|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Under overskriften ”måske burde vi takke dem” slår chefredaktør på Politiken, Christian Jensen, i en leder i sin avis 8. juni til lyd for, at vi skal hilse de pro-palæstinensiske udenomsparlamentariske aktioner velkommen som en nytænkning af den offentlige debat. Med udgangspunkt i de unges besættelse af en del af Rådhuspladsen i København, skriver han bl.a.:
” Teltlejren er et smukt symbol på den næste generations aktivistiske greb for at blive hørt i den politiske – og offentlige – debat. En anden og mere radikal metode handler om at manifestere vrede og protest ved at dukke op med råb og afbrydelser i tv-studier og til offentlige arrangementer.”
Og for at understrege de unges ret til at hævde deres åbenlyst anti-demokratiske tilgang til den offentlige debat og debatkultur, skønmaler han deres aktioner som ”…et nødråb fra en ung generation, der vil råbe samfundets magthavere op, fordi de selv føler sig afmægtige i forhold til de grusomme konsekvenser af krigen mellem Israel og Hamas.”
Et ”nødråb”? Undskyld mig: er de unge i nød? Så vidt jeg kan se, har de – i modsætning til de voksne, der har nok at gøre med at skrabe sammen til dagen og vejen – både tid og råd til at ligge i lejr i ugevis med alt til campinglivet henhørende af campingkøkkener og sidste skrig i telte. De har endda ressourcer til at flytte deres luksus-camp fra universitetets have til Rådhuspladsen og lige om lidt videre til Folkemødet for at obstruere de debatter og events, som de har stemplet som ”ikke-legitime”.
Er det virkelig Christian Jensens alvor, når han lobhudler den adfærd de forkælede unge pro-palæstinensere hidtil har udvist som en ny og ophøjet standard for demokratisk udfoldelse?
Ikke i min bog – tværtimod, og jeg giver intet for Christian Jensens forud-ilende inklusion af de forkælede unges mulige invasion af Politikens events på Folkemødet: det kommer nemlig ikke til at ske – og det ved Christian Jensen udmærket.
Det er vores events i teltet Frihedens Station på Folkemødet, som er stemplet som ”ikke-legitime”, fordi organisationerne i vores telt bl.a. er pro-israelske og islamkritiske. Det er os, der skal håndtere en flok forkælede unge, der tror de kan definere rammerne for ”legitime” debatter, stille krav og skrige sig til deres vilje. For det er den adfærd, de indtil videre har udvist.
Christian Jensen ville aldrig i livet udvise samme inkluderende forståelse og opbakning til udenomsparlamentarisme, hvis det var var Trykkefrihedsselskabet eller Islamkritisk Dialogkaffe der slog lejr i ”magtens trekant” på Rådhuspladsen for at markere ”en identitetspolitisk subkultur”. Han ville aldrig have tålt en ”karsk og barsk” debatkultur fra konservative ytringsfriheds-fundamentalister og/eller islamkritikere endsige bakket op om vores ret til at ”støde til konventionerne og flytte grænserne i den offentlige debat”.
Og godt det samme, for det er farligt at opmuntre til opløsning af demokratiske spilleregler og redelig debatkultur – især når det er for at tækkes et bestemt ungdoms-segment, der i forvejen har fået deres egen rolle og betydning helt galt i halsen.
Dermed står Christian Jensens omfavnelse af de unge propalæstinenseres aktioner tilbage som en fidel leflen for en syg ungdomskultur, som hvis den for alvor slog igennem, ville blive demokratiets endeligt.
Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet
