|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Israels premierminister Benjamin Netanyahus har netop udsendt en udmelding om, at Israel nu officielt er imod den to-statsløsning, som landet siden 1993 ellers havde forpligtet sig på. Det er banebrydende nyt og en gamechanger i Mellemøsten og i verden.
Jeg tror, at Netanyahu har læst situationen rigtigt.
Benjamin Netanyahus kovending
Hamas angreb på Israel 7.oktober giver nu Netanyahu mulighed for at byde den to-statsløsning, som han aldrig har ønsket sig, et hjerteligt farvel.
Netanyahus og Israels formelle opbakning til to-statsløsningen var dikteret af det demografiske problem.
Selv hvis Israel via deres bosættelsespolitik erobrede Vestbredden, ville den arabisk/palæstinensiske befolkning pga antal og større fødselshyppighed bringe den jødiske befolkning i mindretal. Dette ville være en enorm trussel mod opretholdelsen af Israel som en etnisk jødisk stat.
Men med krigen i Gaza fjerner Netanyahu nu Hamas i Gaza.
Israel vil efter krigen kontrollere Gaza og derved også sikre PLO og Mahmoud Abbas mod truslen fra Hamas. Gaza vil kunne indtræde i en form for forbindelse med Palestinian Authority (PA) i Ramallah.
For Netanyahu vil det betyde, at han kan intensivere den jødiske indvandring fra andre lande. Det kan være jøder fra for eksempel Danmark eller USA, der slår sig ned i Israel, de såkalte aliyaher.
De mange nye jøder vil sammen med de mange jøder i Israel, der ønsker sig en billigere husleje, kunne flytte ind på Vestbredden som bosættere.
Netanyahu behøver ikke mere at bekymre sig om, at det gør en to-statsløsning umulig, for den har han for længst budt et hjerteligt farvel.
At en sådan stigende udvandring meget vel kunne være udviklingen understøttes af, at Venstrefløjen i Europa og USA er ganget op med Hamas i nærmest pogrom lignende antisemitiske forfølgelser. De går i demonstration mod Israel og chanter med på Hamas krav om hele landet fra floden til havet, mens de udtrykker sympati for tanken om jihad mod jøderne.
Mange af diasporaens jøder vil givetvis under indtryk af de nye trusler blive animeret til at foretage aliyah.
Netanyahu og USA
Netanyahus timing for bruddet med en to-statsløsning er sikkert også motiveret af, at præsident Bidens æra nu rinder ud. Biden har sammen med Europa og FN været hovedtalsmanden for den helt igennem umulige to-statsløsning.
Og lige gyldigt, hvor korrupt, ubehagelig og skadelig en politiker Netanyahu er og har været, så har vores kamp for en to-statsløsning været en skandale. Alene af den grund, at vi alle så udmærket ved, at Hamas, der udgør langt den største gruppering af palæstinenserne, aldrig som i ALDRIG vil anerkende staten Israel. Fo dem er det tværtimod religiøs pligt på islams vegne at kæmpe mod Israel. Vi har næret ideen om en to-statsløsning, skønt vi var velvidende om, at det i realiteten kun var os selv, der ville den.
Biden har reageret på Netanyahus afvisning af to-statsløsning ved at meddele, at han ikke mere vil havde noget med Netanyahu at gøre, men Biden burde nok rettelig være vred på sig selv, fordi han har fastholdt den umulige, men for ham bekvemme to-statsløsning lang ud over udløbsdatoen.
Og Netanyahu vejrer sandsynligvis morgenluft. Ingen kan tro på, at den amerikanske befolkning vil genvælge Biden. Man skal være dansk journalist med hang til confirmation bias for at tro på det. Nej, det bliver sandsynligvis Trump, der genvælges, ag det er uanset om danske journalister og politikere kan begribe det.
Trump erstattede da han var præsident to-statsløsningen med Abraham Records, der var karakteriseret ved en tilnærmelse mellem Israel og de arabiske stater og en undsigelse af det veto, som palæstinenserne kan nedlægge mod forhandlinger, der ikke respekterer deres ret til tilbagevenden til Israel. Og Abraham Records kunne sagtens blive et interessant aftalegrundlag igen.
Netanyahu, USA og resten af Mellemøsten
Netanyahus eksplicitte nyorientering skal også ses i lyset af, at Gazakonflikten er vævet ind i konflikten med Iran. Man skal tilhøre De Radikale, hvis man kan gøre sig blind for, at Iran med sin involvering i Gazakonflikten har bragt konfliktniveauet til nye højder. Iranske proxystyrker i skikkelse af Hizbollah og Huthierne kæmper de facto direkte mod Israel og alle os andre.
Netanyahu ved så udmærket, at Trump i modsætning til Biden kontant og konstant har modsat sig Irans øgede styrke, og Trump har aldrig troet på Irans løgne om, at det kun ville anvende atomvåben til fredelige formål.
Og netop derfor var øjeblikket også nu for Netanyahu til at forlade den udsigtsløse to-statsløsning. Netanyahu, USA, England, de arabiske stater og Israel får brug for hinanden i det kommende opgør med Iran og dets angreb på handel og orden i Mellemøsten.
Og FN, EU og Danmark, hvad med dem? Ja, hvad med dem! Vi kan holde fast i vores to-statsløsning og kamp for palæstinensernes ret til tilbagevenden indtil solen brænder ud. Det vil ingen betydning få.
Den nye globale realitet vil rumme mange ubekendte: et ændret forhold mellem supermagterne, nye interessesfærer mm. Men hvad angår Mellemøsten, der er det mit gæt, at Israel sammen med USA efter det amerikanske valg vil gennemtving en nyorientering i Mellemøsten, der vil bringe palæstinaproblemet til ophør.
Ja, jeg ved godt, at det er spekulativt, men det er altså mit forsøg på spå om fremtiden i lyset af, at Netanyahu nu definitivt har brudt med to-statsløsningen.
Hvad angår Danmarks rolle, så kan vi lige så godt først som sidst opgive Lars Løkke Rasmusens trosbekendelse til en to-statsløsning. Den har ingen gang på jord. Det er selvfølgelig ubehageligt for landets magelige udenrigsminister, der så måske skal til at tænke nye tanker.
Svend Lindhardt
