!”
Under et møde i 2014 med Grimhøj-moskéens berygtede imam og formand, Qussam El-Saadi, lagde Inger Støjberg ikke skjul på, hvad hun mener om ham:
”Jeg har kaldt dig en fej hund, og det synes jeg også, at du er. Jeg begriber ikke, at du sidder her i dag og begræder, at Victor Kristensen er død samtidig med, du kalder ham en helt,” lød det fra Inger Støjberg den 21. april 2014 ifølge TV 2.
Victor Kristensen iførte sig et selvmordsbælte og gik i døden for Islamisk Stat. Derfor var han ifølge imamen en helt.
Inger Støjbergs bemærkning faldt på et tidspunkt, hvor det var kommet frem, at 22 ud af 27 østjyske syrienkrigere havde haft deres gang i Grimhøj-moskeen, inden de drog ud for at kæmpe for Islamisk Stat og det muslimske kalifat.
I et senere interview i BT den 31. januar 2017 nægtede Inger Støjbergs ”feje hund” at tage afstand fra Islamisk Stat:
”Nej vi tager ikke afstand fra noget som helst,” sagde han dengang til BT.
Til gengæld er der al mulig grund til, at Retten i Randers med sin dom tager skarpt afstand fra dødstrusler og chikane mod en markant politiker, der uden omsvøb siger sin mening.
Den paragraf 119, som anklagemyndigheden har anlagt sagen efter, giver som nævnt op til otte års fængsel.
Læs også:
https://www.bt.dk/politik/inger-stoejberg-truet-over-100-gange-en-mand-gik-skridtet-videre
https://nyheder.tv2.dk/article.php/id-61692608%29