Prosecco – Italiens svar på Champagne

Boblende Prosecco vin er Italiens friske svar på Frankrigs elegante hvide Champagne. Den fremstilles på den grønne Prosecco-drue, der siden 2009 i forbindelse med oprettelsen af en ny oprindelseskontrol og – garanti, Prosecco DOC, har fået navnet Glera.

 

Prosecco er således blevet et beskyttet navn, som kun kan bruges om druer fra de nordøstlige italienske vinområder Veneto og Friuli og nærmere betegnet i de 9 provinser Treviso, Vicenta, Belluno, Padova, Venezia, Pordedone, Udine, Gorizia og Trieste. Disse omgiver topområderne for Prosecco-fremstilling, nemlig Valdobbiadene og Conegliano, hvor klima og jordbundsforhold giver vinstokkene særligt godt vækstbetingelser.

 

Drik den ung

Bortset fra forskelle i anvendelsen af druesorter er forskellen mellem Prosecco og Champagne den, at Prosecco fremstilles efter Charmat-metoden, hvor vinen efter anden gæring i store tryktankssystemer tappes drikkefærdig på flaske, mens Champagnen færdiggærer på flaske efter første gæring.

 

Den italienske fremgangsmåde er væsentlig billigere end den franske, som kræver meget mere håndtering og mandskab.

 

Det er også anbefalelsesværdigt at drikke Prosecco så ung som muligt, da den bortset fra, hvis den kommer fra Valdobbiadene eller Conegliano, hurtigt bliver flad. Det er ikke nogen gemmevin, men bør drikkes inden for 3 år fra høståret.

 

Salget boomer

På den internationale scene har denne mousserende vin oplevet et veritabelt boom. I 2008 lå produktionen på 150 mio. flasker. I dag er tallet vokset til 400 mio. flasker på årsbasis fordelt på 3000 vinproducenter, og volumen er stadig for opadgående.

 

Årsagen til denne fremgang skal søges i dels et lempeligere prisniveau end Champagnens dels i en smagssammensætning, som er let at gå til, uden at det festlige image gør fløjten. Om Prosecco siger italienerne, at det er en dagligvin, hvor et glas kan reparere en dårlig dag på kontoret, mens Champagne er til festlige begivenheder.

 

I førertrøjen

Blandt de førende producenter af Prosecco er Primo Franco, der er tredje generation i vinhuset Nino Franco, som ligger i smørhullet i Valdobbiadene ved foden af Foralperne. Der er ejerskab af vinmarker med topbeliggenhed og vinstokke, som er op mod 90 år gamle, og der købes druer på kontrakt på omkringliggende gårde, hvis produktion man styrer sammen med sin egen.

 

Gården blev anlagt i 1919 af bedstefaderen Antino, udvidet arealmæssigt af sønnen Nino og moderniseret af Primo, som har ladet sig inspirere af husene i Champagneområdet i Frankrig. Han fremstiller årligt 1,2 mio. flasker af høj karat, og hans nedenstående sortiment importeres af Philipson Wine i Kokkedal.

 

Sortimentet

 

Rustico, Valdobbiadene Prosecco Superiore DOCG. 99,95 kr. v/12 flasker.

 

Brut, Valdobbiadene Prosecco Superiore DOCG. 109,95 kr. v/12 flasker.

 

2014 Vigneto della Riva di San Floriano Valdobbiadene Prosecco Superiore DOCG. 149,95 kr. v/12 flasker.

 

2011 Grave di Stecca Prosecco. 249,95 kr. v /12 flasker.

 

2014 Primo Franco Valdobbiadene Prosecco Superiore DOC. 159,95 kr. v/12 flasker.

 

2014 Valdobbiadene Superiore di Cartizze DOCG. 249,95 kr. v/12 flasker.

 

Del på Facebook