Tyrkiet har haft den frækhed at løslade den formodede gerningsmand til et politisk attentatforsøg i Danmark. Det har udløst skarpe danske reaktioner.
Harmen i den danske offentlighed og blandt politikerne er fuldt ud berettiget. Men nu er det vigtigt, at man i sin harme ikke kaster sig ud i noget, som vil gøre mere skade end gavn.
Der er ikke brug for slag i luften, som samtidig vil udstille, at vi står isoleret i international sammenhæng.
Danmark skal holde hovedet koldt i forhold til Tyrkiet.
Fortsat pres, men især langsigtet tænkning
Den danske regering bør fortsætte presset for at få oplysninger om, hvad der er sket med den formodede gerningsmand, som tyrkerne har løsladt.
Dermed understreger man den danske utilfredshed med sagens forløb. Samtidig kan flere oplysninger være nyttige i en fortsat dansk jagt på manden. For jages skal han naturligvis, så vidt det er muligt.
Men det er svært at se, at Danmark vinder noget ved at tage mere dramatiske reaktioner i brug. Der har for eksempel været tale om at hjemkalde den danske ambassadør til konsultationer eller trække det lille kontingent danske soldater i NATO-landet Tyrkiet ud.
Der er grund til at frygte, at den slags reaktioner over hals og hoved vil ramme Danmark mere, end de vil ramme Tyrkiet.
Danmark bør så afgjort drage konsekvenser af Tyrkiets magtarrogante optræden i sagen. Men det bør gøres køligt og langsigtet.
Tyrkiets centrale rolle
Der er stærke grunde til, at Danmark næppe kommer langt med protester mod Tyrkiet her og nu. Disse grunde har at gøre med kampen mod Islamisk Stat og den centrale placering, som Tyrkiet har i den forbindelse.
Denne centrale placering blev understreget så sent som i går. Tyrkiet gav efter for amerikansk pres og accepterede, at irakiske kurdere kunne passere gennem tyrkisk territorium for at drage til Kobane og støtte de syrisk-kurdiske krigere dér.
Tyrkerne kan i det hele taget på mange måder være behjælpelige eller det modsatte i kampen mod Islamisk Stat.
Det er Tyrkiet naturligvis på det rene med. Derfor er man temmelig ligeglad med, hvad der måtte komme af protester fra Danmark i Hedegaard-sagen. Man er helt optaget af den store sammenhæng – det vil sige forholdet til Islamisk Stat, til kurderne og til Vesten.
De andre lande vil ikke fordømme Tyrkiet
Tyrkiets afgørende rolle betyder samtidig, at Danmark ikke skal regne med at få andre europæiske lande med i en større protest mod Tyrkiets frigivelse af fanger.
Lande som Storbritannien, Frankrig og Sverige har ganske vist også oplevet, at Tyrkiet har frigivet hellige krigere, som er statsborgere i deres lande. Mange af dem synes at have indgået i en udveksling med Islamisk Stat, der til gengæld har frigivet tyrkiske gidsler.
Selvfølgelig er de lande, der er berørt af dette, utilfredse. Men de dæmper deres utilfredshed, fordi de anser det for vigtigt at bringe Tyrkiet ind i kampen mod Islamisk Stat.
Samtidig er deres sager heller ikke så alvorlige som den danske. Det er jo en stærkt skærpende omstændighed, at Tyrkiet i Danmarks tilfælde har forhindret, at en mand bliver bragt for retten for et politisk mordforsøg i Danmark.
Intet tyder således på, at der kommer en bredere fordømmelse af Tyrkiet i EU – for eksempel på topmødet senere i denne uge.
Det er muligt, at Helle Thorning vil kunne finde en passende lejlighed til at lufte den danske kritik under topmødet. Men hvis hun lagde op til, at EU skulle vedtage en flammende reprimande mod Tyrkiet, ville hun bare ende med at udstille Danmarks isolation. Det giver ikke megen mening.
Tyrkiet og EU
Til gengæld bør vi i Danmark sætte meget skarpere fokus på det langsigtede forhold til Tyrkiet. Kort sagt: Hvilken lære kan Danmark drage af denne sag, når det gælder tyrkisk medlemskab af EU?
Mærkeligt nok har journalisterne ikke stillet de danske politikere dette spørgsmål.
Læren er klar: Tyrkiet har i denne sag understreget, at det har bevæget sig i en islamistisk retning og bruger sin størrelse og centrale rolle med stor magtfuldkommenhed. Tyrkiet hører ikke hjemme i EU.
Slasket holdning
De regeringsbærende danske partier har ikke meldt klart ud i forhold til tyrkisk EU-medlemskab. De har været afventende og henvist til, at man måtte se, hvad der kom ud af EU’s forhandlinger med Tyrkiet. En udpræget slasket holdning.
Nu kan man yderligere dække sig ind under, at EU har vedtaget ikke at optage nye medlemmer i de næste fem år, og at forhandlingerne med Tyrkiet i øvrigt går langsomt.
Men det er ikke godt nok. Forhandlingerne kan jo tænkes at blive mere forpligtende. Og de bærende danske partier efterlader det indtryk, at de i givet fald godt kan acceptere tyrkisk medlemskab. Men det burde de ikke kunne.
Andre lande har sagt mere klart fra. Det kan Danmark også gøre.
Vi kan godt undvære nogle ligegyldige symbolske danske protester i Hedegaard-sagen – hvis toneangivende danske politikere til gengæld bliver mere faste i kødet, når det gælder tyrkisk EU-medlemskab.
