DR sendte 3. juledag ”Frøken Nitouche”. Selv om vi alle kan have en svaghed for Lone Hertz, har det danske lystspil fra 1963 allerede været vist i DR adskillige gange, og man må antage, at der med denne disposition virkelig økonomiseres med licensbetalernes midler.
Men jeg tillader mig at spørge: Hvad fanden tænker de på?
UnderholdningsOrkestret
Det kan ikke betegnes som andet end topmål af arrogance, når DRs direktion – godkendt af den politisk udnævnte bestyrelse – træffer beslutninger hen over hovedet, på dem der betaler, nemlig Licensbetalerne. Og hvorfor er der ikke lavet en undersøgelse af, hvad lytterne/seerne, ønsker? I Danmark er alle tvangsindlagte til at betale Radio/TV licens, uden licensbetaleren har den mindste indflydelse på programindholdet. DR-bestyrelsen burde varetage licensbetalerne interesser, men gør det tydeligvis ikke.
Næstformanden for DRs bestyrelse Ole Hyltoft (indtil udgangen af året) har offentligt tilkendegivet, at han var modstander af nedlæggelsen af UnderholdningsOrkestret, men følte, at armslængde-princippet begrænser bestyrelsens handlemuligheder.
John Wagner erklærer sig også nu som modstander af nedlæggelsen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer har været påfaldende tavse, selvom bestyrelsen selvfølgelig kunne øve indflydelse – hvis de havde haft modet, og hvis formanden ellers ville være med.
Men problemet kan jo være, at den netop genudnævnte formand, Michael Christiansen, ikke vil give hverken bestyrelsen eller licensbetalerne medindflydelse – og der er tydeligvis ingen i DRs gamle eller nye bestyrelse, der kan matche ham.
‘Den gamle dame’ i ministeriet bliver også konfus og ubeslutsom af hans manøvrer, men har dog igen og igen slået fast, at politikerne på Christiansborg ikke skulle blande sig i DRs beslutninger.
Bestyrelsen har ikke haft indflydelse på ”1864” og i diskussionen om besparelser i DR, fortolkede Michael Christiansen DRs Public Service-kontrakt på en mildest talt kreativ måde. Det er tankevækkende, at DR ville have kunnet drive UnderholdningsOrkestret i mere end 6 år for de knap 200 millioner kr. som DR brændte af på sin i øvrigt skandaløst inkompetente afvikling af det europæiske Melodi Grand Prix.
Vi har altså en barok situation omkring hele Danmarks Radio, hvor licensbetalerne ikke har noget at sige, kulturministeren ikke vil blande sig, hvor Folketinget ikke må blande sig, og hvor DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til Mikael Christiansen og DRs direktion. Fint – bortset fra at vi alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben.
Marianne Jelved har netop genudnævnt bestyrelsesformanden for en ny 4-årig periode. Vi kender efterhånden Michael Christiansen: Vi kender hans ansvar for besparelserne i DR.
Melodi Grand Prix
Vi ved, han har afvist ethvert ansvar for budgetoverskridelsen i forbindelse med afviklingen af Melodi Grand Prix, og han har henvist til ”klare aftaler” mellem DR og projektselskabet.
Problemet er, at DRs hemmelige aftaler med projektselskabet for afvikling af Eurovision Song Contest 2014 og forholdet mellem formanden for Danmarks Radio, Michael Christiansen, og den fyrede formand for Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, uvægerligt leder tanken i retning af straffelovens bestemmelser om den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.
Konsekvensen af aftalen var som bekendt, at Projektselskabet endte med at hænge på en regning på 137 millioner kr. – en regning som skatteborgerne i København og hovedstadsregionen har betalt. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at DR og Michael Christiansen i den grad har udmanøvreret de ubehjælpsomme amatørpolitikere i Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Sagen har givet anledning til at flere institutioner nu undersøger omstændighederne – Rigsrevisionen, Erhvervsstyrelsen, Statsforvaltningen og Økonomi- og Indenrigsministeriet.
En række bestyrelsesmedlemmer i Wonderful Copenhagen, ledelsen i Københavns Kommune og medlemmer af Hovedstadens regionsråd er tydeligt utilpasse ved situationen, og det syntes de at have god grund til at være!