Jeg er snart 90 år og jeg har set verden forandre sig …

Getting your Trinity Audio player ready...

 

                                  Fagre nye verden?

 

Lige om lidt fylder jeg 90 år. Jeg har set mange ting. Jeg har lavet mange ting, og jeg kan nok med nogen ret sige, at jeg kender en del til verden.

 

Det er bare ikke helt rigtigt. Aldrig har verden budt på flere nyheder end nu.

 

Jeg skrev en bog: ”2084”hvor jeg forestillede mig, hvordan verden så ud til den tid. Men jeg har smidt den ud. Alt, hvad jeg ”forudså” er sket. Og mere til. El-marker. El-møller. El-biler, som nu kan være førerløse og er så stille, at de må have støjalarm på ved lave hastigheder. Robotter, som overtager mere og mere arbejde.

 

Flyvningen er måske lige på trapperne. AI, som man nu taler om kan overtage styringen og ødelægge kloden. Første gang, jeg spurgte den om noget, svarede den mig og tilbød derefter at undersøge noget mere om emnet. Og jeg levende menneske svarer: ”Ja tak. ” Til en robot!!

 

Og cyberangreb er så almindelige, at vi skal ”preppe” til mindst tre døgn.

 

Bliver fremtidens krige med ”cyperbombedroner”?

 

Jeg skrev om klimaet, og vi er så småt i gang med at få orden på det. Men det må helst ikke koste for meget. Men vi kunne bare i Danmark få et renere hav ved at nedlægge fiskeriet i nogle år. Pris, tre milliarder pr. år. Småting.

 

Jeg var bondekarl i 1951-53. Der var 200 000 landbrug. Alle med vekseldrift, så der var balance i forhold til gødningsmængden. I dag er der 6000, og det er næppe landbrug, men fabrikker benævnt som kvægfarme, svinefarme, fjerkræbrug.  De sidste er også omtalt som ægproduktionsanlæg eller et slagtefjerkræbrug.

 

Og der forekommer dyremishandling overalt.

 

Jeg var lærer i 30 år uden større besvær. I dag ville jeg næppe kunne begå mig.

 

Omkring århundredskiftet havde jeg min sidste 1. klasse. Jeg har altid sørget for, at eleverne til jul kunne alfabetet og kunne forstå det at læse. Det lykkedes også denne gang, så vi sagde ja, da bibliotekaren spurgte, om vi havde lyst til at prøve hans nye computere. De stod nede i kælderen. Kæmpestore og med boks og kopimaskine fyldte de hver et halvt spisebord.

 

Jeg mindes endnu Marie, som kom hen til mig og sagde: ”Hvordan staver jeg til Mor, jeg elsker dig?” Det var både hendes og min første berøring med IT. I dag er hun ca 33 år og jeg kan nok ikke lære hende noget.

 

En bekendt fik et spørgsmål fra sit barnebarn: ”Farfar, hvordan kom man egentlig på nettet, før man fik computere”?

 

Nye tider.

Del på Facebook