Finansloven betyder ingen massakre på dansk udviklingsbistand

Colourbox

I regeringens forslag til finanslov for 2016 sænkes udviklingsbistanden til 0,7 pct. af BNI, hvilket svarer til FN’s mål.

 

Selv efter besparelsen på 2,3 mia. kr. vil Danmark i 2016 kunne indberette en samlet udviklingsbistand på 14.778 mio. kr. og Danmark vil dermed fortsat være blandt de fem OECD-lande, der giver den største udviklingsbistand ift. BNI.

 

Hidtil er hovedparten af udviklingsbistanden – 72 pct. – anvendt som bilateral bistand til samarbejdslandene. Kun 28 pct. er anvendt gennem multilaterale organisationer.

 

Regeringen har i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget tilkendegivet, at fremover vil en væsentlig del af udviklingsbistanden blive anvendt gennem multilaterale organisationer som FN, EU og Verdensbanken.

 

I stedet for at lave det hele selv, vil udenrigsministeriet benytte de brede erfaringer til at yde indflydelse i multilaterale fora. Både når det gælder arbejdet for at præge EU’s udviklingsaktiviteter, og når det drejer sig om at påvirke globale politikker, normer og beslutninger i FN.

 

Et reformeret og fokuseret udviklingssamarbejde indebærer også et udogmatisk syn på samarbejdet med EU og de multilaterale og andre internationale organisationer.

 

Danmark har forsømt det internationale samarbejde om udviklingsbistand

Når Danmark hidtil kun har anvendt 28 pct. af bistanden gennem multilaterale organisationer hænger det f.eks. sammen med den systematiske nedprioritering af landbrug og fiskeri, hvor der ellers er store udviklingspotentialer.

 

Det har betydet, at DANIDA ikke har ønsket at samarbejde med FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO. Den tidligere regering besluttede endog at likvidere Fødevareministeriets faste repræsentation ved FAO, selvom Danmark netop på landbrugs- og fødevareområdet har meget at byde på.

 

Forskertset muligheder for udbytte af EU-samarbejdet

I forhold til EU er realiteten, at udenrigsministeriet ikke har brudt sig om at være en underordnet spiller i forhold til de andre EU-lande.

 

Danmark har derfor forsømt at udnytte de nye muligheder for at udnytte de unikke fordele, som EU-medlemskabet har tilbudt os i forbindelse med opbygningen af en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, udviklings-, forsvars- og handelspolitik.

 

På området for udviklingsbistand er EU med DG DEVCO, DG Development and Cooperation, allerede den største internationale spiller og aktivt tilstede overalt.

 

Det forekommer paradoksalt, at medlemslande som Danmark fortsat selvbevidst insisterer på at arbejde på egen hånd og for egen regning opretholder et parallelt netværk af repræsentationer og konkurrerende nationale bistandsadministrationer.

 

Overdimensioneret udenrigs- og bistandsadministration

Derfor består Udenrigsministeriet stadig ud over ministeriet på Asiatisk Plads i København af et i forhold til landets størrelse overdimensioneret globalt netværk af ambassader, generalkonsulater, repræsentationer og handelskontorer.

 

For egen regning er Danmark standsmæssigt repræsenteret i knap 100 byer og godt 80 lande, samt med 6 repræsentationer ved de væsentligste internationale organisationer. Hertil kommer over 400 honorære konsulater.

 

Større fokus på erhvervsprogrammer

Hvad angår den resterende bilaterale bistand, bør Danidas udviklingsprogrammer ubetinget designes på en sådan måde, at dansk erhvervslivs meget betydelige kompetencer kan komme i spil.

 

Der er et skrigende behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion.

 

Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende at Danidas værktøjskasse suppleres med relevante kompetencer fra den private sektor. Derfor bør programmer som Danida Business Partnerships og Business Project Development snarest reaktiveres.

 

Der er behov for at øge bevillingerne til erhvervsinstrumenterne, hvis erhvervsvirksomhedernes interesse i at bidrage til udviklingen af bæredygtige og effektive produktionsmetoder, infrastruktur og forsyningssikkerhed i udviklingslandene skal understøttes.

 

Det siger sig selv, at hvis erhvervsprogrammerne – under iagttagelse af EU’s statsstøtteregler – skal være effektive, skal programmerne kunne give danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening samtidig med, at programmet bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene.

 

Det kræver en gennemgribende reallokering af ressourcerne på det bilaterale bistandsområde.

 

Virksomhedernes samfundsansvar

Den øgede fokus på erhvervsprogrammer må naturligvis ikke ske på bekostning af virksomhedernes samfundsansvar.

 

Programmerne skal leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility) og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for samfundsansvar og beskyttelse af basale rettigheder.

 

Landbrugs- og fødevaresektorerne, bør være centrale i enhver udviklingsstrategi. Basale rettigheder til mad er nærmere defineret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004.

 

Danmark deltog også aktivt i udarbejdelsen af “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security”, som siden 2012 har defineret de basale standardkrav på jordområdet.

 

Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske virksomhedsprogrammer også kunne gøre det.

 

Resultatet kan være øget effekt af udviklingsbistanden

Når Danmarks betydning og indflydelse som selvstændig aktør på bistandsområdet formindskes, forekommer det oplagt, at vi i langt større omfang lever op til vores internationale forpligtelser gennem EU´s koordinerede og slagkraftige udviklingsindsats.

 

Det ville øge effekten af danske udviklingsmidler – uanset om vi er blå eller røde, og uanset om vi afsætter 0,7 eller 0,8 pct. af BNI!

Del på Facebook