En fulderik i bil braser igennem bommen ved en jernbaneoverskæring. Så går bilen i stå midt på sporet. Toget nærmer sig i høj fart.
To politifolk i nærheden spotter situationen og reagerer lynhurtigt.
Den ene går i togets retning for at advare lokoføreren og få ham til at bremse ned.
Den anden løber hen til bilen, flår døren op og trækker chaufføren ud. Det er ret besværligt, da manden tilsyneladende ikke rigtig sanser, hvad der foregår. Men politimanden holder fast i ham og får ham smidt ned på jorden.
Så kommer toget med voldsom kraft og smadrer bilen.
Det dramatiske optrin udspiller sig i San Mateo i Californien.
En ledende politimand siger bagefter til CBS News: ”Disse to vicesheriffer tøvede ikke, de handlede. Hvis de ikke havde handlet, er det ikke godt at vide, hvad der var sket. Jeg tror, at deres handlekraft er skyld i, at den pågældende person er i live.”
Når man ser på videoen, hvad der skete med mandens bil, må man så afgjort være enig.