Hun landede sammen med sine tre børn i Københavns Lufthavn den 10. december 2021 og blev anholdt og varetægtsfængslet.
Børnene overdraget til de sociale myndigheder.
Nu har justitsministeren tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der kan rejses tiltale mod den nu 26-årig kvinde, der har dansk statsborgerskab.
Den 26-årige kvinde er tiltalt for at have opholdt sig i Afghanistan i perioden fra juli 2017 til maj 2021.
Her skulle hun ifølge anklageskrifter have hjulpet terrororganisationen ISKP med at konsolidere sin magt og bekæmpe Taliban i den afghanske del af Khorasan provinsen, der er delt mellem Afghanistan, Iran og Turkmenistan.
Forkortelsen ISKP står for Islamic State – Khorasan Province, hvor ISKP nu er ved at bide sig fast i den afghanske del af provinsen.
Var mor til mindreårige børn og hustru for terrorister
Ifølge anklagemyndigheden bidrog hun som mor til mindreårige børn og hustru for aktive terrorister til, at ISKP kunne opretholde og konsolidere sin position i området.
Tiltalen mod kvinden sker efter straffelovens § 114 e, 1. pkt. Sagen er rejst af Statsadvokaten i København.
”Som vi har set det med Vestre Landsrets dom af 19. december 2022, så kan man blive anset for at fremme en terrororganisations virksomhed, hvis man virker som husmor for og hustru til en eller flere personer, der er aktive i en terrororganisation.”
Det understreger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Det er dét, vi mener, at der er beviser for, at den 26-årige kvinde har gjort, mens hun opholdt sig i Afghanistan. Vi mener også, at det er en skærpende omstændighed, at perioden var så lang, som den var,”
Sagen mod den 26-årige kvinde er rejst som en nævningesag, da anklagemyndigheden vurderer, at der kan blive tale om at straffe den tiltalte med 4 års fængsel eller mere.
Sagen er berammet til start ved Retten på Frederiksberg den 21. august.
I alt fire mødre med tilsammen 17 børn
Med tiltalen mod den 26-årige kvinde for fremme af terror har nu i alt fire mødre med tilsammen 17 børn nu været tiltalt i forbindelse med terrorvirksomhed.
Natten til den 7. oktober 2021 blev tre kvinder og i alt 14 børn hentet til Danmark fra al-Roj lejren i Syrien, hvor de ved ankomsten til Danmark blev sigtet og senere den 4. november 2022 tiltalt for fremme af terror.
Af dem er foreløbig kun den ene indtil videre blevet dømt, nemlig en 35-årig kvinde, som ved retten i Esbjerg i en tilståelsessag blev idømt tre års fængsel.
Anklagemyndigheden ankede dengang dommen til Vestre Landsret, der lagde et år oveni til fire års fængsel.
Det er den afgørelse, Lise Lotte Nilas fra Statsadvokaten i København ovenstående henviser til.
I al-Roj-lejren venter stadig tre mødre og fem børn
Medens det således er lykkedes for fire mødre og 17 børn at komme til Danmark på trods af mødrenes tilknytning til IS, er situationen tilsyneladende gået i hårdknude for tre andre IS-mødre.
De er sammen med deres fem børn interneret i den kurdisk kontrollerede al-Roj lejr i det nordvestlige Syrien.
Medens børnene fortsat er danske statsborgere, har alle tre mødre administrativt fået frataget deres danske statsborgerskab af myndighederne.
Selvom børnene er syge og stærkt underernærede, nægter deres mødre at lade de danske myndigheder at hente dem til Danmark, medmindre de selv får lov til at komme med.
Det krav har de danske myndigheder imidlertid indtil videre nægtet at efterkomme.
I den forbindelse betyder børnenes tarv således åbenbart mindre for deres nu udenlandske mødre, der ret beset har taget deres egne syge og underernærede børn som gidsler i forsøget på at komme ud af lejren og til Danmark.
Kilder til denne artikel:
https://denstoredanske.lex.dk/Khorasan