I resolutionsfoslaget står der, at FN’s generalsekretær, António Guterres, skal aflægge månedlig rapport, om hvorvidt Syriens regering samarbejder med det efterforskningshold, der kigger nærmere på landets påståede brug af kemiske våben.
Sikkerhedsrådet trådte sammen i FN-hovedkvarteret i New York, efter at angrebet var blevet gennemført.
Det sker, efter meldingerne om at det syriske regime står bag angrebet.
I februar nedlagde Rusland, som er allieret med Syrien, sit syvende veto sammen med Kina for at beskytte præsident Assad mod sanktioner fra FN’s Sikkerhedsråd.
Dermed blev et forsøg fra Vesten på at indføre sanktioner mod det syriske styre stoppet. Det skete på trods af rapporter om brug af kemiske våben under den seks år lange borgerkrig.
Et permanent medlem af Sikkerhedsrådet har magt til at nedlægge veto og dermed forkaste et forslag.
De fem permanente medlemmer er USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina.
Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), mener, at angrebet skal have et retsligt efterspil.
– Det er ganske aldeles rædselsfuldt, og vi må være meget faste i forhold til at følge op på, hvem der er ansvarlige. Folk, der begår den her slags, skal retsforfølges, så snart vi kan få fat på dem, siger han til TV 2.
– Hvis det viser sig, at Assad står bag, så tror jeg, at dem, der har set ham som en langsigtet løsning, vil vende tilbage til det standpunkt, vi har haft længe. Nemlig, at han kan være en kortsigtet løsning, men skal udskiftes på længere sigt, siger udenrigsministeren.
/ritzau/ og Redaktionen