Den amerikanske økonom Franklin D. Root sagde de vise ord, at ”hvis ikke du ved, hvor du vil hen, er alle veje lige gode”. Det kunne være dommen over det danske forsvar, hvis samlede kampkraft ifølge centralt placerede militære kilder ikke er øget siden 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine. Og det endda til trods for, at regeringen hurtigt efter den russiske invasion bevilligede 155 milliarder kroner til en genrejsning af forsvaret, der med ’fredsdividenden’ som undskyldning nu henlå som en ruin efter politisk vanrøgt siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

 

De varslede store investeringer i nye våben og materiel ligger stadig og skvulper rundt i forsvarsministeriet og de tilførende styrelser, som er organiseret på en måde, så ansvaret for forsvarets investeringer og drift er fordelt på en række institutioner og ikke samlet ét sted. I den offentlige sektor fordeler man ansvaret. I industrien placerer vi ansvaret, fordi vi ved, at hvis mere end én har ansvaret, er der ingen der har det. Der findes derfor i dag ikke nogen samlet plan for det danske forsvars drift og investeringer, hvilket ikke er befordrende for en hensigtsmæssig anvendelse af de bevilligede 155 milliarder kroner.  Med begejstret støtte fra Enhedslisten fik Socialdemokratiet afmonteret forsvarets traditionelle opbygning med en eksekutiv forsvarschef, der havde ansvar for hele forsvaret inden for de bevillingsrammer, folketinget havde fastlagt. I stedet fusionerede man forsvarskommandoen med forsvarsministeriet, hvor det samlede ansvar som et Nildelta nu rislede ud i en række styrelser og kommandoer. Forsvarets øverste myndighed er således ikke mere forsvarschefen, men departementschefen i forsvarsministeriet.

 

General Michael Hyldgaard er derfor ikke øverstkommanderende, men militærfaglig konsulent for departementschefen. Forsvarsministeriet med tilhørende styrelser har i dag ansvar og bemyndigelse vedrørende alle investeringer, anskaffelse af ammunition og udstyr, kaserner, øvelsesterræner, it, økonomi og al anden drift. Forsvarschefen har end ikke ansvar for sit eget personale, men bestemmer kun over uddannelse og operationer. Et lignende ledelsescirkus finder man ikke i andre NATO-lande, og det er nok grunden til, at regeringen er ophørt med at offentliggøre hele eller dele af NATO’s periodiske analyser af kvaliteten af det dansk forsvar. Det er dog sivet ud, at karakterbogen ikke er opløftende læsning. Den ligger nu i en aflåst skuffe, hvor regeringen mener, at den hører hjemme.

‘

Ikke desto mindre praler Mette Frederiksen med, at vi nu bruger 2 procent af BNP på forsvaret og hele 3,6 inden året er forbi. Da militærfaglige eksperter vurderer, at forsvarets kampkraft ikke er bedre end i 2022, må de 2 og 3,6 procent indeholde en del opfindsom bogføring. Det gælder således den anslåede værdi af den samlede danske militærhjælp til Ukraine og samtlige pensioner til forsvarets personel. Tilmed har der i flere år været akut mangel på banalt udstyr som kamphjelme, støvler, uniformer, sløringsnet og ammunition.  Det får vi dog ikke meget at vide om, men det har ikke kunnet skjules, at kasernerne ser ud som om Putin har været der, ligesom forsvarets lønninger er en vits.

 

Hvis dette var overgået en personalegruppe i det civile liv, ville man have brokket sig og mobiliseret medierne, der altid er på jagt efter skandaler og nogen, det er synd for. Hvis man derimod som officer beklager sig over mangler og ringe arbejdsforhold i forsvaret, skal man ikke regne med en fortsat karriere. I forsvaret klapper man i og tager det, som det kommer. Netop denne OMERTA kultur er forsvarets altoverskyggende problem. Endda mere end de håbløse organisations- og ledelsesforhold. Afgangen af kompetent personel fra forsvaret er katastrofal. Alle vil ud. Ingen vil ind. Lønkløften mellem civile virksomheder og militæret er gabende stort. Politikerne lover forbedring, men holder sig alligevel tilbage, fordi de er bange for relativitetsskredet: hvis først der bevilliges et markant lønløft til officerer, befalingsmænd og specialister, kommer politiet, sygeplejerskerne og BUPL op på barrikaderne og forlanger kompensation. Det ser endda ud til, at mange søger uddannelse på officersskolerne med det klare formål hurtigst muligt at flygte over i det private erhvervsliv, hvor officersuddannelsen er populær.

 

Forsvaret og politikerne har således anbragt sig i den situation, at selv om der købes fregatter, luftværn og missilsystemer, er der ingen til at betjene det dyre materiel. Det tager ti år at uddanne en kaptajnløjtnant som skibschef eller som leder af et kompagni i hæren. I erhvervslivet kan man hurtigt erstatte en chef eller specialist, hvis man betaler en attraktiv løn. Det kan man ikke i forsvaret, hvor rekrutteringen nødvendigvis må ske indefra.

 

Regeringen har planer om at udvide værnepligten i tid og omfang, men ligesom der ikke eksisterer en samlet plan for hele forsvaret, findes der helle ikke en militær plan for, hvordan værnepligten skal komme på benene. Der er i dag ingen officerer og befalingsmænd, der kan forestå uddannelsen, som ingen kender formålet med. Skal de værnepligtige være et bevogtningskorps til beskyttelse af kritisk infrastruktur eller skal de indgå i hærens kampstyrker i fremskudte kompagnier og bataljoner?

 

Den manglende militære helhedsplan, den håbløse organisationsstruktur, de elendige løn-og ansættelsesforhold og den omfattende flugt fra forsvaret kan kun skyldes, at politikerne har vendt ryggen til problemerne i håbet om, at man kan holde den synkende militære skude flydende, indtil Ukraine-krigen er forbi. Fredsdividenden vil atter indfinde sig, og rammebevillingen på de 155 milliarder kan bruges på udbygningen af velfærden. Det som vælgerne ønsker sig inderst inde.

Udgivet på aamund.dk