Ved enhver given lejlighed giver regeringen ved Lars Løkke og Mette Frederiksen udtryk for, at regeringen anser en to-statsløsning som den eneste løsning på Palæstinaproblemet.
Regeringen er her helt på linie med EU og USA, så man kunne vel forvente, at to-statsløsningen, dvs en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza, var en politisk målsætning, som konfliktens parter, israelerne og palæstinenserne betragtede som en realistisk løsningsmodel.
Men den optimisme er der ingen grund til.
Selvom to-statsløsningen har 30 år på bagen, så har den aldrig opnået resultater eller givet anledning til en positiv udvikling.
Israel sagde ja til to-statsløsningen, da de ved Oslo-aftalernes indgåelse i 1993 tilsluttede sig aftalekomplekset, men det nødvendige flertal i Knesset (Det israelske parlament) kunne kun nås gennem bestikkelse og manipulation af Knessets medlemmer.
Oslo-aftalerne blev undfanget i synd.
Israel har faktisk af et par gange i 2000 tallet forsøgt at vitalisere to-statsløsningen, men uden held.
For palæstinenserne vil, al simuleret fredsvilje på trods, kun anerkende en løsning, hvor Israel bliver nedkæmpet og dets 10 millioner jødiske indbyggere smidt i havet, så palæstinenserne i overensstemmelse med Koranens og profetens vilje kan overtage området.
For israelerne er to-statslæsningen derfor nu som før en umulighed, for Israel ved så udmærket, at Oslo-aftalernes betingelser hverken for dem selv eller den palæstinensiske modpart kan udgøre fundamentet for en fremtidig fred.
Palæstinenserne er formelt forenet i ”Palestinian Authority” (PA), der består af det sekulære PLO på Vestbredden og det islamisk fundamentalistiske Hamas i Gaza.
Begge hader israelerne af et godt hjerte, men de hader hinanden mindst lige så meget og har udkæmpet indbyrdes krige i løbet af 2000 årerne.
Hamas er fuldstændig afvisende overfor to-statsløsningen, som de ser som et forræderi overfor islam, mens PLO har sagt ja og anerkendt staten Israel. Der er derfor tilsyneladende god mening i, at vi i Vesten har solidariseret os med det sekulære PLO.
Det er imidlertid dybt naivt at tro, at Yassir Arafat og hans efterfølgere vil afstå fra hele Israel.
Det blev klart demonstreret af Arafat, da han efter Oslo-aftalerne blev kritiseret for at have anerkendt staten Israel.
Arafat sagde ”Husk Huidabia”, der refererer til en begivenhed, hvor profeten Muhammed gav en taktisk bestemt indrømmelse til islams fjender for så blot senere hen at angribe og nedgøre dem.
Og man skal ikke tage fejl! Der er på Vestbredden ingen folkelig tilslutning til, at fredsprocessen ender med en palæstinensisk stat på Israels territorium.
Palæstinenserne på Vestbredden vil også have det hele. Så PLO ved Abbas må udadtil overfor Vesten signalere, at han er seriøs deltager i fredsprocessen, mens han indadtil overfor befolkningen signalerer, at han vil nedkæmpe Israel, så landet fra floden og til havet igen kan blive palæstinensernes.
Danmark og to-statsløsningen
Hvorfor i alverden støtter vi sammen med USA, EU og FN en to-statsløsning, der er så helt igennem udsigtsløs, når nu ingen af parterne vil den!
Det kan umuligt være for palæstinensernes skyld, for det eneste de får ud af det er, at de nu på næsten 80sindstyvende år kan blive siddende i flygtningelejrene og bliver brugt af de arabiske stater, medens de spiser det nådsens brød, som FN skaffer dem.
Projektet er simpelthen udsigtsløst, og vi ved det alle. Alligevel fortsætter vi farcen og foregiver overfor os selv og hinanden, at et fortsat arbejde for en to-statsløsning er den eneste måde, hvorpå der kan komme fred i Mellemøsten.
OG DET ER SÅDAN NOGET SLUDDER. Den eneste mulige forklaring på denne uhensigtsmæssige handlemåde er, at vi på den ene side er ligeglade med palæstinenserne. Men fordi Palæstina er et så dominerende problem, må vi prøve at signalere en vilje til at finde en løsning.
Det er kvalmende at høre på danske politikere forsikre om, at de bekymrer sig om palæstinensernes problem ved ar arbejde for en to-statsløsning PÅ 80SINDSTYVENDE ÅR.
Svend Lindhart
