Myndighederne vil give indtryk af handlekraft, når de fjerne illegale migranter fra “Junglen” – men kaos truer i Calais og i migranternes nye opholdscentre

PARIS: Evakueringen af den såkaldte jungle ved Calais begyndte overraskende fredeligt. Men det er ikke ensbetydende med, at der er fred og ingen fare, når evakueringen af skrammellandsbyen fortsætter, og problemerne fra Junglen spredes ud over hele Frankrig.

 

Allerede tre timer før operationen officielt skulle begynde mandag kl. 8 stillede migranter fra Afrika og Mellemøsten op i kø for at blive transporteret væk fra lejren. De var kloge nok til at indse, at ved at føje sig opnåede de asyl andet steds i Frankrig.

 

Adit fra Sudan, som mødte op med to kufferter, en fodbold og en guitar, sagde, at han havde opgivet drømmen om en fremtid i Storbritannien og i stedet drømte om en fremtid i Frankrig i fredelige omgivelser.

 

En anden sudaneser Ablam sagde, at han var lykkelig for at komme væk, for han havde fået nok af livet i Junglen.

 

Så allerede klokken 9 kunne den første bus rulle af sted med 50 sudanesere som skulle have nyt opholdssted i Bourgogne.

 

Kl. 13,30 var ialt 23 busser med 900 migranter fra Sudan og Eritrea sendt sydpå, og myndighederne håbede optimistisk, at 2500 ville være på vej mod syd, når mandagens aktion var endt.

 

Men ikke alt går efter planen. Et ukendt antal af Junglens beboere har begivet sig til fods mod den belgiske grænse, som ligger pivåben. Deres mål er at smugle sig om bord som blinde passager på færger fra Zeebrugge til det engelske drømmemål. Og andre, som endnu ikke var overført til ventesalene i fire hangarer for henholdsvis voksne, børn, familier og særlig sårbare, erklærede højlydt, at de ikke ville forlade Junglen frivilligt.

 

Myndighederne vil så vidt muligt undgå at bruge magt. Men de, der ikke går frivilligt med til at flytte ud, vil blive arresteret, og der vil blive grebet håndfast ind mod franske og engelske demonstranter, som truer med at møde op for at protesterede mod, at humane menneskerettigheder krænkes.

 

Nye problemer

Derefter venter nye problemer i de 450 opholdscentre, som busserne vil sætte migranterne af i.

 

Et af dem, som lå i Forges-les-Bains ikke langt fra Paris eksisterer ikke mere. Det brændte ned til grunden efter en ildspåsættelse.

 

I Beziers har borgmesteren fra Front National sat advarselsskilt op uden for det center, som er eksproprieret til opholdssted for immigranter. Pas på, nu kommer de, står der på opslaget.

 

I Champsfrcier, et fredeligt bysamfund med kun 800 indbyggere, nærer beboerne frygt for, hvordan deres tilværelse vil forme sig, når 100 muslimer rykker ind i et tidligere feriecenter, hvor de efter myndighedernes plan skal omskoles og afradikaliseres.

 

Jeg er i syv sind, siger en ældre kvinde i landsbyen. På den ene side skal vi være humane og menneskekærlige. På den anden side kan det ikke undgå, at true vort før så stilfærdige samfund, at få så mange nye beboere med en helt anden kultur og baggrund.

 

Politisk dagsorden

Tungt materiel venter på at gå i gang med at bulldoze de mange knaldhytter og telte, når Junglen er affolket, og myndighederne lover at holde skarpt øje med at nye immigranter ikke får lov at slå sig ned på de ryddede marker.

 

I den forestående valgkamp op til præsidentvalget i 2017 vil problemerne fortsat stå højt på dagsordenen.

 

Den borgerlige favorit, Bordeauxs borgmester Alain Juppé, bebuder allerede ændring af aftalen, der giver briterne lov til at udøve paskontrol på fransk jord.

 

Problemerne bliver spredt ud til det øvrige land

Fransk fjernsyn viste i aftes optagelser af, hvordan det er vidt forskellige ophold, der venter migranterne i deres nye opholdssteder.

 

Flere steder havde stenkastere knust ruder i de nye opholdscentre. De specialuddannede modtagere, som allerede har holdt deres indtog, er på vagt over for flere attentater eller ildspåsættelser.

 

Men i Vendée viste en katolsk hjælpeorganisation stolt frem, hvordan en nedslidt beboerhus var nyindsat med dessignede møbler og spritnye installationer i badeværelser og toiletter. Det bliver noger af et kulturchok for de nye beboere, som i hele og halve år har klaret sig med nødtørft i det frie elleroi vakkelvorne skure af bølgeblik.

 

I en nærliggende bistro b  ekræftede stamgæster hinanden i, at de indfødte i byen ikke kender til magen til luksus.

 

Nogle steder beroligede talsmænd for centrene naboerne med, at migranterne kun skal  være i deres nabolag i fire måneder. Højere myndigheder erkendte, at den tidshorisont havde de ikke hørt om. Langt de fleste af de forflyttede migranter vil få lov at blive i Frankrig, og kun fire-fem procent kan forventes udvist, når deres sag er færdigbehandlet.

 

I BBC sagde indenrigsminister Amber Rudd, at flere hundrede af de uledsagede børn ikke bliver flyttet til nye opholdssteder i Frankrig. De får lov at komme til England i forhåbning  om, at  påstandene om, at de har familie i England kan stå for en nærmere kontrol.

Del på Facebook