Den Korte Avis | Ny film – ALLIED: Kolleger i krig og kærlighed

*** 3 stjerner ud af 6

Robert Zemeckis (født 1952) er amerikansk filminstruktør, producer og manuskriptforfatter og kendt for bl.a. filmene ”Nu går den vilde skattejagt” (1984), ”Forrest Gump” (1994), ”Cast Away” (2000) og ”Beowulf” (2007).

Nu er han aktuel med ALLIED, der har Brad Pitt og Marion Cotillard i hovedrollerne. Brad Pitt behøver næppe nogen præsentation, og Marion Cotillard er kendt for bl.a. Ridley Scotts ”A Good Year ”(2006), hvor hun spiller Fanny Chenal, a fransk caféejer, der får et forhold til Max (Russell Crowe). In 2007 laver hun filmen om Édith Piaf, “Spurven”, der bliver hendes internationale gennembrud.

Handlingen
Året er 1942. Stedet Casablanca i det Vichy-styrede Marokko, hvor canadieren Max Vatan (Brad Pitt) bliver kastet ned bag fjendens linjer.

Hans mission er at gennemføre et attentat på den tyske ambassadør, og til det formål har han fået konstrueret en identitet som ægtemand til den smukke Marianne Beauséjour (Marion Cotillard). Hun har adgang til topnazisternes indercirkel som ansat på ambassaden, men er i virkeligheden medlem af modstandsbevægelsen.

Vil attentatet lykkes? Og er skuespillet som ægtefæller, der ikke kan få nok af hinanden, bare spil for galleriet? Eller har Max og Marianne en fremtid sammen, hvis det lykkes for dem at slippe fra attentatet i live?

For meget flødeskum

Alle sejl er sat til i denne film, der laver et ret så perfekt tidsbillede i først Casablanca, siden London. De to hovedpersoner er gudesmukke, og det samme er deres ulastelige påklædning, deres biler og deres boliger.

Ud over æstetikken ligger en del af filmens attraktion i en overraskende vending i parrets relation, der kommer til at udgøre det spændende hovedtema: Fanget mellem krigens og kærlighedens krav – hvilket valg bliver truffet?

Desværre spiller filmen for bastant på de melodramatiske strenge. Den er både for sentimental og for romantiserende, ligesom Max og Marianne er for velklædte, for renskurede og for glansbilledagtige til på noget tidspunkt at fremstå som rigtigt troværdige.

For meget flødeskum og for lidt rugbrød. Og for sort-hvid persontegning. Men for æstetikkens skyld er filmen værd at se.