|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Jeg har læst en frygtelig bog. Velskrevet. Godt fortalt. Medrivende. Men den er frygtelig, fordi den fortæller en frygtelig historie om kvinder og børn, der bliver undertrykt, nedværdiget og mishandlet i et muslimsk parallelsamfund et sted i Danmark.
Det er bogen om Aisha, kvinde i en klan, som udkom i sidste uge. Du har formentlig allerede hørt om den. Den har meget forståeligt vakt opsigt. Frederik Vad fra Socialdemokratiet har kastet sig ud i en promovering af bogen, og den er blevet anmeldt flere steder.
Bogen – kort fortalt
Bogen følger en kvinde, der under navnet Aisha fortæller om sin opvækst i en irakisk shiamuslimsk familie i Danmark og om sin mangeårige kamp for at slippe fri af familiens kontrol.
Aisha kommer til Danmark som spæd sammen med sine forældre. Familien lever isoleret fra det omgivende danske samfund og er præget af en streng patriarkalsk orden. Faderen bestemmer, mens moderen og døtrene forventes at adlyde og opvarte mændene.
Vold, ydmygelser og overvågning er en del af hverdagen. Døtrenes adfærd og seksualitet forbindes tæt med familiens ære, mens sønnerne har langt større frihed. Afstraffelsen af døtrene og moderen er ekstrem og foregår både i hjemmet og i moskeen.
Flugt og tvangsægteskab
Allerede som barn kommer Aisha i kontakt med skole, læger og kommune, men myndighederne formår ikke at bryde familiens kontrol. Hun og hendes storesøster forsøger senere at flygte til krisecentre, men uden netværk og kendskab til det danske samfund vender de tilbage til familien.
Aisha bliver derefter tvangsgiftet med en fætter, Ayman. I ægteskabet fortsætter det voldelige mønster fra barndomshjemmet. Ayman udsætter hende for kontrol, vold og seksuelle overgreb. Aisha begynder i hemmelighed at dokumentere mishandlingen.
Mor og datter
Et afgørende vendepunkt kommer, da hun får en datter. Erfaringen af kærlighed til barnet får hende til at beslutte, at datteren ikke skal vokse op under samme forhold som hende selv. Med hjælp fra politiet flygter hun fra ægtemanden og anmelder ham.
Dermed bryder hun også definitivt med sin egen familie og bliver udsat for trusler fra både sin egen og mandens slægt. Der er afsagt en dødsdom over hende kollektivt af klanens mænd.
Flugten bliver dog ikke afslutningen på hendes problemer. På et krisecenter oplever hun ifølge bogen endnu en form for afhængighed og kontrol og bliver boende der i flere år. Først senere lykkes det hende at komme fri og skabe et selvstændigt liv med sin datter.
Ikke fiktion
Det er barske sager, og bogen er så godt skrevet, at man lærer den anonymiserede Aisha indgående at kende i løbet af de 400 sider. I disse serie-tider kan man ikke lade være med at håbe på en sæson 2. Men det er ikke fiktion. Det er dokumentation af nogle rigtige menneskers liv i nutidens Danmark. Det gør den ekstra frygtelig.
At den afstumpede og primitive vold og undertrykkelse trives blandt indvandrede muslimer i Danmark ved vi godt, for det er der skrevet flere bøger om allerede. Inden for de seneste år kan man nævne bøger som Genopdragelsen (2020) skrevet af tre Information-journalister, Himlen over min fars tag (2018) af Zeinab Mosawi, Enepige: herfra min verden går (2022) af Halime Oguz og Søstermanifestet (2025) af Linda Sanee.
Der hvor hun kommer fra
At den samme tilbagestående kultur trives blandt muslimske klaner i det sydlige Irak, hvor Aishas familie stammer fra, er også velkendt.
EU’s asylagentur EUAA beskriver tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber som et særligt problem i de sydlige irakiske provinser, hvor stammestrukturen står stærkt. To gamle stammeskikke nævnes igen og igen.
Nahwa betyder i praksis, at en mandlig slægtning – ofte en fætter – kan modsætte sig, at en kvinde gifter sig med en mand, hun selv har valgt. Han kan kræve hende som hustru i stedet.
Fasliya går endnu længere. Her kan kvinder gives bort i ægteskab som led i bilæggelsen af en konflikt mellem to familier eller klaner. Kvinden fungerer dermed som kompensation mellem to mandlige slægtsgrupper.
Bog spejler virkeligheden
EUAA’s seneste gennemgang er næsten som en liste over nogle af konflikterne i bogen. En pige eller kvinde kan anses for at have krænket familiens ære ved at vælge sin egen kæreste eller ægtefælle, nægte et arrangeret ægteskab, ønske skilsmisse, have kontakt med mænd uden for familien, skrive med en mand på telefon eller sociale medier, klæde sig “upassende”, være ulydig over for mandlige familiemedlemmer eller sågar selv være offer for voldtægt eller bortførelse.
Reaktionen kan være indespærring, vold, tvangsægteskab, tvungen abort, tvunget selvmord eller drab. EUAA understreger, at det er familiens, klanens eller stammens kollektive ære, som forsøges genoprettet.
Også UNICEF har lavet undersøgelser af vold i klanerne i det sydlige Irak. Op mod 75 pct. af de adspurgte svarede, at det er i orden at banke sin kone, hvis hun er ulydig. Lokale NGO’er har dokumenteret æresdrab på kvinder, som ellers bliver forsøgt kategoriseret som selvmord af myndighederne. “Selvafbrænding” hedder det på de officielle dødsattester.
DR snakker udenom
I debatten om bogen, blandt andet på DR P1 Debat i radioen, drejer samtalen sig hurtigt væk fra den muslimske klankultur, som næres af religiøse ledere, til den danske velfærdsstat. Bebrejdelsen lægges ikke først og fremmest hos det muslimske samfund i Danmark, men hos velfærdssamfundets lønnede funktionærer i skolen, sundhedsvæsenet og på kommunens mange sagsbehandlerkontorer.
Da jeg læste bogen, stillede jeg ikke først og fremmest spørgsmålet om, hvordan velfærdsstaten kunne lade det ske. Jeg undrede mig, ja, jeg forfærdes over, at det store muslimske mindretal i Danmark ikke griber ind og får stoppet den vold og mishandling, der gennemsyrer en del af deres egen diaspora.
Herboende muslimer tier
Det er jo ikke fordi, de ikke ved, det foregår. Det ved vi alle sammen. De har endda fordelen af at tale de samme sprog, komme i de samme miljøer, bede i de samme moskeer og gifte sig ind i hinandens familier.
Jeg spørger mig selv, hvorfor der ikke er en større vilje til at pleje omsorg for sine egne blandt muslimerne i Danmark?
Er det, fordi det store flertal er enige med det lille mindretal i, at vold indenfor hjemmet er en privat sag, som ingen skal blande sig i? Er det, fordi imamerne understøtter de undertrykkende og voldelige fædre, onkler og fætre?
Er det, fordi også mødrene og kvinderne bakker op om en social orden holdt i live af trusler og vold?
Naive forventninger til Velfærdsdanmark
Selvfølgelig gælder Barnets Lov også for muslimske børn. Og selvfølgelig gælder Straffeloven også i private hjem. Men det er efter min mening så naivt, at det tenderer til dårskab at bilde sig ind, at en dansk pædagog, skolelærer, sundhedsplejerske, psykolog eller socialrådgiver skal kunne skabe en kulturel ændring blandt de muslimske indvandrere, som vi efterhånden nærmer os en halv million af i dette land.
Velfærdsstaten har allerede vist sin uduelighed overfor at løfte danskere ud af en moralsk og åndelig armod. Velfærdsstaten kan heller ikke hjælpe de hjemløse, ej heller de psykisk syge, som der bliver flere og flere af. At man så skulle kunne handle effektivt mod en importeret islamisk klankultur. Det er for naivt at forestille sig.
Eneste udvej
De eneste, der kan hjælpe muslimer i et parallelsamfund til et tåleligt liv, er muslimerne selv. De gør det bare ikke.
Derfor, og det er min holdning, er det bedste råd til ethvert muslimsk barn, ung som voksen. Kom ud af islam. Forlad den religion og ideologi, som kun prædiker vold og underkastelse, og vælg friheden til. Det er et valg alle muslimer i Danmark kan tage.
Aisha tog det til sidst – måske for sent. Hun har i hvert fald i dag så mange ar på krop og sjæl, som hun ikke har fortjent.
