85 mio om året til et center, der skal støtte kulturen i udviklingslandene – nu bliver det nedlagt

foto: CKU

I 1998 blev Center for Kultur og Udvikling, CKU, oprettet af Danida. Begrundelsen var dengang, at der var behov for andre kompetencer og en anden type fagfolk end udenrigstjenestens egne til at forvalte opgaven med kultur og udvikling.

 

Årlige udgifter på 85 mio. kr.

CKU har siden under overskriften ”Retten til Kunst og Kultur” årligt brugt 85 mio. kr. på at forfølge en rettighedsbaseret strategi for støtte til kultur og udvikling. CKU mener selv, at det på den måde er lykkedes at skabe tætte relationer til organisationer i lande som Mali, Burkina Faso, Palæstina og Kenya.

 

Venstre-regeringen lægger også vægt på kulturens rolle i udviklingspolitikken, men har en anden opfattelse af det organisatoriske. Det er regeringens opfattelse, at projekter, som har til formål at bidrage til et frit og levende kulturliv ved at opbygge platforme for kunstneriske aktiviteter samt kapacitet gennem træning, udgør et vigtigt redskab i de danske ambassaders kommunikation med offentligheden i opholdslandet.

 

Dette udenrigspolitiske redskab skal derfor ikke håndteres i en særskilt organisation, men tilbageføres til ambassaderne. I 2016 afsættes der 10 mio. kr. til afholdelse af udgifter til ambassadernes kulturindsats.

 

CKU nedlægges

Under hensyntagen til danske udviklingspolitiske prioriteter og samlede fokusering af udviklingssamarbejdet planlægges der som følge heraf ikke flere bidrag til Center for Kultur og Udvikling, CKU, der hidtil har haft en årlig bevilling på 85 mio. kr. inkl. den såkaldte Kulturpulje.

 

Regeringen vil sikre en ordentlig afvikling af CKU’s igangværende aktiviteter i Danmark og udlandet, herunder overholdelse af juridiske forpligtigelser for ansatte og samarbejdspartnere, og derfor ydes der i 2015 støtte til udfasningen af CKU’s aktiviteter.

 

Hvad går vi glip af?

CKU’s nuværende bestyrelse og den tidligere formand 2002-11, den tidligere konservative kulturminister Grethe F. Rostbøll, har offentligt kritiseret regeringens beslutning. Man mener, at vigtige strategiske indsatser hermed går tabt.

 

I Afghanistan et kulturhus, hvor unge kan udvikle sig ”uden at stå i skyggen af forældre eller ekstremister”.

 

Uganda må undvære danske kulturtilskud til workshops for unge med ”rap og litteratur”, der angiveligt skulle bidrage til ”forsoningsprocesser” efter mange års borgerkrig.

 

På den palæstinensiske Vestbred må unge undvære danske kulturtilskud til fredeligere udtryksformer end selvmordsbomber, og jordskælvsramte børn og unge i Nepal må undvære den hidtil ”uvurderlige danske indsats” i traumebehandlingen.

 

Danske unge må også undvære de ”interkulturelle kompetencer”, som CKU-finansierede besøg af kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten kan bidrage med.

 

Del på Facebook