Sveriges statsminister Stefan Löfvén holdt tale i Malmø 1. maj.
Den enorme ikke-vestlige indvandring har forvandlet Malmø fra en fremgangsrig til en forarmet by. En by, der lider under ghettoer og parallelsamfund, bandevælde og skyderier.
På videoen her kan man høre, hvordan Löfvén forsigtigt begynder at nærme sig nogle af de reelle problemer, som plager Malmø og andre svenske byer.
Han føler presset fra vælgere, der bliver stadig mere utilfredse, og som i stigende omfang søger mod Sverigedemokraterne.
Så Löfvén nævner både narkosalg og skyderier i gaderne som problemer, der optager borgerne.
Men knap er han begyndt at tale om dette, før han bliver afbrudt af nogle kvinder med islamisk tørklæde, der begynder at råbe i megafoner mod ham.
Krav om islamisk tørklæde på arbejdspladsen
I spidsen for de råbende kvinder er den muslimske aktivist Jasmin Nur. Hun har forbindelse til den svenske venstrefløj (Vänsterpartiet), der sætter alle rekorder i tilpasning til islam.
Jasmin Nurs ærinde er netop at kræve, at det svenske samfund i endnu højere grad tilpasser sig islam.
Hun og hendes kampfæller vil have, at muslimske kvinder skal kunne kræve at bære islamisk tørklæde på enhver svensk arbejdsplads.
Selv EU-Domstolen har ellers slået fast, at en virksomhed har ret til at afvise religiøs beklædning, hvis den har generelle regler om, at personalet skal være neutralt klædt.
Men Jasmin Nur og hendes muslimske fæller vil altså have retten til at diktere svenske virksomheder, at de skal tilpasse sig islamiske krav til påklædning. Hvis en ansat vil bære tørklæde, så skal virksomheden ikke kunne modsætte sig.
Den muslimske aktivist råber i megafonen: ”Rør ikke min hijab!” (Hijab er det islamiske tørklæde).
Sverige er ikke svenskernes land
I et interview med Sveriges Radio siger hun, at svenskere ikke har ret til at fortælle muslimer, hvordan de skal opføre sig i Sverige.
Med andre ord: Svenskerne må ikke betragte Sverige som deres land og kræve, at muslimske indvandrere skal tilpasse sig svenske værdier og normer.
Hvis muslimer ikke vil tilegne sig svenske skikke og svensk kultur, hvis de i stedet vil følge sharia – ja, så skal svenskerne bare blande sig uden om.
”Racistiske” hvide mennesker
Som Jasmin Nur så smukt formulerer det:
”Hvide mennesker kommer til os og fortæller, hvordan vi skal opføre os, men vi fører vores kamp, som vi vil. Selv hvis det indebærer, at vi afbryder statsministerens tale.”
Man er altså racist, hvis man kræver, at muslimer skal tage det svenske samfunds værdier til sig.
For en type som Jasmin Nur drejer disse værdier sig nemlig ikke om frihed, åbenhed, demokrati og ligestilling. De drejer sig simpelt hen om hvide menneskers herredømme.
Man ligger, som man har redt
Dette er en voldsom provokation mod svenske værdier. Men det politisk korrekte Sverige ligger, som det har redt.
I årtier har man givet los for en ukontrolleret indvandring, som har skabt et opsplittet og konfliktfyldt samfund – med netop Malmø som et strålende eksempel.
I årtier har man fornægtet sine egne værdier og givet efter for krav, der bunder i en frihedsfjendsk kultur.
I årtier har man forfulgt de mennesker, der har argumenteret og kæmpet mod denne udvikling. På det mest uanstændige har man udråbt dem til ”racister”.
Nu sidder man i problemer til halsen.
Befolkningen reagerer stadig mere mod det, der er sket med deres samfund.
Imens hører man en muslimsk aktivist råbe landets statsminister ned med krav om islamisk påklædning på svenske arbejdspladser.
http://www.friatider.se/muslimsk-aktivist-som-avbrot-stefan-lofvens-forsta-maj-tal