EUROPAS FREMTID BLIVER ET LIV I EN SKRUESTIK
Jeg har i en tidligere artikel i Den Korte Avis beskæftiget mig med den geopolitiske side af Kinas opstigende magt. Dette er en udbygning af den tidligere artikel.
Når man som historiker eller politolog skal forsøge at forstå et land og dets politik, har man rationelt set ingen anden mulighed end at forsøge at forstå det pågældende lands nuværende elites opfattelse af sig selv i relation til landets historie. Hvordan ser denne elite på landets historie og på hvilken måde ønsker denne elite selv at arbejde med den historie? Vil den overtage historien eller forkaste den? Helt eller delvist? Og i så fald hvilken del og på hvilken måde? Dette gælder også, når man som forsker vil forsøge at se ud i fremtiden, man bliver nødt til at forsøge at forstå fortiden[1]. Det har været sagt, at når et lands elite ser ud i fremtiden for sig og landet, ser den oftest et mere eller mindre forvrænget billede af landets fortid! Det gælder også det moderne Kinas kommunistiske elite. I modsætning til hvad man skulle tro, er Kina som imperium helt central for den kinesiske elites selvopfattelse. For var det ikke Lenin, kommunismens store grundlægger, der ikke bare kritiserede imperialismen, men også ønskede den afskaffet? Jo, men det kinesiske kommunistpartis imperium er af en helt anden slags, siger eliten. Den kommunistiske elites imperium er et styre under himlen og dvs. til alles fordel og realiseringen af den fuldendte retfærdighed og fred! Nej, jeg er ikke ironisk! Desværre, de mener det helt alvorligt[2].
KINA – Et imperium geopolitisk betragtet
Derfor må vi se på den kinesiske historie for at finde ud af, hvad elitens imperium er for noget.
Mange husker sikkert Bernardo Bertoluccis mesterværk af en film DEN SIDSTE KEJSER fra 1987. Filmen handler om Pu Yi, der som 3-årig krones til kejser i 1908, men afsættes som 6-årig i februar 1012[3] som led i 1911-revolutionen, der fjernede Qing-dynastiet fra magten. Qing-/Manchu-dynastiet stammede fra Manchuriet. Det blev under et indre kinesisk oprør- og dem var der mange af, skulle jeg hilse og sige – inviteret til at hjælpe den ene part med at nedkæmpe den anden. Det gjorde de med så stor succes, at de overtog magten i Beijing i 1644. De leverede herefter Kinas kejsere indtil 1911, men blev af Han-kineserne – Kinas største etniske gruppe, der i dag af den kinesiske regering anses for at udgøre 92 % af den kinesiske befolkning[4] – anset for at være et fremmedherredømme[5]. Kina blev med små afbrud en republik efter 1911-revolutionen. I 1949 endda en folkerepublik.
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 allierede Japan sig med England og beslaglagde efterfølgende de områder ud til Det Gule Hav, som Tyskland havde ”forpagtet” af Kina. Kina derimod erklærede sig neutralt. Efter at USA trådte ind i VK I 6. april 1917, erklærede først Kina 14. august 1917 Tyskland krig og dernæst gjorde Japan det samme 23. august 1917. I november 1917 indgik USA og Japan en række hemmelige aftaler, der fastslog at Japan på grund af sit nære naboskab til Kina havde særlige interesser i Kina. Aftalerne støttede dermed Japans aggressive Kina-politik og gav Japan frie hænder i den 8 år lange krig mellem Japan og Kina 1937 – 1945.
Selv om både Kina og Japan deltog ved fredsforhandlingerne i Versailles efter VK I, trak Japan som opadstigende stormagt det længste strå[6]. Præsident Wilson forsøgte at støtte kinesernes krav, men blev overtrumfet af de europæiske allierede. Det resulterede i voldsomme protester i Kina (4. maj bevægelsen), der igen banede vejen for borgerkrigen mellem Maos kommunister og Chiang Kai-sheks nationalister (Kuomintang) oven i Japans 8 års erobringskrig i Kina 1937 – 1945. Netop denne, den 2. kinesisk – japanske krig, er med Odd Arne Westads ord ”the founding event of modern China’s international history”[7]. Maos kommunister sejrede på fastlandet over Chiang Kai-sheks nationalister, der måtte fortrække til Formosa (Taiwan), der var blevet tilkendt Japan ved Shimonoseki-fredstraktaten af 17. april 1895 efter den 1. kinesisk – japanske krig 1894 – 1895[8], men med Japans betingelsesløse kapitulation 14. august 1945 med amerikansk accept nu kom under Chiang Kai-shek. 1. oktober 1949 udråbtes som nævnt Den Kinesiske Folkerepublik på Den Himmelske Freds Plads officielt af Mao Zedong som formand for Det Kinesiske Kommunistparti. Kina skulle nu have Sovjetunionen som forbillede. 25. juni 1950 rullede imidlertid de nordkoreanske hære over delingslinjen ved den 38. breddegrad i et forsøg på at erobre hele den koreanske halvø. Det skete efter at Stalin havde givet grønt lys. Han forestillede sig formentlig, at nu kommunisterne var kommet til magten i Beijing, ville et samlet Korea under sovjetisk indflydelse kunne minde Mao om, hvem af de 2 der bestemte i og uden for den internationale kommunistiske bevægelse, nemlig Stalin. Mao sendte imidlertid kinesisk militær ind på Nordkoreas side for at sikre sig, at intet Kina-fjendtligt styre, det være sig vestligt eller sovjetisk, kom til magten i Pyongyang. Den kinesiske ledelse havde ikke glemt, at Japans vej ind i Kina i 1937 netop gik via Korea, som Japan havde annekteret i 1910[9]. Korea-krigen varede 1950 – 1953, ja, faktisk er den kun midlertidigt afbrudt af en våbenhvile langs delingslinjen ved den 38. breddegrad og er derfor ikke afsluttet af en egentlig fredsslutning med en fredstraktat.
Heller ikke den kinesiske borgerkrig er afsluttet. Maos kommunister sad ganske vist i Beijing og det gør de stadig, men nationalisterne gør det samme i Taiwan, og begge hyller en ét-Kina-politik, men med modsat fortegn. Det betyder at Beijing vil ét Kina inkl. Taiwan under kommunisterne i Beijing og Taipei vil samle Kina under nationalisterne i Taipei, der i så fald må formodes at flytte hovedstaden til Beijing. Forskellen mellem dengang og i dag er at nationalisterne i Taipei i mellemtiden har forandret sig imponerende meget og udviklet sig i moderne vestlig demokratisk retning. I dag er Beijing-Kina stadig urokkeligt maoistisk i politisk forstand om end ikke i økonomisk og kulturel forstand, mens Taiwan er et moderne vestligt, demokratisk land med nordiske velfærdsstandarder og ligestilling mellem kønnene. Taiwan har derfor præsteret at forene den årtusindgamle kinesiske tradition med en moderne, vestligt inspireret tankegang og levevis. Man kan tilspidset sige at Taiwan står for et vestligt inspireret Kina, men Xi Jinping står for et Kina i forlængelse af den kinesiske tradition, sådan som Yan Xuetong, professor i statskundskab og direktør for Institut for Internationale Studier ved Tsinghua Universitetet i Beijing og andre argumenterer for i artiklerne i bogen ANCIENT CHINESE THOUGHT; MODERN CHINESE POWER[10].
Det hører til én af historiens store ironier, at Xi Jinping, der netop 10. marts 2023 blev genvalgt for en ny 5 års periode af det kinesiske parlament Folkekongressen med 2952 stemmer ud af 2952 mulige[11], ikke kan gennemføre sit forehavende om at genrejse Kina som historisk og kulturel stormagt uden de kulturelle levn fra Kinas 5000 års historie og det vil sige uden hjælp fra de enorme kulturskatte, som Maos modstander Chiang Kai-shek sørgede for at redde med sig til Taiwan. De findes i dag bl.a. udstillet i det imponerende og kæmpestore National Palace Museum i Taipei[12]. Havde Chiang Kai-Shek ikke reddet dem, siger man i Taiwan, ville de næppe have eksisteret i dag. De ville sandsynligvis være blevet ødelagt af Mao under Kulturrevolutionen.
Mao Zedong og ledelsen af Det Kinesiske Kommunistparti stod ved magtovertagelsen 1. oktober 1949 over for 2 fundamentale valg:
Det ene vedrørte hvilken regimetype, det nye Kina skulle have, og her valgte man et kommunistisk styre efter sovjetisk forbillede. Mao besøgte 9 uger efter magtovertagelsen Moskva[13], hvor han opholdt sig i 2 måneder (at han turde være borte fra Beijing så lang tid, siger meget om, hvor sikker han sad som leder), hvorefter han kunne rejse hjem med både sikkerhedsgarantier og garantier for hjælp, men det havde holdt hårdt. Stalin bøjede sig modvilligt, men var først meget afvisende vedrørende hjælp til Kina, og Mao følte sig ydmyget under forhandlingerne. Det venskabelige forhold holdt heller ikke længere end 10 år. Uenighederne tog til efter Stalins død i marts 1953. Mao stolede ikke på Krustjov. Uoverensstemmelserne vedrørte deres forskellige syn både internt på den socialistiske udviklingsstrategi i landene efter hver deres revolutioner og internationalt på Sovjetunionens og Kinas forskellige syn både på USA og på den såkaldte neutralistiske bevægelse, såsom Indien og Indonesien, i Den 3. Verden, der just i de år i takt med afkoloniseringen var ved at tage form under Indiens Nehru og Indonesiens Sukarnos ledelse. Den normstiftende Bandung-konference i Indonesien fandt således sted i 1955[14]. Krustjov havde i 1955 givet Jugoslaviens Tito den indrømmelse, at der kunne være flere veje til socialismen, ligesom han lancerede doktrinen om fredelig sameksistens mellem den kapitalistiske og den socialistiske lejr, som Mao ikke ville acceptere. Heller ikke Krustjovs opgør med persondyrkelsen på den 20. partikongres i 1956 kunne Mao acceptere. Uenigheden kulminerede i, at USSR trak sine o. 12.000 teknikere udlånt til Kina hjem i august 1960. Hermed ophørte den tekniske hjælp, som Mao havde forhandlet igennem med Stalin under sit tidligere omtalte 2 måneders besøg i Beijing. Uenigheden eskalerede endnu mere efter afsættelsen af Krustjov i 1964, hvor Bresjnev kom til magten, endda til de militære sammenstød ved Ussuri Floden i marts 1969 med faldne på begge sider og igen langs grænsen til Xinjiang i august, som Mao havde givet Sovjetunionen ret til som eneste fremmed magt at have indflydelse i under sit besøg hos Stalin lige efter magtovertagelsen. Der var endda rygter om at USSR planlagde et såkaldt pre-emptivt atomangreb på de kinesiske a-våben, altså at slå de kinesiske a-våben ud, før de blev for stærke.[15]
Det andet valg vedrørte, hvor stort det nye Kina skulle være rent geografisk, for Kinas geografiske størrelse havde vekslet kraftigt igennem sin 5000 års historie. Et delvist svar på det spørgsmål kom også i Moskva-aftalerne mellem Stalin og Mao, idet Kina måtte acceptere Ydre Mongoliets selvstændighed, samtidig med at Sovjetunionen som nævnt fik eksklusiv ret til ekstern indflydelse i Manchuriet og Xinjiang. Næste delsvar på hvor geografisk stort Kina skulle være kom på lavpraktisk manér med invasion og voldelige indlemmelse af Tibet i 1950. For Kina var Tibet en uadskillelig del af Kina og tibetanerne var én af Kinas 5 racer, som man sagde. Problemet var og er bare, at tibetanerne var fuldstændigt uenige. De var selvbevidste om at have en helt anden kultur og religion og et andet sprog[16]. Det hjalp dem bare ikke. Det siger en del om Maos målbevidsthed og handlekraft at invasionen og anneksionen af Tibet fandt sted allerede kun godt 1 år efter udråbelsen af Den Kinesiske Folkerepublik 1. oktober 1949 og således under Korea-krigens første måneder. De første kinesiske tropper så man i Korea allerede i oktober 1950[17]. Tibet er dertil ikke noget frimærke, men med sine 2.500.000 km2 4 gange så stort som Ukraine. Sagt på en anden måde, var det bemærkelsesværdigt at det nye kommunistiske Kina så kort tid efter revolutionen var i stand til at føre 2 krige samtidigt i hver sin ende af sit territorium! Tibetanerne og uighurerne er de hårdest undertrykte mindretal i Kina iflg. Odd Arne Westad og det skyldes, siger han, at den kinesiske ledelse frygter at religiøse ekstremister skal forlange selvstændighed[18]. Det er, hvad uighurerne angår, heller ikke uden historiske fortilfælde[19]. Det hindrer imidlertid ikke det kommunistiske Kina i at alliere sig med muslimske lande og det hindrer heller ikke de muslimske lande i at glæde sig over Kinas styrke og alliancen med Kina. Intern undertrykkelse af muslimer og udenrigspolitiske alliancer mellem en kommunistisk stat og muslimske lande følger modellen fra Sovjetunionen[20].
Kina fik i 1997 Hong Kong tilbage fra englænderne og i 1999 fik de Macao tilbage fra portugiserne. Hvornår Taiwan går samme vej (om nogensinde?) er fortsat usikkert. Det er min egen personlige mening, at jeg ikke håber, det nogensinde sker. Asien bliver et dårligere sted uden et selvstændigt Taiwan. Og folkeretligt er Taiwan en fuldgyldig suveræn stat uanset, hvad Beijing måtte sige, og har været det siden første halvdel af 1950’erne. Det er Taiwan allerede af den grund, at landet opfylder Montevideo-konventionens art. 1 om (1) eksistensen af en permanent befolkning, (2) et afgrænset territorium og (3) en regering, der effektivt udøver sin magt over befolkning og territorium, ligesom (4) Taiwan har evnen til at indgå i relationer til andre stater. Der henvises i den forbindelse ofte til Montevideo-konventionen fra 1933, fordi den kodificerer sædvaneretten på dette område. I konventionens art. 3 slås det ligeledes fast, at en stats eksistens ikke er afhængig af staters godkendelse[21], selv om det modsatte ofte påstås i nyhedsformidlingen. Det samme gælder i øvrigt også for Nord- og Sydkorea[22].
Deng Xiaos brud med Maos økonomiske tankegang
Kinas modernisering og økonomiske vækst tog sin begyndelse, da Deng Xiaoping (1904 – 1997) som 73-årig vente tilbage til magten og brød med Maos katastrofale økonomiske politik, der havde resulteret i forfærdelige tab i produktion og menneskeliv[23]. Han igangsatte økonomiske reformer med tilladt kapitalisme i særlige økonomiske zoner efter inspiration fra Taiwan, Sydkorea og Irland[24], og den økonomiske vækst steg hurtigt til imponerende højder og har fortsat siden. Meningen var at de særlige økonomiske zoner skulle tiltrække udenlandsk kapital, der kunne hjælpe den kinesiske økonomi fremad. Deng besøgte USA i 1979 og var dybt imponeret af den rigdom han så dér alle steder og på alle niveauer. Derfor var det, mente han, nødvendigt for Kina at arbejde sammen med USA, selv om Taiwan-spørgsmålet irriterede. Når Kina var blevet moderniseret og udviklet, kunne man, mente han, begynde at spille en prominent rolle i international politik[25]. Xi Jinping synes nu at mene, at den tid er kommet.
Kina, Rusland og deres greb om Eurasien
Min analyse og mit fremtidsudkast afviger fra andre analytikeres ved at placere Kina i centrum for forståelsen af den globale politiske udvikling fremover, herunder ligeledes af Ruslands aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitik, også hvad angår Ruslands igangværende angreb på Ukraine. De analyser, jeg har læst, hviler alle på, at analytikerne efter min mening har atlassernes Mercator-projektioner af Europa og verden i deres hoveder. Det er i dag vigtigere end tidligere at medtænke, at Jorden er en kugle, så kig på en globus.
At placere Kina i centrum betyder også, at Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik kan antages, ikke at ville ændres mærkbart af en Putin-efterfølger. Efterfølgerne på posten vil være under samme systemkrav, som Putin er, m.h.p. at sikre Ruslands overlevelse som selvstændig og suveræn stat og samtidig tilpasse sig til den kinesiske overmagt. Et selvstændigt og tilpas stærkt Rusland vil i øvrigt også være i Europas klare interesse. Det vil i det lange løb være den bedste buffer over for et styrket Kina og det eneste alternativ til kinesiske soldater ved EU’s østlige grænser. Angrebet på Ukraine med besættelsen af Krim 20. februar 2014 og Ruslands efterfølgende annektering af halvøen og nu igen det nye angreb på Ukraine 24. februar 2022 kan i et historisk perspektiv bl.a. ses som udslag af den historiske pendulbevægelse i russisk indenrigspolitik mellem Asien og Europa. Når Rusland er kørt fast i Asien vender det sig iflg. mange forskere mod Europa og omvendt[26]. Det er nu blevet Europas tur.
Det er vigtigt at forstå, at Eurasien i dag og i fremtiden har og vil have en dramatisk ændret geopolitik, bl. a. på grund af temperaturstigningerne de sidste 30 år i Ishavet sammenlignet med under den gamle bipolaritet og Den Kolde Krig. Dengang var Ishavet tilfrosset det meste af året og dermed lukket for skibstrafik. I dag er sejlruten nord for og tæt på Rusland sejlbar fra juli til oktober. Det var faktisk Mærsks Venta Maersk, der demonstrerede dette ved at sejle nordpå igennem Berings Strædet og ud i Ishavet fra russiske Vladivostok d. 22. august 2018 med destination Sankt Petersburg, hvortil skibet ankom 28. september. Sejladsen tog 23 dage, hvis man renser ruten for skibets afstikker til Busan i Sydkorea og Bremerhaven i Tyskland[27], som Geopolitical Futures gør[28]. Den alternative sydligere tur ned igennem Malagastrædet og Suezkanalen ville, stadig ifølge Geopolitical Futures, have varet 34 dage og beløbet sig til 10.500 nautiske mil mod den nordlige rutes 7.200 nautiske mil. Altså næsten 50% længere! Det siger noget om, hvor vigtig Rusland er for Kinas maritime silkevej[29], men det siger også en hel del om, hvor vigtig Rusland i det hele taget er for Kina og dets nye silkevej. Helt lavpraktisk har Rusland eksempelvis over 40 isbrydere[30], mens Kina (endnu) kun har en enkelt[31], og det er en helt central ulighed så længe, Ishavet endnu ikke er isfrit hele året. Den kinesiske flåde udbygges imidlertid i et hastigt tempo. I dag er den med sine ca. 355 skibe større end USA’s med 294 og den kinesiske flåde ventes af vokse til 460 skibe i 2030 mod USA’s da 290 eller 291, altså et fald, hvad USA angår, og en enorm vækst for Kinas flåde[32]!
Den amerikanske flådes skibe er fordelt på 7 såkaldte flåder: 2nd, 3rd, 4th, 5th, 6th, 7th og 10th fleet. 2nd fleet blev deaktiveret i 2011, da man vurderede, at truslen fra Rusland var faldende, men den blev reaktiveret i 2018. 2nd fleet har hovedkvarter i Norfolk, Virginia, og har Nordatlanten og Ishavet (+ Homeland Defense) som ansvarsområde. 3rd fleet har hovedkvarter i San Diego, Californien, og har det østlige Stillehav som ansvarsområde. 4th fleet har hovedkvarter i Mayport, Florida, og har Sydatlanten som ansvarsområde. 5th fleet har hovedkvarter i Manama, Bahrain, i Den Persiske Golf og har Mellemøsten som ansvarsområde. 6th fleet har hovedkvarter i Napoli og har Europa, inkl. Middelhavet og Sortehavet som ansvarsområde. 7th fleet har hovedkvarter i Yokosuka, Japan, med det vestlige Stillehav som ansvarsområde. 10th fleet har hovedkvarter i Fort Meade, Maryland, og har anti-ubådskrigsførelse og cyberangreb som sit ansvarsområde[33]. Se kortet med ansvarsområderne i Wikipedia.org[34].
Den kinesiske flåde har i dag, som det fremgår, allerede en betydelig styrke, ikke bare m.h.t. Kinas kystnære havområder, men også, hvad angår det åbne hav ude i Stillehavet, og den er ligeledes i stand til at operere i Det Indiske Ocean, ja endda i Atlanterhavet. Det sidste er overordentlig vigtigt for Europa, da den dér i fremtiden kan vanskeliggøre forbindelsen mellem Europa og USA og afskære Europa fra USA og omvendt og dermed bidrage til at indelukke Europa i den omtalte skruestik mellem Kinas og Ruslands flådestyrker i Atlanten og Ruslands landstyrker mod EU. Det må være Europas fremtidige skrækscenarium. For DK vil en sådan situation betyde at DK i fredstid kan afskæres fra både Færøerne og Grønland.
Hæmning/bremsning af Kina
Xi Jinping nævnte i sin tale 7. 3. 2023 til Kinas parlament Folkekongressen, at USA ville ”inddæmme og undertrykke Kina”. Her gentog han, hvad udenrigsminister Qin Gang havde sagt nogle dage tidligere, blot talte Qin Gang om ”inddæmning og bremsning” af Kina og ikke ”undertrykkelse”[35]. Er udtalelserne blot nok et udtryk for den efterhånden allestedsværende kinesiske offermentalitet eller kan der være tale om faktiske forhold? At Xi og Qin har ret vedrørende inddæmning, er indlysende, men jeg vil vende tilbage til inddæmning senere efter at have behandlet ”undertrykkelse” og ”bremsning”. Jeg kan ikke kinesisk og jeg ved heller ikke om det er det samme kinesiske ord Xi og Qin anvender, men blot oversat forskelligt. Det afgørende er at Kina ønsker at pålægge verden kinesiske regler, normer og anskuelser, mens USA og Vesten modarbejder dette af den nærliggende grund at disse regler, normer og anskuelser ofte ikke bare afviger fra etablerede vestlige regler, normer og anskuelser, men direkte er uforenelige med de vestlige regler, normer og anskuelser, hvorfor de må afvises af Vesten. Det er derfor ikke så mærkeligt at Xi og Qin mener, at Vesten undertrykker og bremser udbredelsen af disse regler, normer og anskuelser.
Lad mig anskueliggøre, hvad det drejer sig om med hjælp fra en vigtig bog om kinesisk krigsførelse, skrevet Qiao Lang & Wang Xiangsiu. Den hedder: UNRESTRICTED WARFARE – China’s master plan to destroy America[36]. Qiao Lang og Wang Xiangsiu er begge oberster i Folkets Befrielseshær, Lang i flyvevåbnet og Xiangsiu i hæren, hvor han også er politisk officer. Som titlen på Lang & Xiangsius bog antyder, fremlægger de i bogen en kinesisk strategi for den totale krig til at ødelægge USA og Vesten. Bogen er en parallel til den tyske hærgeneral Erich Ludendorffs herostratisk berømte bog DER TOTALE KRIG fra 1935[37], der inspirerede Hitler og nazismen. Lang & Xiangsiu forlænger linjen fra Ludendorff ved at gå via Mao Zedongs grundsyn at ”enhver borger er soldat”[38] og derfra videre til det grundsyn, at i fremtidens krig er der ingen grænser. Alt er tilladt, alt er åbent. Og det skal forstås helt bogstaveligt. Denne anskuelsesmåde er det diametralt modsatte af den vestlige udvikling siden slaget ved Solferino i 1859, hvor staterne hinanden imellem gradvist har søgt at begrænse krige mere og mere til kun at omfatte kombattanter og militære mål. Midlet hertil har været folkeretlige aftaler om krigens love. Denne lange europæiske tradition, hvor i øvrigt og paradoksalt nok det zaristiske Rusland var en drivende kraft[39], afvises således fuldstændigt af Wang & Xiangsui. Ingen har ret til at sætte er navneskilt på andres krigsførelse, slår de fast. Hvad der er tilladt bestemmes af de forhåndenværende midlers princip. Og det vil sige, at ALT er tilladt. Målet helliger midlet og målet er in casu at besejre USA, koste hvad det vil. Det er ikke så mærkeligt at denne tankegang fuldstændigt afvises fra USA’s og andre vestlige landes side. Det kan man kalde ”undertrykkelse” og ”bremsning” af Kina om man vil fra kinesisk side, men det kan fra Vestens sidedårligt være andet.
Når det er sagt, må man samtidig indrømme, at det bliver lidt af en udfordring for vestlige strateger, politikere og folkeretsjurister at tilpasse vestlig tankegang og handlingsanvisninger til den kinesiske tankegang, så man fra Vestens side ikke på forhånd binder sine egne hænder på ryggen.
Folkeretslige traktater og andre aftaler er for Kina bare ord, der skal snøre vestlige politikere og den vestlige offentlighed. Man påstår at man følger traktaterne samtidigt med at man giver dem en egen opportun tolkning. Herved vender man iflg Lang & Xiangsiu den svages position til dens styrke i overensstemmelse med den berømte kinesiske strateg Sun Tzus anvisninger. Det er lawfare, som den amerikanske militærjurist og generalmajor i USA’s Flyvevåben Charles J. Dunlop, Jr. rammende har døbt den kinesiske adfærd, altså krig under dække af øjeblikkets jura. Charles J. Dunlop, Jr. holdt en række forelæsninger herop på Forsvarsakademiet i januar 2014.
Inddæmning: Kina inddæmmer Eurasien og USA inddæmmer Kina og Rusland
Inddæmning da? Ja, det er rigtigt, at USA med hjælp fra andre vestlige lande forsøger at inddæmme Kina og dets militære tilstedeværelse. USA må forsøge effektivt at imødegå den kinesiske strategi, hvis mål øjensynlig er både at lukke Europa inde i en skruestik og samtidigt lukke USA ude fra Europa. Det sker for Kinas vedkommende ved at Kina skaber mere eller mindre formelle alliancer langs sine sydlige grænser og langs den sydlige yderkant af Eurasien og med hjælp fra Rusland lukker Europa inde langs EU’s østlige grænse.
Udgangspunktet for alliancedannelserne er Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der blev dannet i 2001 som en udvækst af Shanghai 5, der blev dannet i 1996. Ser man på en globus, dækker SCO den største del af Eurasien https://en.wikipedia.org/wiki/Shanghai_Cooperation_Organisation#See_also .
Kina får også hjælp fra BRICS-samarbejdet [BRICS = Brasil, Russia, India, China, South Africa] til at mobilisere ”Det Globale Syden”, som Den 3. Verden hedder i dag, mod USA og Vesten. Det vil formentlig komme som en alvorlig overraskelse for mange i vor del af verden, at hverken Brasilien, Indien eller Sydafrika behøver nogen særlig overtalelse for at følge Kina iflg. den schweiziske journalist Andrés Allemand Smaller i Le Figaro 23. 2. 2023[40]. Hverken Brasilien, Indien eller Sydafrika vil afvige fra deres politiske, økonomiske og kulturelle mål for at kunne straffe Putin. Det skyldes som præsident Emmanuel Macron citeres for at skulle have sagt på den nylige Sikkerhedskonference i München: Manglende tillid til Vesten! ”Jeg er forbavset over at se, hvor megen tillid vi har mistet i Det Globale Syden.” (min oversættelse). Den tidligere franske ambassadør Michel Duclos, der har redigeret en netop udgivet bog med 22 opfattelser om den russiske aggression[41], giver i artiklen i Le Figaro udtryk for, at han er overrasket over den kraftige modstand mod Vesten, ikke mindst i FN. Særligt når der er tale om så tydelig en aggression, som den russiske, men Det Globale Syden er forbavsende ligeglade med FN-ordenens principper, endda så centralt ét som voldsforbuddet i Pagtens art. 2(4)[42]. Brasiliens præsident Lula mener endda, at Zelenskyj er medansvarlig for konflikten og vil derfor ikke levere ammunition til Ukraine.
For bedre at forstå den aktuelle situations alvor for Vesten kan vi grave et spadestik dybere med Syed Munir Khasru[43], formand for tænketanken IPAG i Dhaka, Bangladesh, der siger: ”Den aktuelle verdensorden svarer ikke til behovene hos Sydens lande” og han nævner her områder som sikkerhedsforhold, adgang til ernæring og basisprodukter og klimaforandringer. Han nævner også, at Kina, Indien, Indonesien, Brasilien, Sydafrika, Mexico Saudi-Arabien og De Arabiske Emirater fra 2030 tilsammen svarer for trefjerdedele af verdens befolkning og økonomier. Malin Mendel, igennem mange år svenske SVTs Indien-korrespondent, nævnte for en uge siden, at den indiske middelklasse i dag svarer til Europas befolkning!
Det må siges at være den vigtigste indsigt og den er blevet blotlagt af Ukraine-krigen, at den nuværende verdensorden ganske enkelt ikke længere svarer til Det Globale Sydens behov. Det betyder så også, at man stoler mere på Kina og Rusland og deres problemløsninger på de nævnte områder? Eller også betyder det at Det Globale Syden forsøger at være på forkant med fremtiden ved at tilpasse sig fremtidens supermagt og dens orden i takt med at den bliver til! Ingen af delene er godt nyt for Vesten. Det ene udelukker ikke det andet.
Modinddæmning: Stillehavet og Norden
USA har som modtræk mod Kinas inddæmning dannet en ny inddæmning længere ude gående fra Japan over Taiwan, Filippinerne, Australien og New Zealand i syd, hvor særlig AUKUS[44], en sikkerhedspagt fra 2021 mellem Australien, UK og USA må nævnes.
For Norden er det vigtigt, at et mere eller mindre isfrit Ishav gør det strategisk fordelagtigt for Rusland at erobre Nordkalotten, dvs. den øvre del af Norge, Finland og Sverige[45], for at få direkte adgang til Nordatlanten, en uro som er blevet forstærket hos de 3 landes politikere på grund af Ruslands angreb på suveræne lande som Georgien 2008[46] og som Ukraine i 2014 og igen 24. 2. 2022. Det er i den forbindelse yderst bemærkelsesværdigt, at Rusland under et officielt møde 12. 1. 2022 med NATO-landene i Bruxelles viste et kort, hvor en række lande ikke længere var NATO-medlemmer. Det drejede sig om Tyrkiet, Grækenland, DK, Norge og dele af en række andre lande[47]!
Rusland har her brudt med det sovjetiske ønske fra Den Kolde Krigs tid om på daværende tidspunkt at få anerkendt de eksisterende grænser efter VK II. Det var netop ikke sket hidtil, fordi der aldrig var kommet en europæisk folkeretslig fredsslutning i stand efter VK II. Ønsket blev på sovjetisk anmodning nedlagt i Helsinki Slutakten fra 1975 og efter Murens fald i 1989 ført over i dets opdatering i Paris Chartret for et Nyt Europa fra 1990. Helsinki Slutakten skulle under Den Kolde Krig garantere over for USSR, at de eksisterende de facto grænser i Europa lå fast til trods for, at der indtil da aldrig var blevet undertegnet en egentlig de jure fredstraktat efter VK II. Årsagen hertil var Tysklands deling. Nu garanterede Slutakten, at de-facto-grænserne lå fast og kun kunne ændres med fredelige midler og efter gensidige aftaler, som der står.
I Ruslands brud på disse aftaler skal søges den ene af årsagerne til Sveriges og Finlands nylige ansøgninger om medlemskab af NATO. Den anden er selvfølgelig usikkerheden i Østersøregionen. For Finland i særlig grad, fordi landet har en 1309 km lang østlig grænse til Rusland[48], hvortil kommer som et andet usikkerhedsmoment en 100 år lang stærk historisk tilknytning til Rusland, der måske hos de russiske beslutningstagere kan anses for at udgøre en historisk traditionspræcedens, idet Finland efter den svensk-russiske krig 1808 – 1809 kom i personalunion med Rusland fra 1809 til 1917, idet zaren nu også var storfyrste af et ellers autonomt Finland[49]. Dermed kan Finland i dag med rette føle sig særligt udsat med henvisning til historisk traditionspræcedens. Historiens præcedens kan i opbrudstider veje tungt. Professor Erling Bjøl, DKs første professor i international politik, sagde engang under en forelæsning o. 1968, som en kommentar til at Finland ikke blev annekteret, sådan som de 3 baltiske stater blev det efter VK II, at det kunne skyldes, at det var selveste Lenin, der gav Finland selvstændighed under novemberrevolutionen i 1917. Det forholdt sig sådan: Juristen og Senatsformand Pehr Evind Svinhufvud (1861 – 1944) rejste nemlig til St. Petersburg under revolutionen og nytårsaften 1917 lykkedes det ham at få Folkekommissærernes Råds anerkendelse af Finlands suverænitet – og formanden for Rådet var Lenin! Den symbolske Lenin-beskyttelse må vel anses for i dag at være borte. Stalin forestillede sig dengang lige modsat, at Finland blev en sovjetrepublik, så hans forestilling kan i dag tælle tungere[50].
En annektering af Nordkalotten[51] ville samtidig give Rusland større handlefrihed i forhold til både EU og Kina og kunne sikre Rusland mod at blive omringet nordfra af en kinesisk fremtrængen og mulige dominans i Ishavet, særligt fra at få Murmansk og Severomorsk-basen, der er isfri hele året og hovedkvarter for Ruslands Nordflåde, lukket inde af en fremtidig kinesisk flåde i Ishavet.
Jeg vil afslutte disse betragtninger med disse handlingsanvisninger: (1) Europa skal hurtigst muligt styrke sine hære og sit territorialforsvar, så de er i stand til at modstå et langvarigt pres over landjorden fra et Rusland med Kina i ryggen. (2) Europa skal udbygge sine flådestyrker, så de er i stand til at holde forbindelsen over Atlanten til USA åben og ligeledes over Nordsøen til England, Færøerne og Grønland. Det betyder, at de europæiske flådestyrker skal være stærkere end Kinas og Ruslands flådestyrker i Nordatlanten tilsammen. (3) Europa skal udbygge sine luftværn, så de vil være i stand til sikre Europa herredømmet i luften.
Kina er i fuld gang med at organisere sin fremtidige verdensorden. Vesten har rasende brug for at finde effektive midler til både at imødegå Kinas bestræbelser og forsvare sin egen verdensorden. Europa må kæmpe mod at blive spærret inde af Rusland til lands og Kina og Rusland til vands.
- marts 2023, Henning Duus
Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie og næsten bachelor i religionsvidenskab
Pensioneret lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole
[1] ) Richard C. Snyder, H. W. Bruck & Burton Sapin:”Decision-Making as an Approach to the Study of International Politics” i FOREIGN POLICY DECISION-MAKING (REVISITED).Palgrave, 2002 (186 ss.), her ss. 21 – 152.
[2] ) Se Zhao Tingyang:”Rethinking Empire from the Chinese Concept “All-under-Heaven” (Tianxia)” i William A. Callahan & Elena Barabantseva (eds.) CHINA ORDERS THE WORLD – Normative Soft Power and Foreign Policy. The Johns Hopkins University Press, 2011 (280 ss.), her ss. 21 – 36
[3] ) Michael Dillon: CHINA – A Modern History. I. B. Taurus, 2012 (504 ss.), s. 147
[4] ) Odd Arne Westad: RESTLESS EMPIRE – CHINA and the World Since 1750. The Bodley Head, 2012 (515 ss.), her, s. 28.
[5] Michael Dillon, s. 66.
[6] ) Göran Malmqvist:”Kina efter Opiumskrigen” i Erling Bjøl, Olof G. Lindin & Göran Malmqvist: ”Imperialismens tidsalder” i Verdens Historie bd. 16. Forlaget Danmark, 1991 (336 ss.) (1983), ss. 291 – 333, her ss. 326 – 333.
[7] Odd Arne Westad: RESTLESS EMPIRE – CHINA and the World Since 1750. The Bodley Head, 2012 (515 ss.), her s. 247.
[8] ) Michael Dillon, s. 114f.
[9] ) Peter Calvocoressi: WORLD POLITICS SINCE 1945. 2nd. Longman, 1971 (503 ss.), ss. 278 – 289, her s, 210.
[10] ) Yan Xuetong: ANCIENT CHINESE THOUGHT, MODERN CHINESE POWER. Princeton University Press, 2011 (300 ss.). Bogen er redigeret af Daniel A. Bell & Sun Zhe og har forord af Yan Xuetong.
[11] ) Matthias Kamp: ”Chinas Nationaler Volkskongress wählt Xi Jinping für eine dritte Amtszeit zum Staatspräsidenten” i Neue Zürcher Zeitung China: Volkskongress wählt Xi Jinping zum Staatspräsidenten (nzz.ch)
[12] ) Se https://www.npm.gov.tw/?l=2
[13] ) Odd Arne Westad, s. 292ff.
[14] ) Se Cecil V. Crabb, Jr: ELEFANTERNE OG GRÆSSET – EN STUDIE I ALLIANCEFRIHED. Rhodos, 1967 (267 ss.). Ole Karup Pedersen har skrevet et fremragende efterskrift ss. 216 – 246 og Erling Bjøl: REVOLUTIONENS OG SULTENS VERDEN. Bd. 3 i Erling Bjøls 4 bindsværk om Verdenshistorien efter 1945. 3. udg. Politikens Forlag, 1988 (c. 2000 s.)
[15] ) Peter Calvocorresi: WORLD POLITCS SINCE 1945. 9th ed. Routledge, 2009 (843 ss.), her s. 127ff.
[16] ) Peter Calvocoressi: WORLD POLITCS SINCE 1945. 9th ed. Routledge, 2009 (843 ss.), her s. 145ff.
[17] ) Erling Bjøl: DUELLEN UDEN ENDE. Bd. 1 i E. Bjøl: Verdenshistorien efter 1945. Bd 1 – 4
[18] ) Odd Arne Westad, s, 451.
[19] ) Göran Malmqvist, ss. 301-302 (Muhammedanernes oprør).
[20] ) Se Hélène Carrère d’Encausse: Decline of an Empire – THE SOVIET SOCIALIST REPUBLICS IN REVOLT. Harper, 1981 (320 ss.), her ss. 220 – 265.
[21] ) Antonio Cassese: INTERNATIONAL LAW. 2nd ed. OUP, 2005 (558 ss.), her s. 73ff.
[22] ) Alfred Verdross & Bruno Simma: UNIVERSELLES VÖLKERRECHT – THEORIE UND PRAXIS. Dritte Auflage. Duncker & Humbolt, 1984 (956 ss.) s. 241.
[23] ) Frank Diköter: MAO OCH DEN STORA SVÄLTEN. Historiska Media, 2012 (447 ss.) (Eng. Orig. Maos Great Famine, 2008)
[24] ) Jonathan Fenby: THE PENGUIN HISTORY OF MODERN CHINA – THE FALL AND RISE OF A GREAT POWER 1850 – 2008. Allan Lane, 2008 (763 ss.), her s. 557.
[25] ) Odd Arne Westad, s. 373.
[26] ) Nicholas V. Riasanovsky: A HISTORY OF RUSSIA. 3rd. ed. OUP, 1977 (762 ss.), s. 431 og Andreas Kappeler: RUSSLAND ALS VIELVÖLKERREICH – Entstheung-Geschichte-Zerfall. C. H. Beck, 1993 (393 ss.), s. 173 ff..
[27] ) The Maritime Executive 29. 9. 2018. Se https://maritime-executive.com/article/venta-maersk-completes-northern-sea-route-passage
[28] ) Geopolitical Futures 12. 10. 2018. Se https://geopoliticalfutures.com/new-route-asia-europe/
[29] ) Jon Rahbek-Clemmensen & Camilla T. N. Sørensen (red.): SIKKERHEDSPOLITIK i Arktis og Nordatlanten. DJØF Forlag, 2021, 324ss. Om Kinas maritime silkevej i historiskt perspektiv, se Roderich Ptak: DIE MARITIME SEIDENSTRASSE – Küstenräume, Seefart und Handel in vorkoloniale Zeit. C. H. Beck, 2007 (368ss).
[30] ) ”The Arctic – a Russian Vulnerability” i Geopolitical Futures, 4. 8. 2017.
[31] ) Rudolf Hermann: “Von der Eiswüste zur machtpolitischen Arena – das neue Gesicht der Arktis”, Neue Zürcher Zeitung, 10. 7. 2020.
[32] ) China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities—Background and Issues for Congress. Congressional Research Service. Updated November 10, 2022 (63 ss.).
[33] ) EN WIKI, List of fleets – Wikipedia
[34] ) EN WIKI, USN Fleets (2009) – United States Second Fleet – Wikipedia
[35] Matthias Kamp:”Chinas Nationaler Volkskongress wählt Xi Jinping für eine dritte Amtszeit zum Staatspräsidenten” i Neue Zürcher Zeitung China: Volkskongress wählt Xi Jinping zum Staatspräsidenten (nzz.ch) og Matthias Kamp:”Xi Jinping will die chinesische Armee zu einer «grossen Mauer aus Stahl» formen” I Neue Zürcher Zeitung, 13. 3. 2023 Xi Jinping will Chinas Armee stärken | NZZ
[36] ) Qiao Lang & Wang Xiangsiu: UNRESTRICTED WARFARE – China’s master plan to destroy America. Natraj Publishers, 2007 (197 ss.)
[37] ) General Erich Ludendorff: Der totale Krieg. Ludendorffs Verlag G.m.b.H, 1935 ( 120ss.). Wang & Xiangsui nævner Der totale Krieg s. 29.
[38] ) Lang & Xiangsiu, ss. 29 – 33.
[39] ) Christopher Greenwood: “Historical Development and Legal Basis” I Dieter Fleck (ed.): HANDBOOK OF INTERNATIONAL HUMANITARIAN LAW. 2nd ed. OUP, 2009 (770 ss.), her ss. 1 – 43.
[40] ) https://www.lefigaro.fr/international/le-sud-global-rechigne-a-sacrifier-ses-interets-pour-punir-la-russie-20230223
[41] ) Michel Duclos (directeur.): Guerre en Ukraine et nouvel ordre du monde. Institut Montaine, Éditions de l’Observatoire, Février 2023 (228 ss.).
[42] ) Ove Bring: ANFALLSKRIGENS ARGUMENT – KONSTEN ATT RÄTTFÄRDIGA VÅLD. Historiska Media, 2022 (207 ss.) og Katinka Svanberg & Ove Bring: FN-stadgan och världspolitiken – Om folkrättens roll i en föränderlig värld. 5. Upplagan. Norstedts Juridik, 2019 (610 ss.), her, ss. 114 – 166.
[43] ) https://www.ipag.org/about-us/personnel/
[44] ) https://en.wikipedia.org/wiki/AUKUS
[45] ) Se BBC-kommentaren « Putins kamp mod Vesten » https://www.dr.dk/drtv/se/putins-kamp-mod-vesten_-en-farlig-vej_363709 43minutter inde i udsendelsen og de følgende minutter.
[46] ) Lars Werner :»L’île de Gotland et la crise ukrainienne» i Les Cahiers de la Revue Défense Nationale, 6 février 2022, ss. 13 – 17.
[47] ) https://www.dr.dk/drtv/se/putins-kamp-mod-vesten_-en-farlig-vej_363709
[48] ) Om de finske grænser gennem tiderne, se https://finland.fi/life-society/tracing-finlands-eastern-border/
[49] ) Eino Jutikkala & Kauko Pirinen: A History of Finland. New and revised edition. Dorsel, 1988, (257 ss.), ss. 151 – 221 og for et hurtigt overblik Henrik Meinander: FINLANDS HISTORIA. Lind & Co, 2020 (282 ss.), s. 99ff.
[50] ) Eino Jutikkala & Kauko Pirinen: A History of Finland. New and revised ed. Dorsel Press, 1988, s. 216 (257 ss.), Ulf Linström & Lauri Karvonen (eds.): FINLAND – EN POLITISK LOGGBOK. Almqvist & Wiksell, 1987, s. 20 (287 ss.)
[51] ) https://www.britannica.com/place/Arctic-Ocean/Sea-ice
.png){kind=link}