Hollywood-propaganda for fuld udblæsning: Golda Meir portrætteret som følsom, tårevædet heltinde

Getting your Trinity Audio player ready...

Som propaganda ****** 6 stjerner ud af 6 

Samlet vurdering: ** 2 stjerner ud af 6 

Instruktøren bag GOLDA hedder Guy Nattiv. Han kommer fra Israel og har bl.a. vundet en Oscar for bedste live action-kortfilmen ”Skin” (2019). På instruktør-CV’et står også tre spillefilm. 

 

Helen Mirren

Den altdominerende hovedrolle som den israelske premierminister, Golda Meir, spilles af Helen Mirren, der har et hav af stjernepræstationer og priser i rygsækken. Hun er nok mest kendt for filmen ”The Queen” (2006), men i min hukommelse er de skikkelser, der især har fæstnet sig, hendes portræt af enken til et offer for et IRA-attentat i filmen ”Cal” (1984) samt rollen som Jane Tennison, en af de første kvindelige chefer in Greater London‘s Metropolitan Police Service.
Serien løb af stablen fra 1991 to 2006 og skaffede Mirren bl.a. British Academy Television Awards for Bedste Skuespillerinde.  

 

Golda Meir 

Nogle faktuelle oplysninger om Golda Meir: Født 1898 i Ukraine, død 1978 i Jerusalem. I 1906 udvandrede hun sammen med sin familie til USA, hvor hun uddannede sig som lærer. 

 

Under sin opvækst blev hun optaget af zionismen, og i 1921 udvandrede hun med sin mand, Morris Myerson, til  kibbutzen Merẖavya i Palæstina. Hun blev politiker og var blandt staten Israels grundlæggere i 1948.

 

I årene 1969-1974 indtog Golda Meir posten som premierminister og stod således ved roret under Yom Kippur-krigen, der danner rammen om filmen ”Golda”.  

 

Offentlig utilfredshed med hendes håndtering af (optakten til) krigen betød, at hun måtte trække sig fra embedet året efter. 

 

Om hun begik fejl eller ej, har jeg ikke forudsætninger for at bedømme, men filmen frikender hende uden forbehold. Historieforfalskning? Hvidvaskning? 

 

Handling  

Året er 1973, og i den israelske regering hersker der stor bekymring for et kommende angreb. Frygten skal vise sig at være velbegrundet. 

 

Den 6. oktober igangsætter en alliance af egyptiske og syriske styrker et overraskelsesangreb på Sinai-halvøen og Golan-højderne. 

 

Datoen er tilsyneladende valgt med omhu: Det er Israels helligste dag, og det er under ramadanen. 

 

Golda Meir (Helen Mirren), Israels første og eneste kvindelige premierminister, skal træffe tunge beslutninger. Det israelske militær er blevet løbet over ende i Golan-højderne, og tabstallene er alarmerende. Forsvarsminister Moshe Dayan (Rami Heuberger) er på hælene, og det ser sort ud.

 

Nederlaget og de mange døde og sårede hviler blytungt på Goldas skuldre. Samtidig kæmper hun med en svær kræftsygdom, der forværres af patientens kæderygning. Den ene cigaret bliver tændt med den næste. 

 

Situationen kompliceres yderligere af interne stridigheder i kabinettet om den rette krigsstrategi. Dog står det klart for alle, at uden USA’s støtte er nederlaget en kendsgerning og en ydmygende våbenhvile i udsigt. Udenrigsminister Henry Kissinger (Liev Schreiber) må som Goldas gamle ven træde i aktion og bane vejen for en fredsaftale. 

 

Vi ved i dag, at det projekt lykkedes, hvordan skal ikke afsløres her. 

 

Vurdering 
Først alt det positive: En velvalgt fortælleteknik, hvor optakten, afviklingen og afslutningen på krigen berettes af Golda indkaldt til en høring for et bredt panel af ’dommere’ i en kommission, der skal tage stilling til, om hun skal stå til ansvar for, at Israel blev taget på sengen. Via flashback oprulles hændelsesforløbet, og indimellem er elegant indlagt sort-hvide autentiske arkivklip. 

 

Der spilles fremragende i alle roller, og Helen Mirren har uden tvivl sikret sig sin næste Oscar-nominering – med dygtig hjælp af makeupartister, der har fået hende til at ligne Golda Meir til forveksling. 

 

Kameraføring og klipning skaber spænding og dynamik og er sine steder ligefrem original. 

 

Så vidt så godt – og her kommer så det (mit?) store problem med denne film: Den er rendyrket israelsk propaganda, der anbringer Golda Meir – eneste kvinde i ’generalstaben’ – på en uskøn idealiseret heltindepiedestal. Uskøn fordi fremstillingen befinder sig et sted mellem forvrænget og ren løgn. 

 

Golda Meir blev kaldt ’jern-ladyen’, men den ene gang efter den anden er der følelsesladede nærbilleder af en grædende premierminister, der også ligger søvnløs og sørger over de unge, døde soldater og sit personales sønnetab – for så i næste øjeblik at udstøde barske, ordknappe ordrer om at kæmpe til sidste mand og i øvrigt kvase hvert et ben i fjendens krop. Modstanderne bliver reduceret til ikke-menneskelige. Til bestier.    

 

Woke-manualen må selvfølgelig heller ikke glemmes, og bliver det da heller ikke med den gabende forudsigelige dikotomi: Stærk, handlekraftig, effektiv kvinde – der også bager kager – som urokkelig søjle til trods for sin fremskredne og smertefulde sygdom versus vakkelvorn, ubeslutsom og kraftesløs mand (Moshe Dayan!). Mænd! Med én enkelt undtagelse: Sharon

 

Skildringen af den amerikansk udenrigsminister, Henry Kissinger, er forholdsvis neutral, men taget i betragtning hvad den mand har (haft) på samvittigheden (læs fx her og her), er portrættet rent glansbillede. 

 

Hele begivenhedsforløbet er udelukkende set igennem israelske briller, og den Hollywoodindustri, der står bag – som bekendt med massiv jødisk repræsentation på de fleste allermest mest magtfulde poster (jf. fx John Hamer: ”The Falsification of History” s. 444-446) – fornægter sig ikke i vinklingen: Stakkels, lille Israel omgivet af blodtørstige barbarer, der bare vil kaste alle jøder i Middelhavet og udslette Israel fra landkortet. 

 

I denne skævvridende optik bliver israelske krigsfanger selvfølgelig tortureret bestialsk, hvorimod syriske og egyptiske krigsfanger bliver behandlet anderledes humant. Tro på den, hvem der kan. 

 

For ubefæstede sjæle, der intet aner om historikken bag etableringen af staten Israel i 1948, vil ”Golda” cementere den officielle Israel-mytologi om det uskyldige lilleput-land befolket med (efterkommere af) Holocaust-ofre, der bare gerne vil leve i fred med sine naboer. Ikke noget med bosættelser, territorie-udvidelser, etnisk udrensning og apartheid her. 

 

Uden en vis historisk viden som forudsætning vil det være umuligt at rejse kritiske, perspektiverende spørgsmål som fx:  

 

Har du nogen sinde undret dig over, at et hjemland for jøder skulle anbringes lige præcist midt i den arabisk-muslimske verden med store risici for konstante konflikter? 

 

Har du nogen sinde undret dig over, at kritikere af Holocaust-fortællingen konsekvent får lukket munden, i det omfang de ikke bliver defameret, latterliggjort og sat fra bestillingen? (Jf. fx her og her og her). 

 

I øvrigt kommer ”Golda” meget belejligt til at smøre glasur på Israels pt noget flossede image i forlængelse af vedtagelsen af en omstridt retsreform

 

Men se filmen. Den er dygtigt håndværk og effektiv propaganda. 

 

Om end der er langt til  Leni Riefenstahls film!   

Længde: 100 minutter 

  • Medvirkende: Helen Mirren, Camille Cottin, Liev Schreiber, Rami Heuberger m.fl.  
  • Instruktør: Guy Nattiv
  • Manus: Nicholas Martin 
  • Censur: 11 år 
  • Premieredato: torsdag d. 7. september 

GOLDA trailer – biografpremiere 7. september – YouTube

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…