|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Forsker og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, Lisa Frankel, modtager den eftertragtede EU-bevilling ’ERC Consolidator Grant’ til forskning i cellers evne til at overleve under stress.
ERC Consolidator Grant er en af de mest prestigefyldte forskningsbevillinger i Europa. Den uddeles af European Research Council (ERC). Formålet er at give lovende unge forskere mulighed for at forfølge originale og banebrydende forskningsidéer. Den chance får kræftforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, Lisa Frankel, nu.
– Denne bevilling giver os mulighed for at stille helt nye spørgsmål for virkelig at forstå, hvordan kræftceller tilpasser sig og overlever, siger hun og fortsætter:
– Samtidig styrker bevillingen vores evne til at tiltrække nye forskningstalenter og udvikle forskningen yderligere.
I sit projekt ‘TranscriptShape’ skal Lisa Frankel undersøge, hvordan cellernes ‘rengørings- og genbrugsprogram’ – autofagi – hjælper dem med at tilpasse sig og overleve under stress. Målet med forskningen er at få en dybere forståelse af, hvordan autofagi guider cellerne, og afsløre de mekanismer, der gør kræftceller i stand til at ændre sig, overleve og sprede sig.
Bevillingen er på 2 millioner euro og varer fem år.
Forske på et nyt niveau
Med den nye bevilling åbnes der op for at forske på et helt nyt niveau, siger forskningsdirektør i Kræftens Bekæmpelse, Mads Melbye:
– ERC Consolidator Grant er en stærk anerkendelse af det vigtige arbejde, der udføres her på Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Det giver os mulighed for at udfordre videnskabelige grænser og udvikle ny viden, der har potentiale til at ændre kræftdiagnostik og behandling i fremtiden, siger han.
Om Lisa Frankel:
Lisa Frankel er molekylær- og cellebiolog og forsker i, hvad der går galt helt inde i kroppens celler, når kræft opstår. Hun og hendes forskergruppe undersøger, hvordan celler normalt holder sig sunde ved hjælp af blandt andet RNA-processer og cellernes eget ‘genbrugsanlæg’, autofagi. Når disse systemer svigter, kan det føre til sygdom. Ved at forstå præcis, hvordan det sker, kan forskerne pege på nye muligheder for behandling.
Lisa Frankel er født og opvokset i Toronto i Canada. Hun har studeret ved Københavns Universitet og McGill University i Montreal og tog både ph.d. og postdoc på Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) på KU.
I 2019 etablerede hun sin egen forskergruppe ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning med støtte fra et anerkendt start-up-stipendium fra Lundbeckfonden.
Kræftens Bekæmpelses eget forskningscenter
Der arbejder ca. 300 forskere og andet personale ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning på Østerbro i København. Forskerne udfører forskning af høj international kvalitet og offentliggør hvert år mere end 300 videnskabelige artikler.