|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Torsdag den 28. maj 2026 ville systemkritikeren, politikeren, provokatøren og advokaten Mogens Glistrup være fyldt 100 år. I dagens anledning udgiver Fremskridtspartiets Historiske Forening et Festskrift til fødselaren som hyldest til systemkritikeren, der stadig huskes. 11 skribenter har skrevet tankevækkende bidrag fra hver deres vinkel om fødselaren, hans holdninger og virke.
Mogens Glistrup sang ofte – og når noget gik imod, lød det med en gammel revyvises ord: ”hvor er det nemt, om 100 år er alting glemt”. Så nemt er det ikke med ham Glistrup – her på 100 året for hans fødsel huskes han stadig. Flere af hans ideer debatteres stadig. Der refereres til hans ideer og sprogblomster. ”Vi husker alle “papirnusserne”, skattebetalerne som “jernbanesabotører”, staten som “termitten i skroget” og andre fantastiske similer, der anskueliggjorde Glistrups pointer på meget forståelige og maleriske måde,” skriver Lars Seier Christensen i Festskriftet. Lars Seier giver nutidens borgerlige det råd at ”bruge tid på at udvikle en systematisk modernisering af deres sprogbrug, så vanskeligt salgbare synspunkter italesættes mere klart, fyndigt og forståeligt.”
Det kunne Mogens Glistrup. Han var både dygtig og flittig. Men på fodboldbanen – hvor han helst tilbragte sin barndom og ungdom – klarede han sig mindre godt. Han var ikke adræt. Han måtte træne dobbelt så meget som kammeraterne for at blive næsten lige så god som dem – det gjorde han så og han lærte, at det ikke er et problem, men en udfordring, at være udenfor – og man kommer med – hvis man bare arbejder hårdt nok. Én gang han for alvor kom med – takket være sin flid – var i 1942. Hans fodboldhold vandt Juniormesterskabet på Bornholm mod ærkefjenden Nexø. Han var med på holdet og han mente til sin død, at det var livets kulmination.
Den flid og den holdning holdt livet igennem. Efter studentereksamen tog han til København og studerede jura. I 1950 fik han en af de højeste juridiske embedseksaminer nogensinde.
Derefter tog han til USA, hvor han i et år studerede skatteret på Berkeley Universitet i Californien. Han var på den måde en af de allerførste danskere der læste skatteret – det var ikke et fag i Danmark i 1940’erne. Her forstod han, at i USA er borgeren centrum i skattelovgivningen – i modsætning til i Danmark hvor systemet, er centrum. Det gør jo en voldsom forskel – og giver en hel del forklaring på danskens indviklede regler – ikke blot på skatteområdet.
Han var inden studieturen til USA blevet gift med sin studiekammerat Lene – de to dannede gennem 58 år et godt par – baseret på gensidig respekt, kammeratskab og støtte til hinanden. Da han kom hjem, fortsatte han som sagførerfuldmægtig. Han blev sagfører, landsretssagfører og kompagnon i sin svigerfars firma, underviste som den første på Københavns Universitet i faget skatteret, skrev en lærebog i faget og fik fire børn – alt sammen indenfor fire år.
Socialdemokratiet sad ved magten – Velfærdsstaten voksede og skatterne steg og steg. Glistrup fik mange klienter med ondt i skatten. Men situationen bekymrede ham. Han synes ikke samfundsudviklingen var retfærdig. Det var blevet for dyrt at være almindelig dansker.
Det generede også Glistrup voldsomt, at det var langt lettere for ham at hjælpe klienter med en stor indkomst at få reduceret deres skat betragteligt, end det var for ham at hjælpe klienter med mindre indkomst – eller ganske almindelige lønmodtagere – i at få reduceret deres skattebyrde tilsvarende. Han udtrykte det ofte med et billedsprog: »Hvis du har en stor indkomst, har du en gravko til at hjælpe dig med at komme ned på en mindre skatteprocent – hvis du har en lille indkomst, har du en teske til at grave dig ned til 0-skatten«. Det fandt han forkert og det gjorde han opmærksom på.
Langt senere påpegede professor Harold L. Wilensky fra Glistrups gamle universitet Berkley i Californien, at en kombination af stærkt stigende offentlige udgifter og stærkt stigende synlige skatter mange steder rundt om i den vestlige verden fører til et folkeligt oprør.
Det gør Peter Kurrild-Klitgaard opmærksom på i Festskriftet. Alle de vestlige lande havde en sådan udvikling i 1960erne, skrev professor Wilensky og påpegede, at intet sted i den vestlige verden var stigningen i skatter og offentlige udgifter så drastisk som i Danmark. Og det gjaldt både under de socialdemokratiske regeringer og under den borgerlige VKR-regering fra 1968. Wilensky kaldte sin kurve over udviklingen i de vestlige lande i slutningen af 1960’erne for The Glistrup Curve.
Den udvikling var grobunden for Fremskridtspartiet, der stormede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 og med et slag blev Folketingets næststørste parti.
Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet ville afvikle indkomstskatten – den ramte alt for skævt og den ramte almindelige lønmodtagere alt for hårdt. De ville gøre det ved at hæve bundfradraget – for så kom skattelettelserne alle til gode – specielt dem med de mindste lønninger.
Partiet ville begrænse papirvældet, så det blev enkelt og overkommeligt at komme igennem det offentlige system. Papirnusseriet skulle bekæmpes – det betød også en sanering af lovjunglen. Så alle skulle kunne forstå alle landets love. Men det var hårdt at være de nye i klassen. Leif Glensgaard mindes i Festskriftet den første tid i Folketingsgruppen: ”Mange af os lærte, at der var 2 bøger, vi altid skulle have ved hånden: Grundloven og Folketingets Forretningsorden. Vi skulle til enhver tid kunne kræve vores rettigheder. Det viste sig nemlig meget hurtigt i det politiske arbejde, at gammelpartierne ikke ville følge traditioner for samarbejde med de nye og bestemt ikke ville anerkende, at Fremskridtspartiet var valgt efter de samme grundlovssikrede rettigheder som gammelpartierne.”
Politisk kom det ikke til at gå den vej Glistrup ønskede. Alligevel huskes han: ”Lige så fuldt som politisk idémand og reformator vil Glistrup blive husket som forbilledlig i ukueligt gåpåmod og lyssind” skriver Peter Neerup Buhl i Festskriftet. Og det er ikke så ringe et eftermæle.
Glistrup blev bekæmpet politisk og med en straffe-skatte-retssag, som flere i Festskriftet beskæftiger sig med. Asger Åmund understreger, at juraprofessor Jan Pedersen senere ”finder det påfaldende, at sagen skulle køre som straffesag og ikke som en almindelig skattesag og fælder dermed en hård dom over regeringens hævngerrige håndtering af Glistrups skattekontroverser.”
Siden Glistrup stoppede i Folketinget omkring 1989 er regelmængden steget med mere end 26 mio. ord en stigning på 315 %, hvilket er mere end en tredobling af den samlede regelmængde. I en tid hvor alle taler forenkling. Glistrup talte om en lovjungle, nu har vi en regelstat, som Jonas Herby skriver i Festskriftet til Glistrup.
Glistrup bliver husket på sin 100 årsdag, fordi de udfordringer han påpegede, stadig er nogle af dem samfundet i dag bakser med, skriver formanden for Fremskridtspartiets Historiske Forening, Ole Gerstrøm, i forordet: ”Vi har stadig: love, der er svære at forstå. Offentlige omkostninger, der bare vokser og vokser. En indkomstskat, som er indviklet og uigennemsigtig. Uforståelig information fra det offentlige. Indvandrere, der ikke vil og ikke bliver integreret.”
Alt det og meget mere handler Festskriftet til Mogens Glistrup om. Det kan bl.a. erhverves hos forlaget på mail [email protected]
Anne-Marie Glistrup er datter af Mogens Glistrup
