|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Som så mange andre, der ikke havde vovet sig ud i regnvejret, sad jeg den 4. maj om aftenen og så mindehøjtidelighederne i anledning af 80-året for befrielsen på TV.
Der blev også vist en film – sendes vist hvert år den 4. maj – der viste danskernes overvældende og smittende glæde over befrielsen den 4. maj 1945.
Filmen viser også en tyskers behandling af en dansker under besættelsen. Tyskeren sparkede voldsomt til en mand, der lå på jorden. Og det billede har hver gang kaldt mig frem til nutiden.
For er det ikke det, der nu sker på næsten daglig basis?
Så hvor befriet blev vi egentlig?
Ny besættelse?
Også i dag bliver folk, der er overmandet og ligger hjælpeløse på jorden, sparket over hele kroppen og nu – som et ekstra raffinement – også sparket og trampet på hovedet med den konsekvens, at nogle lemlæstes for livet.
Også i dag bruges voldtægt som krigsvåben.
Også i dag bliver sagesløse mennesker udsat for uprovokeret vold – ikke af en enkelt bølle, som ovennævnte tysker, men af hele grupper ofte på 10-12 stykker.
Så hvor befriet blev vi egentlig?
Friheden er fortsat truet – ikke kun udefra, men også indefra
Politisk islam – findes der overhovedet andet? – er grudlæggende vold, had, mord, intolerance, foragt for vores værdier, kvindeundertrykkelse, ekstrem kriminalitet, parallelsamfund m.v.
På document.dk skriver Lars Hedegaard ”Hver gang islam vinder indpas i et land, begynder en magtkamp, og hidtil har islam altid vundet. Det kan tage kortere eller længere tid, men de troende har masser af tid, for de ved, at de er på rette vej, mens deres vantro værter er uden tro og ikke aner, hvad der foregår.”
Han skriver om, hvordan politikerne – godt hjulpet af medierne – gennem årtier har forfulgt og latterliggjort enhver, der advarede mod islams voksende indflydelse.
”Herregud, er vores egen kultur ikke stærk nok til at modstå islam, bare fordi der kommer 500 muslimer til Danmark”, lød det hånligt fra venstrefløjen til kritikerne, da Folketinget i 1983 vedtog den for Danmark mest vidtgående og ødelæggende asyllov (beskrevet i Morten Uhrskov Jensens bog: Et Delt Folk 2008).
Senere blev det konventionerne, som danskerne blev banket i hovedet med. Intet kunne mere lade sig gøre for at beskytte os selv.
Som Hedegaard skriver, var det de internationale konventioner, som politikerne ”påstod – og stadigt påstår – forhindrer os i at beskytte vore grænser, den danske egenart og vores forfatning, der giver religionsfrihed, men ikke frihed for prædikanter hvis virke strider mod ”sædeligheden og den offentlige orden”, som det hedder i Grundloven”.
Gennem årtier har politikere godt hjulpet af medierne og med velvillig bistand af domstolene, universiteterne og eksperterne ikke bare accepteret masseindvandringen af mennesker, hvis ideologi strider mod sædeligheden og den offentlige orden, men direkte berømmet den og fordømt enhver, der syntes at Danmarks islamisering var en dårlig ide.”
Også SF-politikeren Halime Oguz råber vagt i gevær: ”Hvad vi oplever er ikke et kulturmøde, men et kultursammenstød…”
Og videre:
”Vi kommer ingen vegne, før vi får gjort op med ideen om ”integrationen”, som det er danskernes pligt at betale til. Man kan ikke integrere mennesker, der ikke VIL integreres, uanset hvor mange integrationskonsulenter man ansætter, og hvor mange penge, man hælder ud. 1400 års erfaringer viser, at muslimer ikke vil integreres i samfund, som de betragter som vantro, og hvis borgere de ringeagter som laverestående.”
Dagligliv i Danmark
Den 5. maj (80-året for befrielsen) læste jeg sognepræst Maria Høghs indlæg i Berlingske (bag betalingsmur) med overskriften ”Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os.”
Hendes indlæg var ord til andet tanker, som jeg selv får, hver gang jeg har set ovennævnte film fra Danmarks befrielse. Og jeg føler hver gang den samme sorg, som jeg fornemmer i Maria Høghs indlæg.
Hun advarer os om den fjende, der udgiver sig for at være ven: ”Med veltrimmet skæg og nystrøget skjorte er han tilsyneladende velintegreret. Ingen vogter sig for den uskadelige. Men fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os.”
Og konsekvenserne af denne fjende:
”Folkevalgte politikere kan ikke gå frit omkring på gaden uden beskyttelse af PET. Sikkerhedsopbuddet er enormt, du bliver gennemlyst ind til knoglerne og tasken endevendt før du kan deltage i debatarrangementer, hvor ordet er frit.
Der er steder i landet, hvor homoseksuelle ikke kan gå i fred hånd i hånd.
Der er terrortrusler, attentatforsøg og debattører der forfægter ytringsfrihed og kritiserer islamtotalitære dogmer, frygter, at deres navne står på dødslister.
Vi har vænnet os til, at jøderne ikke kan gå i fred. Ja, tænk sig! Det er set før i historien. Vi løfter ikke længere øjenbrynet, når vi passerer Krystalgade eller andre terrormål beskyttet af stærkt bevæbnet politi.”
Maria Høgh spørger endvidere, om der ikke er ved at være undtagelsestilstand, når et land sætter sine egne tropper ind på egen jord.
”Men hvem indsætter vi tropperne imod? Det er vores helt store problem – vi kan ikke se, hvem der er ven og fjende.”
Og dog. For kvinder, der gerne vil vise, at de foragter demokrati og danske værdier og går ind for shari’a, er uniformerede. Nogle af dem i så høj grad, at det eneste, der mangler i deres sorte, voluminøse heldækkende dragt, er tildækningen af ansigtet – niqab. Her kan man ikke fejl af ven og fjende.
Tidligere var opfattelsen, at kvinderne var tvunget til at uniformere sig af forældre, ægtefælle eller brødre. Men når de i dag hævder, at de selv har valgt at promovere shari’a, er der ingen grund til ikke at tage dem på ordet.
Disse formummede kvinder breder sig overalt; på (læge/tand)klinikker, hospitaler, apoteker, kommunekontorer, ministerier og i politiske partier. De har sammen med de velklædte, tilsyneladende integrerede muslimske mænd infiltreret stort set alle institutioner, hvor danskerne ikke kan vælge dem fra. Ganske som det er blevet dem påbudt af deres gud.
Der er stort set ikke andre steder end i de små specialbutikker, man kan undgå dem.
Viser en sådan infiltration ikke, at befrielsen efter 5 års besættelse og efter ca. 38 års frihed og fremdrift er blevet afløst af en endnu værre besættelse, der tog fart fra 1983?
- kolonne
Er der noget, der kan få mange muslimer til at juble, så er det, hvis en af deres ”brødre” udøver terror imod danskerne. For vi kunne jo bare have holdt os væk fra Irak og Afghanistan, som vi ødelagde alt for, da vi fjernede en diktator og en terrororganisation.
Og så har vi jo også både været vikinger og har deltaget i korstogene, så det er vel rimeligt, at vi nu smager vores egen medicin.
Hvis ikke lige der er et terroranslag mod Danmark, kan enkeltpersoner også gøre sig gældende. Især “de varme hænder” har fået job i stillinger, hvor de kan give udtryk for deres had til Danmark og befolkningen.
I Danmark forpester Palastina-tilhængere mange byer med deres demonstrationer, hvor vi desværre må konstatere, at mange historieløse danske medløbere (se nedenfor), deltager i disse marcher, der reelt er jødehadende.
Efter terrororganisationen Hamas’s grusomme angreb den 7. oktober 2023 på flere kibutzer og en festival i Israel var Hamas klar over, at de ville blive mødt med verdens fordømmelse. Så med en lynoffensiv fik de – med stort held – gjort ofrene til forbrydere og forbryderne til ofre.
Ingen af disse jødehadere skænkede symbolet på ondskaben: de to myrdede børn, babyen Kfir og 4-årige Ariel samt deres mor Shiri, en tanke.
Det er ufatteligt, at det ikke er strafbart at demonstrere for en terrororganisation.
Man må spørge, om PET slet ikke følger med på internettet, hvor danskhadende personers svinske kommentarer florerer. Det burde naturligvis have til konsekvens, at de omgående udvises.
Og at det overhovedet kan lade sig gøre, at der i Udlændingestyrelsen angiveligt skulle der være ansat personer, der ikke har dansk statsborgerskab, men som alligevel har ret til at udstede opholdstilladelse til folk fra de ikke-vestlige muslimske MENAPT-landene, kan vi alene klandre politikerne for. De har om nogen sørget for at fremme islamismen i Danmark. Se document.dk.
Lemminger og medløbere
Det er ubegribeligt, at vi blandt os har landsmænd, der ikke er andet end leflende medløbere. Det er disse personer, der er muslimernes hjælpetropper til fremme af islamismen i Danmark.
I 00’erne, hvor muslimske kvinders uniformering bredte sig, blev det forbudt at kritisere dem. I aviserne kunne man læse om socialrådgivere, der udtalte, at hvis en borger nægtede at få hjælp af en hijab-klædt kvinde, ville vedkommende slet ingen hjælp få. Der var hospitaler, der truede med at melde patienter til politiet, hvis de nægtede at lade sig behandle af en udenlandsk udseende eller hijab-klædt læge eller sygeplejerske.
Medløberne er alle dem, der kommer islamisternes krav i forkøbet, så skoler og andre institutioner fjerner enhver dansk tradition, det være sig julegudstjeneste, lucia-optog, kristendomskundskab, traditionel dansk mad, højskolesange og andet, de mener kan krænke de fremmedes kultur. Samtidig med, at de mener, det er rimeligt, at muslimer skal have bederum og forlade deres arbejdspost, når som helst trangen til bønner kommer over dem.
Medløberne er de præster, der på bekostning af deres folkekirkemedlemmer, ignorerer det kristne budskab, som er dét, de skal forkynde.
Vi har endog set, at imamer har været inviteret ind i kirken til nytårsgudstjeneste for at forkynde shari’a. Og til kongens festgudstjeneste i Aarhus havde en rabiat palæstinenser, der i kirken med sit tørklæde i realiteten promoverede en terrororganisation, også fået en invitation. Han burde have været smidt ud af kirken, men den danske konfliktskyhed fik som sædvanligt overtaget.
Er der noget at sige til, at mange har meldt sig ud af det, vi tidligere kaldte folkekirken. Hvad man skal kalde folkekirken i dag, har jeg ikke noget bud på. Et multikulti bedehus måske?
I deres uvidenhed er der partier, der tidligere væmmedes ved religion, men som nu omfavner personer, der tydeligt har vist, at de ikke går ind for demokrati, men ønsker at erstatte det med shari’a.
Pelle Dragsted (Enhedslisten) har for nyligt udtalt, at han glæder sig til at se en hijab-klædt kvinde på Folketingets talerstol. Dette på trods af, at Enhedslisten var tæt på at blive udslettet, da de i himmelråbende dumhed valgte en indhyllet muslim, Asmaa Abdol Hamid, som spidskandidat.
Men tiderne har ændret sig, islamismen er nået langt videre, og endnu et ekstremt venstreparti er kommet på Tinge. Så måske får Dragsted snart sin drøm opfyldt.
De komplet uvidende politikere har ingen anelse om, hvad islam er for en størrelse. Så mens de hævder, at islamisk vold og terror ikke er islam, og at islam er blevet ”voldtaget”, klapper muslimerne i hænderne og priser sig lykkelige over, at landet regeres af ignoranter, der kæmper deres kamp for islamismen sammen med dem.
