|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
“Jeg har engang set en frådende Jalving hamre derudad på sin cykel i et frostklædt bakketerræn i Sorø – og sådan foretrækker jeg rollefordelingen.” Kasper Støvring har læst hans nye bog, der indeholder meget mere end cykling.
Vi har alle set den: En mageløst flot Tesla, strømlinet, enkel og futuristisk, men så har ejeren påsat et servilt klistermærke på bagklappen, hvor der står: ”ELON SUCKS”.
Det er så tåbeligt, som det ser ud – det er dydens udstillingsvindue, korrekte meninger sat til skue for alle forbipasserende. For, uha! Bilen er fed, men Musk er ond, mørkets techfyrste og Trumpstøtte. Føj da! Helvede er de andre.
Kontrasts debatredaktør Mikael Jalving skriver om fænomenet i sin nye, veloplagte bog Tidsåndens rasen, der foruden betragtninger over Jalvings yndlingsbeskæftigelse, cykling, også rummer kulturkritiske analyser af tidsånden.
Cykling kan jeg godt lide, men kun at se på – jeg har engang set en frådende Jalving hostende og hakkende hamre derudad på sin cykel i et frostklædt bakketerræn i Sorø – og sådan foretrækker jeg rollefordelingen.
Jeg har også skrevet en bog med manden, og den rollefordeling passede mig også rigtig godt, for mens jeg selv kunne skride ud i lange teoretiske falbelader, var Jalving både kortfattet, munter og djævelsk ondsindet på den gode måde, når han dissekerede selvretfærdighedens apostle.
Netop den semiotiske analyse af kulturfænomener som Musk-klistermærket falder ind under denne kategori af sylespids kulturkritik, og den er noget af det mest originale ved bogen. Så lad mig dvæle ved den her.
Manden med mærkerne
Aktivismens karneval, hvor det hele tiden handler om at blive set og anerkendt, er rykket ind i hverdagen, skriver Jalving. Og her tjener klistermærkerne en vigtig funktion.
Tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler sælger mærkerne via elonsucks.dk. Morgenthaler er prototypisk: Han holder af sin Tesla, men ikke af manden, der skabte den, og derfor opfordrer han andre Tesla-ejere til at gøre oprør ved at klistre mærket på deres egne biler. De skal selvfølgelig lige først købe mærket af ham.
Bag disken i samvittighedens kræmmerbod står Morgenthaler altså og sælger renselse for en håndfuld kroner. Han er typen, der kritiserer den materielle civilisation, men elsker sin bil og lader den bære hans politiske identitet.
Bilen blev solgt på en suppe af klimabevidsthed, bæredygtighed og skepsis over for vækst, altså tidsåndens forestilling om det kollektive gode. Det forklarer ifølge Jalving en del af bilens succes i Skandinavien.
Denne ejendommelighed bygger imidlertid på en dybere kløft mellem at ”være” – fx sig selv – og ”fremstå” som god over for andre. Kløften har naturligvis altid eksisteret, men uddybes af vores tids fiksering på ejendom, penge, handel og komfort. Forfængeligheden vokser med civilisationen, bemærker Jalving med den franske filosof Rousseau, for jo flere ting vi omgiver os med, jo mere afhænger vi af andres bifald.
Politik, forbrug og moral smelter sammen til én treenighed. Typer som Morgenthaler kan på én gang please tidsånden (køre klimabevidst) og fremstå som modig oprører (håne Musk). Konflikten mellem tilpasning og selvhævdelse forsvinder, og tilbage står hykleriet.
Kofangermoralen
Det afslørende er så bare, at enheden af tidsånd og moral er lige så tynd, som hykleriet er tykt. Eller formuleret i økonomiske kalkuler: På dydsbørsen handles der med holdninger, og kurserne svinger med tidsåndens humør. I går var Musk fremtidens mand, i dag er han en paria.
Og når nu vi taler om Tesla og biler, så kunne man kalde denne moral for kofangermoral, altså overbevisninger, der kan klæbes på og pilles af igen, når tidsånden skifter.
Men som Jalvings datter på seksten foreslår: Sælg dog bilen, hvis du hader Musk. Det er så oplagt, som det er sandt, og sandheder skal man høre fra børn – vi lever ikke for ingenting i H.C. Andersens land – der jo selvfølgelig ser, at de moralske kejsere ikke har noget tøj på.
Naturligvis vil denne verdens Morgenthalere ikke skaffe sig af med bilen, for i et gennempolitiseret liv er bilen ikke længere bare en bil, men statussymbol, og klistermærket en luksusoverbevisning. Den giver status uden at koste noget. Man kan således sagtens beholde bilen og alle de andre materielle goder, som venstrefløjens væksthadere elsker.
Aflad og renselse
At Jalving har et skarpt blik for ideologisk mystifikation, ved vi fra alle hans klummer gennem tiden, ikke mindst fra den genopførte Groft Sagt-klumme i Kontrast.
For egen regning vil jeg føje til, at Teslaen, ligesom de fleste andre vigtige fænomener i vores tid, med stort udbytte kan tolkes ud fra ideologikritisk analyse, som en ”myte” i Roland Barthes’ forstand.
Anskuet således var Teslaen oprindeligt en aflad for forbrugets synd. Man kørte bil, men med god samvittighed, for bilen var ren. Så blev bilen besmittet af synden, af Musk og hans onde gerninger, og der måtte købes ny aflad. Klistermærket blev renselsen.
Det videre perspektiv i denne analyse er nu, at den frygt, som denne verdens Morgenthalere nærer, udelukkende gælder skyld ved association, altså at blive set i berøring med det urene. Mærket skal derfor vise omverdenen, at ejeren er ren, selv om bilen er den samme.
Musk bliver syndebukken i René Girards forstand. Han bliver det fælles hadeobjekt, der samler fællesskabet og bekræfter de rettroende i deres dydsirede selvforståelse.
Sjælen i andres øjne
Jalving bemærker, at jo tættere vi bor, jo mere iagttaget føler vi os. Byernes ruder og kameraer skærper begæret efter opmærksomhed. Vi overtager andres mening og kalder den vores egen, og resultatet er et liv uden for os selv i frivillig underkastelse.
Bagklappen med klistermærket ”ELON SUCKS” er en del af forfængelighedens spejlsal, hvor ejeren beundrer sin egen dyd i fremmedes blikke.
Men under blikkets tyranni lever vi et fængsel og tror alligevel, at vi er frie. Afladen virker nemlig kun, så længe nogen ser den. Man køber sig fri, men kun i andres øjne.
I sin bog interviewer Jalving tidehvervsteologen Katrine Winkel Holm, datter af Søren Krarup, som Jalving også har skrevet en bog om. Det mærker man. For de bedste analyser i hans bog er protestantisk syndserkendelse og tidehvervsk syrebad.
”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot”, som Tidehvervs gamle slogan lyder.
Mikael Jalving: Tidsåndens Rasen – betragtninger over historie, politik og cykling
154 sider, 180 kr.
Forlaget Ellekær
