Mens bølgerne er gået højt i den hjemlige debat om at lade asylansøgere bidrage til betaling af deres ophold ved at konfiskere værdigenstande såsom smykker, er fordømmelserne strømmet ind fra udlandet, hvor der i The New York Times sågar blev draget en parallel til nazisternes frarøvelse af jødernes værdigenstande.
Midt i virakken er det stilfærdigt kommet frem, at et andet europæisk land har gjort det i årevis. I Schweiz har asylansøgere i mere end 10 år skullet aflevere værdigenstande, der overstiger en værdi af 1000 schweizerfrank (ca. 6800 kr).
TV stationen SRF viste i udsendelsen ‘10 vor 10‘ en brochure, som asylansøgerne får ved ankomsten. Det fremgår heri, at “Hvis De besidder værdier, der overstiger 1000 SFr ved Deres ankomst til modtagecentret, skal De afgive disse finansielle værdier mod kvittering”.
En asylansøger fremviste den kvittering, som han havde fået. Af hans samlede formue på 2387,55 SFr blev de 1380 SFr tilbageholdt, mens han kunne beholde de resterende 1007,55 SFr. I et asylcenter nær Solothun fortalte en mand, at hans familie havde haft værdier for mere end 1000 SFr og derfor måtte aflevere sine ringe.
Myndighederne beslaglagde sidste år værdier svarende til i alt 210.000 SFr (1,4 mio. kr).
En talskvinde fra migrationsmyndighederne forklarer, at hvis en asylansøger vælger frivilligt at forlade landet inden for syv måneder, vil vedkommende få sine værdigenstande tilbage og kan tage dem med sig. I modsat fald indgår de tilbageholdte værdier i dækningen af udgifterne til asylbehandling, socialhjælp, kost og logi.
De flygtninge, der opnår opholdstilladelse, skal i løbet af en ti-årig periode aflevere op til 10% af deres eventuelle løn, i alt 15.000 SFr, til dækning af statens udgifter ved deres indslusning i samfundet.
Danmark og Schweiz er sammenlignelige
Frédéric Koller, der er udlandsredaktør på den schweiziske avis Le Temps, sammenligner situationen i Danmark og Schweiz.
I Schweiz blev beslutningen om at lade asylansøgere bidrage økonomisk til deres asylbehandling og ophold vedtaget uden de store parlamentariske sværdslag, og der har i de mere end ti år, denne praksis har været gældende, ikke været den mindste blæst om den i offentligheden.
Danskerne betragter sig lige som schweizerne som værende generøse, imødekommende, stolte af deres velfærdssamfund og bekymrede for dets overlevelse.
Vore to små lande (hvis flag er næsten identiske) har ikke grund til at skulle stå skoleret over for nogen hvad angår demokrati. Det er interessant at netop vore lande gør sig bemærket ved at stille spørgsmålstegn ved internationale retsinstanser. I Schweiz tager man afstand fra de europæiske dommeres magtbeføjelser. I Danmark vil man gerne revurdere FN’s flygtningekonvention fra Genève.
