MEMORY er en bemærkelses- og mindeværdig film om mindernes betydning

Getting your Trinity Audio player ready...

***** 5 stjerner ud af 6 

 

Instruktøren på MEMORY hedder Michel Franco (f. 1979), og han er mexicansk instruktør, manuskriptforfatter og producer. For sin ”After Lucia” vandt han prisen ’Un Certain Regard’ på filmfestivalen i Cannes i 2012. Hans film beskæftiger sig typisk med temaer om dysfunktionelle familier, og det er også indirekte tilfældet i hans seneste drama.

 

I hovedrollerne optræder Oscarvinder Jessica Chastain og Peter Sarsgaard, der vandt Guldløven for Bedste Mandlige Hovedrolle på Venedig Film Festival, hvor ”Memory” også var nomineret til Bedste Film.

 

Handling
Tiden er nu og stedet New York. Mere præcist et noget hærget kvarter i Brooklyn, hvor socialrådgiveren Sylvia (Jessica Chastain) bor i en lejlighed sammen med teenagedatteren Anna (Brooke Timber). 

   

Noget virker til at være galt med Sylvia. Hun agerer mekanisk og har tilsyneladende ikke overskud til andet end datteren og arbejdet på et bosted for udsatte eksistenser, handicappede og retarderede. Hun er ex-alkoholiker på 13. år og går regelmæssigt til AA-møder.   

 

Modvilligt lader hun sig overtale til at tage med til en jubilæumsfest for gamle gymnasiekammerater efter pres fra den omsorgsfulde søster, der i hverdagen ofte bistår både Sylvia og Anna. Mens søsteren hurtigt socialiserer og kaster sig ud på dansegulvet, sidder Sylvia ensom og isoleret ved et bord. En mand sætter sig ved siden af hende og forsøger at komme i kontakt, men Sylvia reagerer ved at rejse sig og forlade selskabet. 

 

    Manden følger efter hende til metrostationen, tager samme tog og lejrer sig efterfølgende uden for hendes gadedør. I silende regnvejr. Ren mystik. Om morgenen er han der stadig – forhutlet under nogle sorte plastiksække.


Det viser sig, at manden er dement, at han hedder Saul (Peter Sarsgaard) og bor sammen med sin bror, der forsøger så godt som muligt at tage vare på ham.  

 

Herfra sker der en udvikling i relationen mellem Sylvia og Saul, der er helt uforudsigelig og derfor ikke skal røbes her. En relation, der samtidig åbner døren til den fortid, som Sylvia af al magt har forsøgt at lægge bag sig.   

 

Vurdering
Denne film var en dejlig overraskelse efter en alt-andet-end-perlerække af Hollywood-junk skåret over woke-læsten.  

 

Hovedtemaet er mindernes og fortidens betydning og indgriben i dagligdagen, og ”Memory” lever – ud over fremragende skuespilpræstationer i de to hovedroller – på en række overraskelsesmomenter i manus.   

   

Længden er rigtig, slutningen sidder i skabet ved at være ’åben’ med mulighed for flere fortolkninger, og selv om Saul-figuren er på kanten til at kamme over i glansbillede, holder den lige akkurat balancen. 

 

En rigtig god oplevelse til trods for det mørke bagtæppe med dæmoner, som både Sylvia og Saul kæmper med.  

Længde: 103 minutter  

  • Medvirkende: Jessica Chastain, Peter Sarsgaard, Brooke Timber m.fl. 
  • Instruktør:  Michel Franco 
  • Manus: Michel Franco 
  • Premieredato: torsdag d. 25. juli 2024 

MEMORY – Official Trailer (youtube.com)

Del på Facebook