Video: Pistolbevæbnet mand trænger ind ind på den store hollandske TV-station og kræver adgang til skærmen. Se og læs, hvad der skete

En pistolbevæbnet 19-årig mand trængte i går aftes ind på den store hollandske TV-station NOS. Kameraer har optaget manden, mens han stod i et studie med sin pistol og krævede adgang til den mest populære nyhedsudsendelse i landet.

 

Derefter blev han overmandet af politiets kommandogruppe, mens kameraerne rullede. Det hele blev bagefter bragt i TV. Se optagelserne her.

 

Da manden, hvis navn er Tarik Zahzah, ankom til TV-stationen, foregav han at være medlem af en hacker-gruppe, der arbejdede for den hollandske efterretningstjeneste.

 

Det lykkedes ham på en eller anden måde at komme igennem sikkerhedssystemet, og han truede en sikkerhedsvagt til at føre sig op til redaktionslokalerne.

 

Men den koldblodige sikkerhedsvagt førte ham ikke hen til nyhedsstudiet. I stedet blev Tarik Zahzah ledt ind i et studie, der ikke var i funktion.

 

Han truede med, at bomber ville springe en række steder i Holland, hvis han ikke fik adgang til nyhedsudsendelsen. Angiveligt havde han også et brev, hvor han formulerede sine krav og sine trusler.

 

Den dramatiske anholdelse

På videoen ser man, hvordan han bliver mere og mere utålmodig og farer frem og tilbage. Til en mand uden for kameraet siger han: ”De ting, der vil blive sagt (pause), de drejer sig om meget store globale problemer. Vi blev hyret af sikkerhedstjenesten.”

 

Folk i studiet foregiver, at han kan tale fra dette studie, men at der lige er nogle tekniske problemer, som skal løses.

 

Hele tiden står han med sin pistol med lyddæmper på. Så udbryder han: ”Det her tager for lang tid!”

 

Pludselig braser mindst fem politifolk ind med trukne pistoler. De råber: ”Smid den! Smid den! Og ned på knæ!” Han adlyder straks og bliver anholdt uden kamp.

 

TV-stationen NOS aflyste sine to aften-nyhedsudsendelser. Men man viste altså optagelserne af det dramatiske forløb.

 

Politiet undersøger nu Tarik Zahzahs påstand om, at han har medsammensvorne og at der er bomber andre steder i Holland.

 

Mandens baggrund kendes endnu ikke

Det er et hårdt slag for TV-stationen, at den pistolbevæbnede mand kunne trænge ind. Man har ellers styrket sikkerheden siden terrorangrebet mod Charlie Hebdo.

 

I forvejen havde man et højt sikkerhedsniveau, fordi det var på stationens parkeringsplads, at den islamkritiske hollandske politiker Pim Fortuyn blev skudt og dræbt i 2002.

 

Men der var altså alligevel et kæmpe hul i sikkerheden.

 

Der verserer historier om, at den 19-årige Tarik Zahzah er kemistuderende, og at hans forældre døde for nylig. Det hedder sig også, at han ikke har optrådt på nogen overvågningsliste over radikale islamister.

 

Men politiet har indtil videre afvist at kommentere på disse forlydender.

 

Her er en kort udgave af optagelsen:

 

Her er den lange optagelse på de små 5 minutter, som går inden politiet når frem:

a

a

Del på Facebook