Det var sent på eftermiddagen, og tusmørket havde sænket sig over det nordvestlige London. En 12-årig pige kom gående på vej hjem.
Hun fornemmede, at en mand fulgte efter hende. Han indhentede hende og greb fat i hende. Men han var ikke klar over, hvad der ventede ham.
Pigen var trænet i noget, der hedder Krav Maga, fortæller avisen The Hampstead Highgate Express. Det er en form for krigskunst, der bliver brugt af det israelske forsvar, efterretningstjenesten Mossad og andre eliteorganisationer.
Krav Maga betyder på hebræisk ”kontakt-kamp”. Og da manden tog fysisk kontakt med pigen, fik han sandt for dyden kamp. Hun vidste lige præcis, hvad hun skulle gøre. Hendes mor beretter til avisen:
”Med hendes ekstra års Krav Maga træning, reagerede hun hurtigt ved at knalde en albue i siden på gerningsmanden. Så gav hun ham et knæ i skridtet. Og så løb hun hjem i rasende fart.”
Manden havde nok at gøre med at komme til hægterne.
Pigen fik ikke rigtig set angriberen, så han er desværre ikke blevet fundet. Men han vil i hvert fald næppe angribe hende igen.