Horsens, Helsingør, København: Kønsopdelt svømning griber voldsomt om sig i Danmark. Holdene er især efterspurgte blandt muslimske kvinder.
Islams undertrykkende syn på kvinder betyder, at de ikke må vise sig for fremmede mænd uden at være dækket til.
Denne islamisering vinder frem med stærk støtte fra venstrefløjspartier, som engang var fortaler for kvinders frigørelse.
Senest i Københavns Kommune. Her har det røde flertal i Folkeoplysningsudvalget netop besluttet at bruge over 100.000 kroner til kønsadskilte svømme- projekter. Det skriver DF’s borgmester Carl Christian Ebbesen i b.dk.
Carl Christian Ebbesen raser i Københavns 50 hold i Københavns kommune
Antallet af svømmehold kun for kvinder vokser.
Der var i 2016/17 50 hold i Københavns Kommune og 20 hold i resten af landet. Det skriver to religionssociologer i Politiken.
Reglerne kan være forskellige. Men generelt betyder det, at mænd ikke har adgang til svømmehallen, og at der er gardiner for vinduerne.
Det er piger helt ned til 13 år, som ikke må svømme sammen med drenge men er henvist til særlige hold. Det sker blandt andet i Tingbjerg, hvor der bor mange med rødder i ikke-vestlige muslimske lande.
Københavns borgmester for fritid og kultur, Carl Christian Ebbesen (DF) er rasende:
“Hvorfor skal indvandrerpiger behandles anderledes end danske jævnaldrende piger? Hvorfor skal indvandrerpiger vokse op i troen på, at ligestilling ikke gælder dem?
Vi lever i et land, hvor vi hylder frisindet, ligestillingen og tolerancen. Et land, hvor piger og drenge som det mest naturlige i verden dyrker idræt sammen, hepper på hinanden fra lægterne eller følger med fra tribunerne, når klasse- eller klubkammeraterne træner.
Det skal vi være stolte af og værne om, og vi skal for alt i verden sørge for, at alle børn, der bor i Danmark – uanset deres religiøse eller kulturelle baggrund – bliver en del af vores kultur.
Indvandrerforældre, der frygter for at sende deres døtre til svømning, fødselsdage i klassen eller lejrskoler, skal oplyses – ikke føjes – med særhensyn og specialtilbud”, skriver Carl Christian Ebbesen i b.dk.
Venstrefløjen fører an i støtten til muslimske særkrav
Han angriber “de røde partier” og især enhedslisten for misforståede hensyntagen og blødsødne tilgang til integration.
“I stedet for at stille krav om, at udlændinge må indrette sig efter vores levevis, er religiøse og kulturelle særkrav- og hensyn i årevis blevet imødekommet. Med det resultat, at integrationen har slået fejl.
København er ingen undtagelse. Halalslagtet kød i børnehaver, modermålsundervisning og kønsopdelt svømning. Så længe de røde er ved roret i København, vil det fortsætte”, skriver han.
Det er ikke integration
Fortalere for kønsopdelt svømning har i årevis brugt det argument, at kønsopdelt svømning bidrager til integrationen, fordi det betyder, at en gruppe piger og kvinder, som ellers ikke ville været kommet i svømmehallen, nu kommer der.
Men det er Carl Christian Ebbesen helt uenig i:
“Kønsopdelt svømning er og bliver fastholdelse af parallelsamfund. Samfund, hvor dansk kultur, sprog og værdier er skubbet til side. Samfund, hvor social kontrol, sharia-lovgivning og socialhjælp er hverdag”, skriver han.
Helsingør og Horsens
Og der er altså ifølge religionssociologerne omkring 70 kønsopdelte svømmehold.
Helsingør Kommune er en af dem. Her vedtog byrådet i foråret at fortsætte med at tillade kønsopdelt svømmeundervisning.
Og Horsens Byråd har også besluttet at sige ja til at fortsætte med kønsopdelte svømmehold.
Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti siger til Den Korte Avis, at han stemte imod en ansøgning om at oprette kvindehold.
“Jeg mente, de skulle have et afslag, da ønsket om kønsopdelt svømning er religiøst og kulturelt betinget”, siger han.
Der bliver brugt forskellige argumenter
De kønsopdelte svømmehold bliver altså tilladt mange steder.
Men det er ikke altid, at de bliver til noget.
“Det er afgørende for de muslimske kvinder, der deltager, at der ikke adgang for mænd. Det er en del af den islamiske og kulturelle baggrund. Hvis der er fare for at mænd kan dukke op, så vil kvinderne tilsyneladende slet ikke svømme”, forklarer Claus Kvist Hansen.
Skal man være helt sikker på, at det ikke sker, så skal man kunne låse dørene.
Det sagde Aarhus kommune nej til. Det har medført, at kvindesvømningen ikke er blevet til noget.
Måske sker det samme i Horsens kommune.
Et bredt flertal i Horsens Byråd mente det ville være i strid med folkeoplysningsloven, at sige nej til kvindehold. Det fremgår af referatet af byrådsmødet den 22.8.
Men det fremgår også af referatet, at det ikke er særlig klart hvordan, man vil holde mænd ude af svømmehallen.
Så måske går det som i Aarhus, hvor den kønsadskilte svømning slet ikke blev til noget.