Vi hører det igen og igen i dansk TV. I udenlandske medier høres det samme. Man påstår, at hovedparten af asylansøgerne, der strømmer til Europa, er syriske krigsflygtninge.
Men den påstand er grebet ud af luften. Det viser nye tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat.
Tallene dækker tilstrømningen i årets andet kvartal, altså april-juni.
I dette kvartal kom der 213.000 asylansøgere til EU-området. Af dem var de 44.000 fra Syrien. Det vil sige, at det kun er cirka hver femte asylansøger, der er fra Syrien.
Dette tal skyder endda formentlig også over målet. Som Den Korte Avis tidligere har fortalt, anskaffer mange fra andre lande sig falske syriske papirer – fordi det er lettere at få asyl, når man er syrer.
Endelig hører det med til billedet, at krigen ikke raser i alle områder af Syrien. Der er et antal syrere, som ikke er direkte berørt af den.
Mange asylansøgere har økonomiske motiver
Medierne har formentlig en bagtanke med i den grad at overdrive syrernes andel af asylstrømmen. På den måde skaber man et indtryk af, at langt de fleste asylansøgere er rigtige flygtninge.
Afsløringen af, at kun hver femte asylansøger er syrer, kan pege i den modsatte retning: Den bestyrker formodningen om, at en stor del af asylansøgerne ikke kommer til Europa, fordi de er på flugt, men fordi de ønsker bedre levevilkår. Deres motiver er økonomiske.
En anden kendsgerning bidrager til dette indtryk:
Langt de fleste asylansøgere, der kommer til Nordeuropa, kunne have fået en sikker tilværelse fri for forfølgelse i mange af de lande, som de har passeret undervejs.
Men de har fortsat deres vandring, fordi deres mål var de velhavende lande i Nordeuropa, hvor levevilkårene er bedre.
Medierne er tavse
Man skulle jo mene, at EU’s tal, hvor kun hver femte asylansøger er syrer, var en oplagt historie for danske medier – herunder de to offentlige TV-stationer DR og TV2.
Men så vidt vides har de ikke bragt en lyd om det. De er påfaldende uinteresserede i, hvordan virkeligheden hænger sammen. Tilsyneladende er de langt mere optaget af at få befolkningen til at overtage deres politisk korrekte verdensbillede.
Så de ser ingen grund til at bringe den slags informationer videre – og da slet ikke at give dem den fremtrædende plads, som de fortjener. Befolkningen har ikke godt af at vide den slags, synes at være tankegangen.
Det bliver næppe sidste gang, vi får serveret myten om, at de fleste asylansøgere er syriske krigsflygtninge.