Bunkebryllup i Folketinget sikrer over tusinde udlændinge dansk statsborgerskab på én dag

Genrefoto: Privat
Getting your Trinity Audio player ready...

Bunkebryllup (udtrykket lånt fra Dansk Folkeparti) er det rette ord, når over tusind udlændinge på en og samme dag ved Folketingets velvillige hjælp bliver danske statsborgere.

 

Ved afstemningen i Folketinget får enten alle det rødbedefarvede pas – eller ingen. Et fuldstændigt vanvittigt system, at man ikke kan plukke nogle ud inden afstemningen. Det system betyder, at hvis nogle kriminelle bliver taget ud, så ville det gå ud over alle de andre på forslagslisten. Og det ville da være synd, mener Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beck, sådan som de har knoklet.

 

Så vidt jeg har forstået det (se linkene til 1., 2. og 3. behandling nedenfor), skyldes det også, at der er tradition for, at man ikke offentligt hænger en ansøger ved navn ud. Så nærmest i blinde stemmer partier for, at alle ansøgerne skal være danskere. Listen over alle 1.029 ses her.

 

Det er en stor dag i Folketinget, når partierne (de fleste) kan tildele dansk statsborgerskab til fremmede fra hele verden. Partiernes glæde over igen-igen at skulle stemme om ”lovforslag om indfødsrets meddelelse” er patetisk at overvære. Lykønskningerne er dybfølte.

 

Da der er så mange, der gerne vil være i besiddelse af det rødbedefarvede pas, er det nødvendigt at dele de ansøgere, der er kommet igennem nåleøjet, op i et forårs- og efterårshold.

 

Så to gange om året må Folketinget trække i arbejdstøjet, så lovforslaget, som det sig hør og bør, kan komme igennem 1., 2. og 3 behandling.

 

Hele foretningsgangen kan læses her.

 

Hvad med fællesskabsfølelsen?

Betingelserne er alle objektive, dvs. de er målbare. Om en ansøger har taget dansk kultur til sig er irrelevant.

 

Så hverken fællesskabsfølelse, tilslutning til dansk kultur og danske værdier og traditioner efterspørges. Det er der jo ingen grund til, da man ikke kan se på folk, hvad de har inde i hovedet. Medmindre ansøgerne åbenlyst lægger afstand til alt dansk ved at promovere deres tilhørsforhold til shari’a med henholdsvis imamskæg og tilsløring af hoved, hals og hele kroppen. Men det gør såmænd heller ikke noget.

 

Det vigtigste er – alt efter politisk farve – at man byder velkommen til nyt stemmekvæg eller til dem, der bidrager!

 

Grundlovens fædre

Som bekendt anføres det i Grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få statsborgerskab uden ved lov.

 

Sådan har det været skrevet siden den første Grundlov i 1849. Der er dog nogle ting, der over årene har ændret sig, som Grundlovens fædre næppe havde forestillet sig.

 

Som det kan ses i det nedenfor nævne Notat, var det tydeligvis aldrig intentionen med automatiske massetildelinger af statsborgerskaber, da grundlovsfædrene diskuterede udkastet til den første grundlov.

 

I Notat om behandlingen af lovforslag om indfødsrets meddelelse fremgår det side 6, at der i 1850 var bekymring over antallet af ansøgere:

 

”Det første lovforslag om meddelelse af indfødsret i 1850 angik 10 ansøgere og blev fremsat af indenrigsministeren (…) som fandt det rigtigst at henvise forslaget til behandling i et udvalg, inden det blev behandlet i Folketinget, da forslaget angik ”et ikke ringe Antal forskjellige Personer, med hensyn til hvilke der muligt ville være anledning til at indhente specielle Oplysninger”.

 

Ti ansøgere var i 1850 ”et ikke ringe antal”. I dag må de vende sig i deres grave. Antallet af ansøgere er eksploderet. Fra at være et lille homogent land, er vi i mellemtiden blevet både globale og internationale. Og det kan ses på antallet.

 

Endvidere er der kommet flere konventioner til. Det betyder, at Grundloven skal have hugget en hæl og klippet en tå, hvis vi skal leve op til diverse konventioner bl.a. Statsborgerskabskonventionen, Flygtningekonventionen (art. 34), Handicapkonventionen og Statsløsekonventionen samt FN, EU og de internationale forpligtelser.

 

Det er ikke nemt at skulle tjene så mange herrer.

 

Indfødsretsudvalgets arbejde

Ansøgninger om dansk statsborgerskab med dokumentation for, at man opfylder de krævede betingelser sendes til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

 

Er der ønske om dispensation fra betingelserne, er det Indfødsretsudvalget, hvis medlemmer er politikere, der vurderer dette.

 

Umiddelbart ser det for mig ud, som om Indfødsretsudvalget er et dispensationskontor og ikke, som jeg naivt troede, et udvalg, hvor dets medlemmer fordelte samtlige indkomne ansøgninger imellem sig, hvorefter hvert enkelt medlem gik i gang med at undersøge om dét, ansøgeren havde fortalt om sig selv i ansøgningen, nu også var rigtigt. Og at man derefter gik de i gang med – i disse elektroniske tider – at undersøge på nettet, hvordan ansøgerens forhold til Danmark og danskerne var.

 

Men sådan går det ikke for sig.

 

Fast bopæl i Danmark

Det er som udgangspunkt en betingelse, at udlændingen har fast bopæl i Danmark og er registreret på en dansk adresse i Det Centrale Personregister (CPR-registeret).

 

Det har man indtil nu heller ikke taget særligt højtideligt. Ved interesse kan ovennævnte liste over alle 1029 nye statsborgere gennemgås, og man kan se, hvor mange der bor i udlandet.

 

Men i april 2023 fremsatte regeringen et forslag til skærpelse af bopælskravet, hvorefter ansøgeren skal bo i Danmark indtil grundlovsceremonien (senest 2 år efter forhandlingerne i Folketinget), før de kan smutte tilbage til deres hjemland igen.

 

Grundlovsceremonien

Tidligere var det frivilligt, om en ny papirdansker ville lade sig fejre på rådhuse rundt om i Danmark.

 

Da det endelig gik op for politikerne, at islamisterne endnu engang havde kniven i salamien og krævede, at muslimer ikke længere måtte give hånd til personer af det modsatte køn, besluttedes det, at det skulle der gøres noget ved.

 

Og på sædvanlig dansk-pædagogisk facon indførtes en grundlovsceremoni (se især § 8), hvor det krævedes, at der skulle gives hånd til den, der lykønsknede dem – uanset køn.

 

Islamisterne knurrede, og venstrefløjen kaldte det symbolsk. Jamen, det har de da ret i. For islamisterne skulle ikke have været advaret på forhånd, men blot på dagen have fået oplyst, at de alligevel ikke fik dansk statsborgerskab på grund af manglende respekt for danske traditioner.

 

Der skal skarp lud til skurvede hoveder – ikke dansk pædagogik.

 

Lovforslaget om indfødsrets meddelelse i Folketinget

Under første behandling bedyres det, hvor skrappe betingelserne er for at få dansk statsborgerskab. Ansøgerne har simpelthen knoklet. Og det påregnes, at den tillid, der er vist ansøgerne, vil de leve op til.

 

Det er på samme tid patetisk og skæmmende at overvære de fleste partiers dybfølte lykønskningshilsner til de nye papirdanskere fra Folketingets talerstol. Lykønskningerne sker på baggrund af det såkaldt hårde forløb, de fremmede har været igennem for at bestå en eksamen i (nogenlunde) dansk og besvare en stribe spørgsmål om dansk historie, kultur, værdier og traditioner. For ikke at gøre det alt for vanskeligt for eksaminanderne, står alle svarene i et hefte. Det kræver selvfølgelig, at man kan læse dansk, og de, for hvem det lykkes at stave sig igennem heftet, har nu ”opfyldt alle de krav, som Danmark har stillet til dem”. Det er det, de lykønskes med. Ikke, som nævnt ovenfor, nogen som helst fællesskabsfølelse med Danmark og danskerne.

 

Da man først (med visse undtagelser) kan søge om dansk statsborgerskab efter 9-10 år, er det ikke på baggrund af en ubeskrevet tavle, ansøgerne møder op til eksamen. De har haft et årti til at sætte sig ind i det danske sprog og danske forhold.

 

Men som ved enhver eksamen nytter det ikke meget, at man for at indhente stoffet ”knokler” lige inden.

 

Som forventet mener venstrefløjspartierne, at betingelserne er alt for skrappe. Mens højrefløjen både mener, at de ikke er skrappe nok, og at der i øvrigt er alt for mange, der to gange om året får meddelt dansk statsborgerskab.

Under anden behandling kommer alle partier med en del ændringsforslag.

 

Herudover foregår forhandlingerne mest mellem Peter Hvelplund (ENH) og de andre partier om, hvorvidt der tages fornødent hensyn til Handicapkonventionen.

 

Han kunne oplyse om en irakisk 72-årig kvinde (kl. 13.47), hvis skæbne havde været meget hård, men gudskelov fik hun al den hjælp, et velfærdssamfund kan give hende, herunder personlig pleje til alt. Men hun kunne ikke få dispensation, muligvis fordi hun også er dement. Det mente Hvelplund tangerede et konventionsbrud.

 

Og så sprang en bombe kl. 14.17. Nanna Høyrup (ALT) ønsker, at ansøgerne skal være anonyme. Det vakte en del furore i Folketinget. Hvordan kan en ansøger rette henvendelse til Udlændingestyrelsen eller Indfødsretsudvalget om sin sag, hvis vedkommende er anonym? Hvordan kan ansøgeren få en henvendelse, når ingen ved, hvem man skal kontakte? Hvordan kan man stemme om navnløse personer, man ingen anelse har om, hvem er?

 

Det havde Alternativet ikke rigtigt noget svar på udover noget uforståelig tågesnak.

 

Under tredje behandling og inden afstemningen kom det frem, at

Folketinget i 2018 havde pålagt Indfødsretskontoret (hvis medlemmer er embedsfolk), at der skulle foretages et kriminalitetstjek af ansøgerne, inden det danske statsborgerskab endeligt meddeltes. Men, oplystes det, så havde embedsfolkene igennem 2 år undladt dette arbejde. Man har altså igennem 2 år ikke haft den fjernelse anelse om, hvorvidt der er ansøgere, der har begået kriminalitet i de 2 år mellem afstemingen og grundlovsceremonien, således at man kan vurdere, om der er grundlag for at indlede en sag om at inddrage statsborgerskabet.

 

Så selv om Folketinget ikke har anelse om, hvor mange af de 1.029 ansøgere, der er kriminelle, faldt afstemingen ud til fordel for dem.

 

For stemte 87 (S, V, M, SF, LA, EL, RV og ALT), imod stemte 5 (DF og NB), hverken for eller imod stemte 14 (DD, KF).

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…