|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Kremls og Putins talsmand, Dimitri Peskov, siger, at den våbenhvile, der enevældigt fra russisk side er beordret den 12. april, jo ikke skulle ses som et skridt hen imod genoptagelse af forhandlinger om en politisk løsning på krigen mod Ukraine. Men hvad skal det så gøre godt for?
Trosfornægtelse
Jo, det er i stedet resultatet af Putins ’alvorlige’ kristentro, må man forstå. Hvert år deltager han nemlig i fejringen af Den Russisk Ortodokse Kirkes påskefejring på netop denne dato. Det ser vi så godt som hvert år beviset for i verdenspressen, hvor billeder viser ham tænde et lys i kirken og slå korsets tegn for sit bryst og ansigt, som ydre tegn på underkastelse under Guds gode vilje, veje og overherredømme.
Hovedkirken
Putin fejrer det formentlig igen i år i Moskvas hovedkirke: ”Kristi Frelser-katedralen”, hvor Patriark Krill, der er overhoved for Den Russisk Ortodokse kirke, forestår Påskemessen. Ligesom han gjorde i 2025, hvor han udtalte og bekræftede sin fuldtonede støtte til Putins krig i Ukraine og sin tro på Putin, hvilket han har gjort, lige siden sin indsættelse som Patriark i 2009.
Skandalekirke
Udover at dette i sig selv er en hån imod kristentroen og dens grundvolde, lagt på kærlighed, sandhed, fred og levereglerne i Ti Bud, så er det et helt utilgiveligt hykleri af værste skuffe, at man i det ydre vil fremstå hellig og ren, men i sit indre er fuld af alskens urene hensigter og voldsherskermentalitet. Men dobbeltmoral og tvetungethed er blevet høj mode i denne verden, hvor man taler om krigsforbrydelser, men glemmer, at krig i sig selv er en forbrydelse.
Påskens højtid
For ortodokst troende russere er Påsken den vigtigste religiøse Højtid. Så den må folkets enevældige og herskende leder selvsagt tage del i. For dette er nemlig, hævder Reuters, en meget vigtig del af Putins verdenssyn. Men én af forskellene mellem luthersk og ortodoks kristentro er åbenbart den grundregel, at det religiøse og åndelige ikke må blandes sammen med det politiske og verdslige, som Luther kaldte henholdsvis det åndelige og det verdslige regimente.
Hykleri og frygt
En sidste forklaring på Putins tilsyneladende fromhed kunne være, at han godt vil appellere til Ukraines samvittighed, så han undgik, at det pludseligt ville regne med dødbringende gaver fra oven, mens man dyrkede sin ’ukristelige’ tro i Moskva. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Ukraine på det seneste har fået militært isenkram, der kan ramme mål selv øst for Moskva. Og det ville jo være et nederlag, hvis der pludselig faldt noget ugudeligt ned fra himlen under den hellige højtid i Kreml.