|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I lukaevangeliet 15.7står der:
”Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Jeg ved ikke om Jesus specifikt tænkte på Ida Auken, da han formulerede dette fyndord, men det passer i al fald fint på hende. Ida har omvendt sig. Hun er gået i sig selv og kan nu godt se, at Folketinget ikke skal have en præst tilknyttet. Politikerne må selv træffe deres beslutning. Den sekulære stats lovgivning skal ikke legitimeres og faciliteres af kirken.
Og det var også på tide, at ministeren endelig fik et sine (få) lyse øjeblikke. Gud ved hvad det kan være, der lokkede hende på den galej?
Jeg mener:
Konen er teolog, og hun kender fra undervisningen i dogmatik på teologistudiet Luthers 2 regimentelære, hvor det klart præciseres, at man ikke kan motivere den verdslige lovgivning med henvisning til Guds vilje. Hvordan vi lovgiver om vore indbyrdes forhold, det er vores sag. Det kan vi derfor ikke bebrejde Gud.
Men når det nu er sådan, at det forholder sig, hvorfor i al verden vil Ida Auken så pludselig have Gud tilbage på Borgen? Det er da underligt!
Et svar kunne måske være, at det er fattigt og lidt og ikke forbundet med megen prestige at være kirkeminister. Hvis man som kirkeminister har ambitionen om at være betydningsfuld på samme måde som statsministeren, finansministeren eller udenrigsministeren, så er man nødt til at opfinde en ny vision, hvor Guds nærvær i lovgivningsarbejdet gør kirkeministeriet og kirkeministeren til et nyt superministerium. Og mon ikke det var netop det, som hun drømte vilde drømme om.
Men hvorfor går hun så nu fra ideen om Guds nærvær i den verdslige lovgivning netop som hun havde fået den op at flyve? Det er svært at granske andres motiver, men mon ikke forklaringen er, at hun er blevet afskrækket af Hitzb ut-Tahrir, hvis fundamentalistiske tolkning af islam betyder, religion og stat går i et.
Det er en hæslig strategi, hvor man forklarer alt ud fra Guds vilje. Hitzb ut-Tahrir er walking proof på, at vi må prise os lykkelige for at leve i et samfund, hvor religionen aldrig skal danne norm for det samfundsmæssige. er et samfundsanliggende, men udelukkende er et personligt fromhedsanliggende. Den er og skal aldrig være andet end det.
Så kære Ida. Du må finde en anden måde at overvinde dit mindreværdskompleks i forhold til de store drenge og piger.
Men derfor skal der alligevel herfra lyde et velkommen tilbage.
Svend Lindhardt
