Søndag erklærede den tyske forbundskansler Angela Merkel, at hun ved valget næste efterår stiller op for at blive kansler igen. Det vil formentlig lykkes for hende.
Et flertal i den tyske befolkning støtter det. De ser ikke noget alternativ til Merkel. Samtidig er der heller ikke tegn på, at der efter et valg vil være et flertal, der kan danne regering uden om Merkel.
Derimod vil den nuværende regeringskonstellation af Merkels kristelige partier og socialdemokraterne kunne fortsætte ifølge meningsmålingerne.
Men det er en stærkt svækket Merkel, der stiller op igen.
De kristelige partier CDU/CSU står til at miste hele 7-9 procentpoints af deres stemmer fra sidste valg. Og det indvandringskritiske AfD ligger så højt som nogen sinde i målingerne.
Tysklands indre situation ser altså ud til at betyde en svagere kansler Merkel.
Vestens leder?
Det samme gælder i endnu højere grad situationen i Europa.
På det seneste har politisk korrekte kræfter – især i USA – fantaseret om, at Merkel kan blive den vestlige verdens leder, efter at Donald Trump er blevet præsident.
Den tanke er forrykt. Magten i Vesten ligger i USA. Derfor giver det sig selv, at USA’s præsident er Vestens leder. Og det giver sig selv, at en kansler i et land uden militær magt under ingen omstændigheder kan påtage sig den rolle.
Hvis Merkel bliver genvalgt vil spørgsmålet for hende slet ikke være, om hun bliver Vestens leder. Hun vil have svært ved at fungere som Europas leder.
Forsmædelse
Tidligere var hun Europas ubestridte lederskikkelse. Og som tysk kansler vil hun under alle omstændigheder have stor indflydelse.
Men hendes svage og rådvilde håndtering af asylkrisen har rokket denne lederrolle betydeligt. Denne proces kan meget vel blive forstærket i den kommende tid.
Under asylkrisen måtte Merkel blandt andet opleve den forsmædelse, at en række lande gik sammen uden om hende og leverede det vigtigste bidrag overhovedet til at få styr på asylstrømmen: lukningen af Balkan-ruten.
Merkel bekæmpede denne løsning. Men med Østrig og Ungarn i spidsen blev den gennemtrumfet. Og den har virket. Nu er Merkel nødt til bare at leve med den.
Samtidig er hendes egen store plan – aftalen med Tyrkiet – ved at brase sammen. Det samme er sket for hendes forsøg på at gennemføre EU-kvoter til fordeling af flygtninge
Opbrud
Den aktuelle politiske udvikling i Europas lande kan gøre det endnu værre for Merkel.
I går vandt Francois Fillon første runde i de franske konservatives primærvalg om, hvem der skal være præsidentkandidat for partiet (Les Républicains) til næste forår.
Den konservative kandidat vil med stor sandsynlighed vinde præsidentvalget. Og det synes altså at blive Fillon.
Han vil sikkert på mange måder kunne arbejde udmærket sammen med Merkel. Men han er væsentligt mere konsekvent i udlændingepolitikken, end hun er. Han vil gøre det endnu mere umuligt for hende at svinge taktstokken i EU på dette afgørende område.
Desuden kan Norbert Hofer fra det indvandringskritiske Frihedsparti vinde præsidentvalget i Østrig 4. december. Og i Holland kan Geert Wilders Frihedspartiet, der i øjeblikket ligger til at blive det største parti, få en afgørende rolle efter valget.
Samtidig vil de fleste østeuropæiske lande fortsat gå deres egne veje i asylpolitikken.
Folkevandringen
Tyskland vil af indlysende økonomiske grunde fortsat være det centrale økonomiske land i EU. Her vil Merkel forblive stærk, hvis hun genvinder kanslerposten.
Men på det helt afgørende område, der drejer sig om folkevandringen til Europa, vil hun som genvalgt kansler stå langt svagere end tidligere.
Hendes magtposition vil være svækket, og det samme vil hendes personlige autoritet.
a
