I et ghettoområde i Slagelse har kommunen for et par år siden nedlagt den lokale folkeskole. Der var en høj andel af elever med indvandrerbaggrund, og blandt dem trivedes en kultur, der ikke gav noget positivt forhold til skolen.
Det beretter uddannelsesvejleder Thomas Nygaard Petersen.
Denne holdning til skolen var forbundet med en forestilling om, at ”man sagtens kunne få succes og klare sig på en høj kontanthjælp frem for at tage en uddannelse”. (Berlingske)
Vejlederen refererer også en elev på en anden skole for følgende bemærkning: ”Hjemme hos os har vi både stort TV og lækkert køkken, og mine forældre er altså på kontanthjælp! Så hvorfor skulle jeg lave noget?”
”Der er en relativt stor gruppe, der tænker sådan – og den er ikke blevet mindre de seneste år,” siger Nygaard Petersen. (Berlingske)
En kultur gives videre fra forældre til børn
Avisen bruger disse eksempler til at illustrere de særlige problemer, som findes på Sjælland med mange unge, der ikke får nogen uddannelse efter folkeskolen.
Men eksemplerne illustrerer samtidig de særlige problemer, der er med kulturen i mange indvandrermiljøer. Og de viser, at disse problemer er særligt store, fordi forældrene oplever kontanthjælpen som en god indtægt. Deres incitament til at finde arbejde er ikke stort.
Denne holdning giver de videre til børnene – de lærer at tænke, at når man kan leve så godt på kontanthjælp, så er der ingen grund til at tage et større slæb med en uddannelse.
Thomas Nygaard Petersen taler om en ”overlevering fra forældrekulturen til de unge mennesker”.
Næsten halvdelen er på kontanthjælp
Nogle af de unge foretrækker et arbejde, der kan give hurtige penge, frem for en uddannelse. Men også et arbejde kan hurtigt blive opgivet, hvis det virker anstrengende eller kedeligt.
15-årige Ahmad beretter om alle dem, der ”render rundt og ikke laver noget – ud over ballade selvfølgelig”. Han har da også selv tænkt: Hvorfor lave noget så dødssygt som at gå i skole. Når man i stedet kan have det sjovt?
Bag denne holdning hos de unge ligger altså forældrenes oplevelse af, at man kan leve godt på kontanthjælp. Næsten halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere i Danmark er da også på kontanthjælp.
Her kommer kød og blod på
Beretningen fra Slagelse er meget interessant i lyset af den valgkamp, der er i gang.
Her kommer der kød og blod på de borgerlige politikeres ord om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Og man får en fornemmelse af, hvorfor der kan være behov for et loft over kontanthjælpen.
En hel del af de voksne indvandrere mangler åbenbart en tilstrækkelig tilskyndelse til at tage et arbejde. De indretter sig på offentlig forsørgelse. Og de giver den holdning videre til deres børn, at det er OK, og at man kan få en ganske god tilværelse ud at gøre det.
Man skaber en forsørgelseskultur, der går i arv.
Hamrende usolidarisk
Den røde regering har klart forværret dette problem ved at afskaffe loftet over kontanthjælpen og den særligt lave starthjælp for flygtninge.
Fra Johanne Schmidt-Nielsens yderste venstrefløj til Helle Thornings socialdemokrater kan man en masse fine ord om, at dette skulle være specielt solidarisk over indvandrerne som en ”udsat gruppe”.
Men faktisk er det hamrende usolidarisk over for indvandrerne. De bliver oplært i afhængighed og manglende ansvar for eget liv.
Og det er hamrende usolidarisk over for alle os andre i samfundet. Vi får lov til at betale for deres forsørgelse. Samtidig får vi lov til at kæmpe med de sociale og økonomiske problemer, der følger af uviljen til at gøre en indsats med arbejde eller uddannelse.
Befolkningens flertal støtter kontanthjælpsloftet. Nu mangler vi, at et flertal i Folketinget gør det samme.
