Fred i Mellemøsten: To-statsløsning dur ikke – Abrahamaftalerne burde støttes

Colourbox

Nu hvor konflikterne igen tager til i Mellemøsten, kan der være god grund til at gøre status, hvad angår freden og dens muligheder. Der er for indeværende 2 forslag til. Ingen af dem er prangende gode, men det er altså dem, der er.

 

Det første og ældste er To-statsløsningen, der stammer helt tilbage til 1993. Iflg det skal Israel afstå Vestbredden i sin helhed, så palæstinenserne her og i Gaza kan få et selvstændigt nationalt hjemland. Israels territorium skal således deles i 2 nationalstater.

 

Det andet er Abrahamaftalerne, der er et nyt aftalekompleks fra 2020. Iflg Abrahamaftalerne vil palæstinenserne ikke få nogen selvstændig stat på Israels jord. De vil i stedet som borgere i Israel blive bosat i nogle enklaver, hvor de vil blive givet et vist lokalt selvstyre. Abrahamaftalerne omfatter ikke Gaza, der styres af den militante terrorbevægelse Hamas.

 

To-statsløsningen af 1993

To-statsløsningen blev indgået i Oslo i 1993 mellem Israel og PLO med præsident Clinton som mægler. Det nu efterhånden næsten 30 år gamle aftalekompleks førte til oprettelsen af Palestinian Authority (PA) i Ramallah på Vestbredden. Aftalekomplekset forudsatte, at palæstinenserne anerkendte staten Israel. Men allerede her hoppede kæden af. PLO anerkendte ganske vist modvilligt staten Israel og dens ret til eksistens, mens Hamas derimod, som repræsenterede palæstinensernes islamistiske fløj, var fuldstændigt afvisende overfor anerkendelse af og fred med Israel. Alligevel fortsatte processen, idet man satte sin lid til, at israelere og palæstinensere via samarbejde med tiden ville udvikle fred og en gensidig forståelse og accept.

 

Det var ren ønsketænkning:

  1. PLOs anerkendelse af Israel var i realiteten et fupnmmer. Internt holdt PLO overfor den palæstinensiske befolkning fast i kravet om, at den jødiske stat skulle smides i havet.
  2. PLO skulle i overensstemmelse med Oslo-aftalerne have modarbejdet de kræfter i PA, der fra Vestbredden aktivt fortsatte den væbnede kamp mod Israel, men det gjorde de ikke.
  3. PLO understøttede tværtimod de familier med penge, hvis sønner som martyrer havde betalt den ultimative pris for den fortsatte kamp mod Israel.
  4. PLO krævede Østjerusalem som hovedstad for Palestinian Authority, og Israel prøvede faktisk ved flere lejligheder en delvis imødekommelse af kravet, men når det kom til stykket turde PLO ikke tage imod tilbuddet. De vidste nemlig så udmærket godt, at Hamas og den palæstinensiske befolkning ville betragte en opgivelse af kravet om hele Jerusalem som forræderi overfor Koranen, profeten og islam.
  5. PLO var hele vejen i fredsprocessen presset af det islamistiske og militante Hamas, hvis hårde afvisningslinie langt bedre harmonerede med den palæstinensiske befolknings ønsker og krav. I 2007 førte spændingerne mellem PLO og Hamas til direkte palæstinensisk borgerkrig. Hamas smed PLO ud fra Gazastriben, hvorefter PLO etablerede sig i Ramallah på Vestbredden, mens Hamas med centrum i Gaza City skabte sin version af PA der. Og det er situationen i dag. PA er to forskellige stater, der udadtil foregiver en enhed, men realiteten er, at de er dybt forskellige.
  6. Vi i vesten kan bedst lide PLO. Men det gælder sjovt nok ikke palæstinenserne, der hader det korrupte og uduelige PLO. Mahmoud Abbas har ingen folkelig opbakning. Så hvis ikke Israel beskyttede Vestbredden og PLO, ville Hamas for længst have forrevet PLO fra Vestbredden og taget magten der. Så ville vi stå med en endnu mere uspiselig to-statsløsning, hvor det militante og islamistiske Hamas fra både Vestbredden og Gaza kunne nå deres ultimative mål om at fjerne Israel fra jordens overflade.

 

To-statsløsningen er en joke. Den burde rettelig benævnes en to-statsfarce. Ingen ved sine fulde fem kan for alvor tro på den. Alligevel holder FN, EU, USA og altså også Danmark hårdnakket fast i den. Hvis hensigten med støtte til to-statsløsningen er at hjælpe den palæstinensiske befolkning, så er to-statsløsningen et besynderligt valg, for den er selve opskriften på, hvordan man bedst fastfryser og fastholder palæstinenserne i deres status som ofre og flygtninge.

 

Den eneste rationelle forklaring på to-statsløsningens sejlivet hed er, at den giver os i vesten og FN  mulighed for at flashe vores korrekte sindelag. Men hvorfor skal palæstinenserne betale regningen for vores behov for at ”feel good”. Det er i al fald det, de gør, når de nu på næsten 80sindstyvende år sidder passivt med hænderne i skødet i flygtningelejre drevet af FN. Men vi er åbenbart ligeglade, for det giver os sådan en dejlig mulighed for at demonstrere vores korrekte sindelag.

 

Abrahamaftalerne af 2020

Abrahamaftalerne fra 2020 var et forsøg på at feje den brugelige to-statsaftale af bordet. Fredsprocessen måtte have nyt liv. Initiativet udgik fra præsident Trump, der havde til hensigt at trække USA ud af Mellemøsten. Det gjorde de konservative arabiske stater nervøse, for uden truslen fra USA kunne de ikke dæmme op for det aggressive og islamistiske Iran. Den eneste magt i regionen, der kunne tage USA’s plads om garant for Golflandenes sikkerhed var Israel.

 

Og hermed ændredes Golfstaternes syn på Israel og fredsprocessen. s rækkefølge sig. Før under to-statsløsningen havde deres mantra været: først skal palæstinenserne have deres egen stat, kan vi evt slutte fred med Israel. Men nu lavede de med Abrahamaftalerne om på rækkefølgen så mantraet nu var: først skal vi for vores egen sikkerheds skyld sikre os mod truslen fra Iran ved at samarbejde med og anerkende Israel, må vi efterfølgende finde en eller anden løsning på Palæstinaproblemet. Spørgsmålet om palæstinensernes forhold blev nærmest taget ud af ligningen.

Abrahamaftalernes nyorientering i forhold til palæstinenserne blev gjort lettere af, at palæstinenserne i den arabiske verden nød og nyder ringe sympati. De ses som utaknemmelige, dovne og illoyale platugler, der hele tiden står med hånden fremme for at bede de konservative arabiske stater om flere penge, mens de samtidig flirter med de konservative kongedømmers modstandere i skikkelse af Iran og Det Muslimske Broderskab.

 

Abrahamaftalerne: for og imod

I dag er Abrahamaftalerne i en vestlig kontekst parkeret på et sidespor. Biden, EU og FN slår syv kors for sig. Men i den arabiske verden og Israel nyder Abrahamaftalerne fortsat stor bevågenhed og interesse.

 

Den eneste forklaring jeg kan finde på, at Abrahamaftalerne i vesten er så dæmoniserede er, at de blev formuleret af præsident Trump. Han var som bekendt vanvittig, og derfor må Abrahamaftalerne naturligvis også være det. Men vi bør ikke lade os suge ind i denne automatik. For om man kan lide Trump eller ej, så kan Abrahamaftalerne langt bedre end den utopiske to-statsløsning give et grundlag for fred i Mellemøsten, hvor arabiske stater som f.eks UAE, Bahrain, Saudi-Arabien og Marokko på forskellig vis har indikeret deres støtte Abrahamaftalerne. Og ja, det er rigtigt. Det er ikke true love, men derimod truslen fra Iran, der driver tilslutningen til Abrahamaftalerne.

 

Vi i vesten mangler simpelthen at se det i øjnene, at truslen fra det islamistiske Iran og dets udvikling af atomvåben udgør en markant trussel både mod os og Mellemøsten. Det er ubegribeligt, at vi sammen med Biden fortsat flirter med planer om at indgå aftaler med dette helt igennem rædselsfulde regime. Vi burde med væmmelse vende os mod Iran og dets allierede i skikkelse af Rusland, Tyrkiet, Syrien, Hamas og Det Muslimske Broderskab. Det er nogle kønne venner vi holdes os!

 

Vi burde entydigt støtte Abrahamaftalerne og Israel, så atomtruslen fra Iran kan blive holdt nede, og de bliver afskåret fra at ekspandere deres modbydelige islamistiske samfund.

Svend Lindhardt

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…