|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Flemming Jansen. Fhv. borgmester i Pandrup Kommune (V), lektor emeritus fra Aalborg Handelsgymnasium. Mail: [email protected]
Mon ikke det kom bag på mange nordjyder, at Aalborg Byråd i år havde betinget sin støtte på kr. 400.000,- til årets Rebildfest med, at der ikke måtte optræde nogle repræsentanter for det officielle USA på mødet. Det betød bl.a., at for første gang siden 1912, hvor den første Rebildfest blev afholdt, var den amerikanske ambassadør i Danmark ikke indbudt. Man spørger sig selv, om Aalborg Byråd mener sig berettiget til at føre udenrigspolitik i stedet for at koncentrere sig om det, de er valgt til?
Nej, heller ikke jeg er tilhænger af den siddende præsident Donald Trump. Og ja, jeg tager også afstand både fra hans facon og hans måde at agere på både nationalt og internationalt. Det har bare intet med fejringen af Rebildfesten at gøre. Den handler om at fejre venskabet mellem det amerikanske og det danske folk uagtet de præsidenter, der kommer og går. Festen markerer et til lykke til os i Danmark og Europa og et til lykke til USA’s befolkning med, at vi nu gennem mange års modgang og medgang har holdt sammen om vores fælles frihedsværdier. Rebild-arrangementet er en værdifuld tradition, som handler om et folkeligt fællesskab over Atlanten og ikke om, hvem der her og nu er præsident.
Aalborg Byråds beslutning er derfor både misforstået og ikke et frit demokratisk samfund værdigt. – Jeg fristes til at referere et finurligt opslag på Facebook, hvor en mand spørger en anden mand: ”Klemmer dine sko? Jamen hvorfor har du så ikke købt dem et nummer større? – Tjaa…Jeg hader mit arbejde, min kone gider mig ikke, og mine børn er altid umulige. Jeg har nærmest ikke noget at glæde mig til…bortset fra det tidspunkt om aftenen, hvor jeg kan tage mine sko af.”
Aalborg Byråds beslutning er en skamplet på demokratiet og et frontalt angreb på en værdifuld demokratisk tradition – og det endda på en 250 års fødselsdag. Med sin fatale beslutning har byrådet i Aalborg ikke levet op til den værdighed og den voksne ansvarlighed, man som vælger med rette kan forvente sig. De har sat sig i bås med de ekstreme venstreorienterede protester arrangeret af Enhedslisten, som havde stillet sig op foran festpladsen i bakkerne. – Egentlig er Rebildfesten jo slet ikke en nordjysk begivenhed, men en national begivenhed. Derfor må man håbe, at de kr. 400.000,- i støtte fremover må blive en post på et landspolitisk budget og ikke overladt til kommunalpolitikere i alt for små sko…..