En østriger havde alle de rigtige meninger om flygtninge. Derfor var han parat til at udleje en del af et hus, som han ejede i Innsbruck, til en flygtningefamilie, da et asylcenter efterspurgte boliger til flygtninge.
En familie på to forældre og efterhånden tre børn slog sig ned i huset. Husejeren erklærede: ”Ud fra sociale hensyn har jeg sammen med min kone besluttet mig for at overlade denne bolig mod betaling af husleje, så familien kan få en god start.”
Ikke et øje var tørt.
Myndighederne insisterede dog på, at husejeren indgik en lejeaftale direkte med lejerne, altså flygtningene.
Det var manden nu ikke begejstret for – han var bange for, at han kunne komme til at hænge på noget, som han ikke kunne overskue.
Denne bekymring skulle i den grad vise sig at være berettiget. Den østrigske avis Kronen Zeitung bringer historien.
”Det skulle vise sig at være en kæmpefejl”
Husejeren gik ind på at lave en lejeaftale med asylfamilien, da han fik tilsagn om, at kommunen og delstaten Tyrol ville dække hans eventuelle omkostninger – herunder sørge for en nødvendig kaution.
Kommunen betalte da også kaution for familien. Men den lejekontrakt, som husejeren havde indgået med flygtningefamilien skulle vise sig at blive en særdeles dyr fornøjelse.
Som manden siger til Kronen Zeitung: ”Jeg indvilligede, og det skulle vise sig at være en kæmpefejl.”
I august 2022 flyttede flygtningefamilien (der på det tidspunkt havde fået to børn mere) pludselig ud af huset. Uden at overholde opsigelsesfristen.
Familien efterlod et totalskadet hus.
Stod tilbage med en kæmperegning
Husejeren, der så gerne ville vise sit gode sindelag over for flygtninge, stod tilbage med en kæmperegning for de skader, som beboerne havde anrettet på huset:
Ødelagte vinduer. Ødelagte varmeapparater. Et frygteligt tilredt køkken, hvor man sågar fandt en død mus i køleskabet!. Møgbeskidte vægge. Et ramponeret bad. Gulve, der var blevet aldeles hæslige af vandskader og grimme pletter efter brand.
Genopretningen af boligen kostede ejeren omkring 25.000 euro.
Der var ikke skygge af samfundssind eller almindelig hensyntagen
Ejeren/ejerne kom således til at betale en voldsom pris, fordi de flygtninge, som han havde åbnet sine døre for, viste sig komplet ligeglade med både hus og husejere.
Her var ikke noget, der lignede almindelig hensyntagen eller samfundssind.
Ødelæggelserne af huset var absolut ikke den eneste frygtelige oplevelse, som husejerne fik ud af deres venlighed.
Kronen Zeitung beretter, at det også på andre måder kom husejerne meget dyrt at stå, at de i deres venlighed havde ladet sig besnakke til at indgå en lejeaftale direkte med flygtningefamilien.
For husejerne var der ingen hjælp at hente hos de myndigheder, som parret klagede deres nød til. De henvendte sig til flere niveauer af myndigheder – men forgæves.
Den politiske korrekthed blev til desperation
Husejerne begyndte at blive desperate efter at komme ud af dette mareridt.
Men den venlighed, de havde mødt, da de tilbød at stille en bolig til rådighed for flygtninge, var nu tilsyneladende forduftet. Myndighederne vendte det døve øre til. Telefonopkald og mails fra husejeren forblev ubesvarede fra myndighedernes side.
Ægteparret, der ejede huset, tænkte bare, at de ville gøre en god gerning. Men det udviklede sig til et sandt mareridt. De beboere, som de havde inviteret ind, havde nogle helt andre forestillinger om passende adfærd end ægteparret.
Husejerne ville nu bare ud af deres klemme med den meget omkostningskrævende familie.
Flygtningefamiliens vand- og varmeforbrug svarede til forbruget i 18 boliger
Familien havde ikke bare kostet myndighederne mange penge til store reparationer og nye installationer. Man fik også en gigantregning for de enorme beløb, som udgjordes af familiens løbende omkostninger til forbrug.
Således åbenbaredes det, at man stod tilbage med kæmperegninger til varme og vand, som var blevet opbygget af asylfamilien.
Vand- og varmeforbruget hos denne ene familie havde samme omfang som forbruget i alle de 18 boliger, som tilhørte husejerne – til sammen!
Kronen Zeitung citerer blandt andet husejerparret for, at beboerne lod vinduerne stå pivåbne døgnet rundt.
Et kultursammenstød, der havde en høj pris
Ejeren, der gerne ville gøre det så godt for flygtninge, talte nu om ”grov skødesløshed og hensynsløshed over for fremmed ejendom” fra flygtningefamiliens side.
Det venlige østrigsk ægtepar ville gerne vise deres samfundssind over en asylfamilie. Men nu fik piben en anden lyd.
Ægteparret fandt ud af, at et sådant samfundssind ikke var en del af de pågældende asylansøgeres kulturelle bagage.
Husejernes iver efter at vise deres gode intentioner blev hos disse lejere tilsyneladende betragtet som en naivitet, der skulle udnyttes til sidste dråbe.
Et kultursammenstød som dette kan have en høj pris.
Helt bogstaveligt betød den kraftigt forhøjede varmeregning store udgifter for værtsfamilien.
Men den naivitet, som det velmenende ægtepar var et eklatant eksempel på, er jo langt fra kun skadelig for varmeregningen.
Den er farlig, fordi den repræsenterer en politisk korrekthed, der er blevet stadig mere tilbøjelig til at give efter, og stadig mindre tilbøjelig til at stå fast på sin kultur, sine værdier og sine regler.
