Forh. lektor på Hærens Officersskole: Kina har en plan for fremtiden, som har sendt Vesten på genopdragelse i virkeligheden

(211116) - - BEIJING, Nov. 16, 2021 (Xinhua) - - Chinese Kinas president Xi Jinping mødes med USA's præsiden Joe Biden (Xinhua News Agency, Ritzau/Scanpix

Alle de store ord om frihed, demokrati og fred horisonten rundt efter jublen oven på Murens fald i november 1989, Tysklands genforening i oktober 1990 og Sovjetunionens opløsning i juledagene 1991 er siden igen og igen gjort til skamme. Nu gennemfører folkene demokrati over alt, sagde man – og vi får selvfølgelig evig fred, som Kant havde lovet, da demokratier jo ikke går i krig mod demokratier[1]. Men det gik ikke sådan! Hvorfor?

 

Helt overordnet og abstrakt må svaret vel være det halvleninistiske, at verden stadig er ujævnt udviklet, som det hedder i hans meget indflydelsesrige bog Imperialismen som kapitalismens sidste etape fra 1917.

 

Sovjetunionen blev til Rusland pr. 1. januar 1992 og Kina blev medlem af World Trade Organisation i 2001. WTO afløste GATT (General Agreement on Tariffs and Trade, 1948) i 1994 efter afslutningen af Uruguay Runden i 1993.

 

I overensstemmelse med den såkaldte Washington Consensus, en enighed der blev skabt af IMF og Verdensbanken og som foreskrev statslig afregulering, skattereformer og markedsfrihed indadtil i sammenhæng med frihandel og international gensidig afhængighed (interdependens) udadtil, forventede man som en automatisk bonuseffekt en demokratisering efter vestligt forbillede, ikke bare i Kina, men overalt i de ikke-demokratiske lande, herunder også i den muslimske verden[2]. Alt sammen i sidste ende samlet under én paraply under ledelse af USA i, hvad Simon Reid-Henry rammende kalder ”et imperium af demokrati” [3] eller som det rettere burde hedde ”et imperium af demokratier”. Francis Fukuyama leverede, mente man, de centrale argumenter, først i en artikel ”The End of History” i 1989[4] med halvvejs samme titel som den efterfølgende bog i 1992, en i øvrigt imponerende historieteoretisk begrundet underbygning af, at historien var løbet tør for alternativer til demokrati.

 

Hovedproblemet med Fukuyamas’ særdeles læseværdige bog er, at den forudsætter det, den skal vise: At den øvrige verden på Hegel’sk vis følger den vestlige verdens historie[5]. Samuel P. Huntington tog til genmæle mod denne overoptimistiske påstand, først i sin berømte artikel ”The Clash of Civilization (1993) og derefter i sin fremragende THE CLASH OF CIVILIZATIONS AND THE REMAKING OF WORLD ORDER[6]. Han blev straks skældt ud og lagt så meget for had, at redaktionen af tidsskriftet Foreign Affairs, der havde offentliggjort artiklen, så sig nødsaget til at gøre opmærksom på Huntingtons ret til at mene anderledes end sine kritikere.

 

Særligt hans påstand om at ”Islam has bloody  borders”[7] fremkaldte had. Islam var jo fredens religion, det vidste jo alle, sagde muslimerne, og venstrefløjen i Vest bakkede op! Huntingtons brøde bestod i al sin enkelhed i, at han hævdede, at der ikke kun var én verdenshistorie, som Hegel og Fukuyama hævdede, men flere, faktisk én for hver civilisation. Huntington nåede frem til, at der i hvert fald var 9 civilisationer: Den vestlige, den latinamerikanske, den afrikanske, den islamiske, den kinesiske, den hinduistiske, den ortodoks-kristne, den buddhistiske og den japanske[8].

 

Egentlig var der ikke noget nyt i Huntingtons påstand, i hvert fald ikke for os, der havde læst den franske filosof, sociolog og international-politik-teoretiker Raymond Arons superbe munkesten Paix et Guerre entre les nations (Fred og Krig mellem Nationerne)[9]. For Aron består verden som helhed af en heterogenitet af civilisationer, der på det tidspunkt, Aron skriver, er midlertidigt skjult (provisoirement dissimulée) af den bipolære blokopdeling. Det betyder modsætningsvis, at heterogeniteten af civilisationer vil poppe op fra sine skjul, når den bipolære blokpolitik ophører. Og når det sker, kan det meget vel afstedkomme, advarede Aron allerede dengang o. 1960, langt alvorligere konsekvenser end dem, vi kender fra den bipolære blokpolitik[10]. Det har han jo fået så sørgeligt ret i! Det er dér, vi står i dag, så civilisationerne bør følgelig indgå i alle seriøse makroanalyser, de være sig nationale eller internationale.

 

KINA VÆLGER SIN FREMTID SOM KINAS KINA OG IKKE VESTENS KINA

Det er da også gået helt anderledes end Washington Consensus forudså, og programmet ville ifølge Dani Rodrik heller ikke kunne realiseres. Globaliserede markeder, stater og demokrati kan på langt sigt ikke eksistere samtidig[11]. Det har den vestlige elite fejlagtigt troet. Ud fra Washington Consensus har vestlige stater sorgløst ladet sig underløbe af migrationsstrømme fra deres historisk-ideologiske ærkefjende, den islamiske civilisation. De kom jo for i frihed at kunne udfolde sig som demokrater! Egensindigt omdøbte man dem til flygtninge – hvad nogen også var – men det forhindrede som bekendt ikke forfærdeligt mange af dem i at gøre deres bedste for at undergrave Vesten politisk, økonomisk og kulturelt, men Vesten så en anden vej.

 

Den kinesiske elite har for sin del anvendt den imponerende kinesiske økonomiske vækst, der fulgte som resultat af Kinas stærkt selektive tilslutning til Washington Consensus, til at gribe tilbage i sin 5000 år gamle civilisation for at skabe sit eget civilisatorisk funderede fremtidsbillede. Tanken var ellers fra Vesten side, at Kina skulle bygge oven på de vestlige landes erfaringer og efter Murens fald bevæge sig i retning af vestligt demokrati, hvorefter Kina fredeligt ville kunne konvergere mere og mere mod Vesten.

 

Den kinesiske regering ville noget andet og bekendtgjorde i september 2011 i sit Hvidpapir om Kinas udenrigspolitik, at man afviste Vestens Kinavej til fordel for Kinas Kinavej, idet det her slås fast, at den kinesiske udenrigspolitik skal bygge på Kinas fine kulturelle tradition, og at ”den fredelige udvikling løfter den kinesiske historiske og kulturelle tradition fremad” (min oversættelse)[12]. Hvad Kinas interne udvikling angår, var det ikke mindst de fatalt forkerte vestlige anvisninger til Rusland efter kommunismens fald, der resulterede i Kinas brud med Washington Consensus’ markedsfundamentalisme. En ny debat om udviklingen af en egen Kina-model tog form i Kina. Man kaldte den trodsigt kaldte Beijing Consensus[13]. Dermed blev Kina Vestens største nutidige ikke-vesten-magt og ydermere også den største fremtidige potentielle fjende: Militært, økonomisk, politisk og kulturelt.

 

SKRUESTIKKEN

Ret beset er det jo noget af en politisk genistreg fra Vestens side helt frivilligt og med åbne øjne og arme at manøvrere sig selv ind i en skruestik, hvis ene kæbe er den voksende indre trussel fra muslimske indvandrere, der er brohoved for islams udbredelse som civilisation inde i Vesten via de universelle menneskerettigheder, og hvis anden kæbe er den ydre trussel fra verdens hurtigst ­voksende og folkerigeste stormagt, der som stormagt[14] har som program at kæmpe for at underordne Vesten som civilisation under Kina som civilisation. Skruestikkens stang drejes frem og tilbage af de aktuelle begivenheder. Det er dem, der øger eller mindsker kæbernes kvaseeffekt.

 

Vesten synes heller ikke at have opdaget, at Kinas strategi, som Den Nye Silkevej i øvrigt er en del af, stadig er Maos, aktivt at lade ’landet omringe byen’, som Mao kaldte det, for derefter at indtage den[15], eventuelt med hjælp fra Islam i form af den store muslimske indvandring til Vesten[16] – ’landet’ forstået som ’Ikke-Vesten’ og ’Vesten’ som ’byen’. Maos strategi ’land omringer by og indtager den’ har i øvrigt en parallel til ’ørken erobrer by og indtager den’ i den store muslimske tænker, qadi (dommer), sociolog og historiker Ibn Khalduns hovedværk Muqqadimah (Indledning til Historien)[17]. Ibn Khaldun er populær blandt muslimske indvandrere til Vesten. Så Kina og islam skal i begyndelsen i samme retning.

 

RUSLAND SOM KINAS FORPOST MOD EUROPA

En udvikling der bliver mange gange forstærket af Ruslands krig i Ukraine. Vesteuropa udskifter for øjeblikket sin dumsmarte afhængighed af Rusland med en forstærket afhængighed af de muslimske lande i Mellemøsten. Europa har sparket sig selv tilbage til oliekrisen i efteråret 1974, men nu på et langt højere og langt farligere niveau for Vestens indre og ydre sikkerhed end i 1974, idet 1974 var før den islamiske fundamentalisme foldede sig ud, først i den libanesiske borgerkrig 1975 – 1990 og siden 1979 i Iran med Khomeinis magtovertagelse i februar. I 1974 var Saudi-Arabien fundamentalismens eneste bastion. Vestens ledere er i dag lige så himmelfaldne nu et år efter nederlaget i Afghanistan som shahen af Persien var da urolighederne tog til i 1978. Det må dog retfærdigvis tilføjes, at den hurtige og kontante reaktion på Rusland angrebskrig mod Ukraine 24. februar 2022 kan være begyndelsen til Vestens genopretning. Det kræver dog, at de vesteuropæiske stater tilbagetager suveræniteten fra alle menneskerettighedskonventioner og deres domstole.

 

KINADRØMME ELLER KINA DRØMMER

Vi ved, hvad muslimerne vil, de vil indføre shariaen overalt[18], men hvad vil Kina? Det spørgsmål undersøger William A. Callahan i sin bog China Dreams – 20 VISIONS OF THE FUTUR[19]. Her er 20 vigtige bidrag til at forstå, hvordan Kina opfatter sig selv og os vesterlændinge. Her hører vi, hvad mere eller mindre almindelige kinesere forestiller sig bør være Kinas fremtid – og ikke mindst denne fremtid i relation til Vestens fremtid.

 

Callahan er en fremtrædende Kina-specialist, der både taler og skriver kinesisk. Han er professor i international politik ved London School of Economics and Political Science. Bogen kan uden problemer læses alene, og den bør læses af alle, der vil have en kvalificeret forståelse af Verden med Kina som supermagt. Den bygger videre på hans CHINA – THE PESSOPTIMIST NATION fra 2010[20], som var en øjenåbner for mig.

 

Betegnelsen ”pessoptimist” i den sidste bogs titel dækker over at både pessimisme og optimisme kæmper voldsomt med og mod hinanden hos den kinesiske ledelse og befolkning som helhed. Callahan taler om en særlig kinesisk følelsesstruktur[21], hvor det optimistiske og fremadrettede kommer til udtryk både ude og hjemme, mens det pessimistiske primært kommer til udtryk hjemme og derfor ikke får den opmærksomhed i Vest som det burde.

 

I det optimistiske perspektiv fremhæver man fra officiel kinesisk side, at Kina vil vokse fredeligt i styrke og i harmoni med resten af verden. Det er det billede Kina har vist af sig selv i forbindelse med de 2 succesfyldte gennemførelser af OL’er i Beijing, sommer i 2008 og vinter i 2022 og i Shanghai World Expo i 2010, der officielt blev fremstillet som ”the Olympics of Culture”. Læs lige formuleringen igen: ”the Olympics of Culture”!

 

Det pessimistiske perspektiv tager udgangspunkt i, at Vesten har undertrykt og nedværdiget Kina, hvor særligt Opiumskrigen, som den kinesisk-engelske krig 1839 – 1842 oftest kaldes, fremhæves af den kinesiske ledelse[22], og at den nye styrke skal anvendes til at hævne fornedrelsen.

 

China Dreams – 20 VISIONS OF THE FUTURE er i flere henseender en bemærkelsesværdig bog, dels fordi den er Callahans eneste bog hidtil, siger han, som ikke er blevet censureret i Kina, men ikke nok med det! Den er også blevet publiceret af Central Compilation and Translation Bureau, der hører under kommunistpartiets centralkomite[23].

 

Den bryder med, hvad vi var vant til at høre fra den nu opløste Sovjetunionen og folkedemokratierne i det kommunistiske Østeuropa. Bogen er også bemærkelsesværdig, fordi Callahan her undersøger Kina i en særlig periode, hvor der åbnede sig ”windows of opportunities”, der med valget af Xi Jinping (1953 – ) til generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti (KKP) i november 2012 og efterfølgende i marts 2013 som præsident efterhånden er blevet lukket igen. I den forstand kan perioden måske sammenlignes med det såkaldte TØBRUD efter Stalins død i marts 1953, men samtidig må vi huske på, at Kina ikke er Sovjetunionen.

 

Bogens titel lægger sig i forlængelse af, at Xi i sin første offentlige tale som generalsekretær bekendtgør, at hans drøm om Kina er at opnå en foryngelse (rejuvenation) af den kinesiske nation, hvor hver persons fremtid og skæbne er tæt forbundet med landets og nationens fremtid og skæbne[24]. Talen holdtes meget signalbevidst i Nationalmuseets renæssanceafdeling, der ligger indtil Den Himmelske Freds Plads i Beijing[25]!

 

BORGERINTELLEKTUELLE

I China Dreams introducerer Callahan et for mig nyt begreb ”citizen intellectuels”, borgerintellektuelle. Hermed menes alle de intelligente, højt uddannede og vidende personer, der offentliggør tekster og analyser om, hvad de som mere eller mindre privatpersoner mener om Kina, dets historie, dets nutid og dets fremtid.

 

Fra Sovjetunionen og de østeuropæiske lande kender vi todelingen mellem regimets folk og samizdat, undergrundsintellektuelle der er i fundamentalopposition til systemet. Borgerintellektuelle er ikke i fundamentalopposition til systemet, blot kritikere der mener noget andet end regimets folk, men uden at ville systemet til livs.

 

Begrebet ’borgerintellektuel’ er inspireret af Vaclav Havel (1936 – 2011) fra den tjekkoslovakiske Charter 77 gruppe. Havel blev senere efter Murens fald det nye Tjekkoslovakiets første præsident 1989 – 1992 og efter Tjekkoslovakiets opløsning, som han var imod, i 1992 også Den Tjekkiske Republiks første præsident 1993 – 2003. Havels essay fra 1978 om De Magtesløses Magt[26]er meget populært i Kina[27].

 

En af dem, der er inspireret af Havel, er Han Han, en normbryder, professional raserbilkører, forfatter og blogger. Han mener, at en fløjlsrevolution ledet af intellektuelle à la den tjekkoslovakiske er usandsynlig i Kina[28]. Havel inspirerer ham på anden vis. Han mener, at man af Havel kan lære at tænke politik på en anden måde. Havels metode for samfundsmæssig forandring bygger på folks bestræbelse på i det små at bygge parallelle kulturer, parallelle markeder og dermed også et parallelt samfund, der tilsammen danner et nyt borgerligt samfund.

 

Han Han skriver således om almindelige menneskers små dagligdags økonomiske afsavn og mangler. Han advarer direkte mod at spille på de store følelser ved at tale om en stor revolution. Han er fortaler for de små skridt, der umiddelbart gavner almindelige mennesker, men som samtidig gør ondt på parti-statens legitimitet, fx fordi parti-staten igangsætter store spektakulære projekter, der mere skal dupere den almindelige kineser end gavne vedkommende. Han Han er ikke bare fortaler for reformisme i modsætning til revolution, han er nærmere bestemt fortaler for en særlig borgernær reformisme.

 

De borgerintellektuelle udgør i øvrigt en broget flok med hensyn til køn, uddannelse og beskæftigelse, og de blogger, skriver artikler og udgiver bøger og laver film – på kinesisk og engelsk. Nu kunne man tro, at de alle var bosat i Kina, men det er langt fra tilfældet. Mange er ansat ved europæiske og amerikanske universiteter. Nogle er økonomer, andre er samfundsvidenska­beligt uddannede eller filosoffer, forfattere eller kunstnere som fx Ai Weiwei[29]. Nogle er uddannede i Vesten, andre i Kina eller i Taiwan eller i Nordkorea. Der er også militærfolk. Nogle er endda ansat i organer tilknyttet Kinas Kommunistiske Parti eller den kinesiske stat, men deltager derudover i den offentlige debat med mere eller mindre personlige analyser og synspunkter. En enkelt er endda frivilligt flyttet fra Taiwan til fastlandet. I Taiwan var han militærmand (Hæren). Det skete i 1979, året efter at Deng Xiaoping proklamerede sine reformer. Han er i dag en meget indflydelsesrig økonom, var senior vicepræsident for Verdensbanken (2008 – 2012) og er dets cheføkonom, og han hedder Justin Yifu Lin (1952 -)[30]. Det er ham, der om nogen står bag den såkaldte China Model (Beijing Consensus) for økonomisk udvikling, hvor en autoritær regeringsform kombineres med fri markedsøkonomi. Han er også Kinas håb om en Nobelpris i økonomi.

 

DEN GULE RACE MOD DEN HVIDE

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er blevet meget forbavset over bredden i debatten, hvad emner og ideer angår, ved at læse Callahans bog, men også meget overrasket over, hvor frejdigt man ikke bare anlægger race-biologiske synspunkter, men også over de vidtgående konsekvenser debattørerne drager af dem. Det er skræmmende!

 

De borgerintellektuelle er som sagt alle højt uddannede og meget engagerede i Kinas fremtid og status i verden, herunder også Kinas forhold til Vesten og særligt til USA. Det er særligt bemærkelsesværdigt, synes jeg, at ingen nævner menneskerettigheder. Det skyldes formentligt, at menneskerettigheder tager udgangspunkt i lighed mellem mennesker uanset race, køn eller religion, mens de fleste borgerintellektuelle derimod kinesere flest tager udgangspunkt i en racetænkning mellem mennesker, hvor den gule race (deres egen betegnelse) står øverst i race­hierarkiet. Lige under den har vi den hvide race, derefter den røde, brune og lavest den sorte race. Kinas Kommunistiske Parti deler følgerigtigt Kinas befolkning op i officielt 56 etniske grupper med han-kineserne, der udgør 90 % af befolkningen, øverst. De resterende 55 etniske grupper omfatter bl. a. tibetanere, uighurer og mongoler.

 

Hierarkiet mellem mennesker går hos de borgerintellektuelle igen i det tænkte fremtidige forhold mellem staterne i det internationale system. Her tænkes Kina repræsenteret ved han-kineserne at stå øverst, og alle andre stater placeres i et nedadgående hierarki, hvor de undergivne stater betaler tributter til Kina.

 

Kampen mellem staterne er en nådesløs social-darwinistisk kamp for survival of the fittest[31] mellem først og fremmest den gule og den hvide race, der anses for at være den eneste race, der kan måle sig med den gule.

 

Denne nådesløse kamp anses også for at være den eneste retfærdige målestok for verdensherredømmet[32].

 

Brune og sorte er tilsyneladende så lavtstående, at dem gider man ikke beskæftige sig med. De skal bare finde sin retmæssige plads lavest nede i hierarkiet.

 

KINAS DRØM – TIANXIA – DET FULDENDTE SAMFUND UNDER-HIMLEN

Tianxia er et klassisk konfutsiansk begreb for kinesisk soft power. De konfutsianske ritualer tænkes/påstås at forene alle-under-himlen ved deres fredelige tiltrækning snarere end erobring[33].

 

Kina som den kommende stærkeste og sejrende verdensmagt er udtryk for Kinas unikke eneståenhed og overlegenhed, hvilket pålægger Kinas ledere at tage på sig ”den gule mands byrde”(!), nemlig at civilisere verden. I Kina har civilisationsbegrebet været anvendt i årtusinder og det er altid knyttet sammen med sin modsætning barbariet. Her afviger det kinesiske civilisationsbegreb fundamentalt fra det Huntington’ske, idet Huntingtons civilisationer er ligestillede[34], de er indbyrdes forskellige, men ingen er bedre end en anden.

 

Derfor er det også en helt afgørende kvalitet ved det kinesiske civilisationsbegreb, som det forstås i dag, at det både er anti-vestligt og anti-demokratisk[35]. Kinas ”mission civilisatrice” er qua den iboende fredelige civilisation, som Kina hævder at være, at bygge ”a World of Great Harmony” (shije datong). ”Fred, åben op, samarbejde, harmoni og win-win er vor politik, vor ide, vort princip og det vi stræber efter”, som det hedder om Kinas udenrigspolitik i Hvidpapiret herom fra 2005[36]. Andetsteds hedder det, at Kina er en iboende fredelig civilisation i modsætning til den vestlige, der iboende er voldelig. Iflg. Kinas Akademi for Militær Videnskab har det ikke forhindret Kina i dets lange imperiale tid 770 f.Kr. – 1912 e.Kr. at udkæmpe 3.756 krige, d.v.s. et gennemsnit på 1,4 krige pr. år[37]!  Kinadrømme er Kinas stormagtsdrømme om et kinesisk verdensimperium med form som en pyramide og med Kina øverst.

 

VIRKELIGHEDEN HAR SENDT VEST PÅ GENOPDRAGELSE I VIRKELIGHEDEN

Hovedparten af den vestlige udenrigspolitik efter Murens fald ligger i ruiner, særligt den europæiske. De vestlige politikere og deres rådgivere er af virkeligheden nu sendt på genopdragelse i selvsamme virkelighed. Håber de lærer hurtigere end hurtigt.

 

Vesten er en ø, en særling hvor lighed er den bærende norm for menneskeligt samvær, i et frådende hav af det modsatte, hvor hierarki er både realitet og ideal. Det er i det hav, Vesten hurtigere end hurtigt skal lære at fremme sine vitale interesser i stedet for at fortsætte i det selvbedrag, at alle ikke-vestlige lande higer efter at blive som os.

 

Prioritet nummer ét må være at Vesten styrker sit militære forsvar meget kraftigt. Kun fra en styrkeposition kan vi opnå de forhandlingsresultater, der tjener de vestlige interesser.

 

Vi er dermed tilbage ved en gammel sandhed: Si vis pacem, para bellum, sådan som den romerske militærhistoriker Vegetius (o. 390 e.Kr.)  sammenfattede sine studier: Hvis du vil have fred, forbered krig! Det forekommer mig stadig at være det bedste råd! Selv om det ikke kan stå alene.

  1. september 2022

Henning Duus

Henning Duus er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor han siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

 

[1] ) Hovedværket var Michael W. Doyle:”Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs” i Philosophy & Public Affairs. Vol. 12, No 3, 1983, ss. 205 – 235 (Part 1) og Philosophy & Public Affairs. Vol. 12, No 4 1983, ss. 323 – 353 (Part 2).

[2] ) Branko Milanovic: GLOBAL INEQUALITY – The New Approach for the Age of Globalization. Belknap-Harvard University Press, 2016, ss. 157 – 161.

[3] ) Simon Reid-Henry: EMPIRE OF DEMOCRACY – The Remaking of the West Since the Cold War. John Murray, 2019 (870 ss.).

[4] ) Francis Fukuyama: ”The End of History” I The National Interest, Summer 1989, pp. 3 – 18

[5] ) Francis Fukuyama: THE END OF HISTORY AND THE LAST MAN-With a New Afterword. Free Press, 2006 (1992) (432 ss.).

[6] ) Samuel P. Huntington: THE CLASH OF CIVILIZATIONS AND THE REMAKING OF WORLD ORDER. Simon & Schuster, 1996 (368 ss.).

[7] ) THE CLASH OF CIVILIZATIONS AND THE REMAKING OF WORLD ORDER, ss. 254.

[8] ) Huntington, ss. 26 – 27.

[9] ) Raymond Aron: Paix et Guerre entre les nations. 6e Edition Revue et Corrigée. Calman-Lévy, 1968 (1962) (794 ss.)

[10] ) Paix et Guerre, s. 399.

[11] ) Dani Rodrik: The Globalization Paradox – Why Markets, States, and Democracy Can’t Coexist. OUP, 2012 (346 ss).

[12] ) Yan Xuetong: ANCIENT CHINESE THOUGHT, MODERN CHINESE POWER. Princeton University Press, 2011 (390 ss + Preface to the Paperback Edition, ss. Xi – xiv), s. xi.

[13] ) Dani Rodrik, s. 36.

[14] ) China Dreams, s. 17.

[15]) Stuart R, Schram: The Political Thought of MAO TSE-TUNG. Revised & enlarged edition. Praeger, 1974, ss. 288-290.

[16] ) Geoffrey Kemp: The East Moves West. India, China, and Asia’s Growing Presence in the Middle East. (Washington, DC: The Brookings Institution Press, 2010), p. 57.

[17] ) Charles Issawi: An Arab Philosophy of History-selections from the Prolegomena of Ibn Khaldun of Tunis (1332 – 1406). John Murray, 1950, 206ss. Kan hentes gratis på nettet

[18]) Henning Duus: “Islams forestilling om retfærdighed” https://www.respublica.dk/?p=2842

[19]) William A. Callahan: China Dreams – 20 VISIONS OF THE FUTURE. OUP, 2013, (212 ss).

[20] ) William A. Callahan: CHINA – THE PESSOPTIMIST NATION. OUP, 2010 (266 ss).

[21] ) CHINA – THE PESSOPTIMIST NATION, s. 10.

[22] ) CHINA – THE PESSOPTIMIST NATION, s. 36 og passim.

[23] ) China Dreams, Preface.

[24] ) China Dreams, s. 21.

[25] ) Börje Ljunggren: Den kinesiska drömmen – Xi, makten och utmanningarna. Hjalmarson & Högsberg, 2017, s. 24ff..

[26] ) Vaclav Harvel: De Magtesløses Magt. Gyldendal, 1991 (188).

[27] ) China Dreams, s. 35.

[28] ) China Dreams, ss. 139 – 145.

[29] ) China Dreams, s. 33 ff.

[30] ) China Dreams, s. 5, s. 71 ff.

[31] ) China Dreams, s. 116f.

[32] ) China Dreams, s. 107ff,

[33] ) CHINA – The Pessoptimist Nation, s. 20.

[34] ) CHINA – The Pessoptimist Nation, s. 19.

[35] ) China Dreams, ss. 156 – 159.

[36] ) China Dreams, s. 47.

[37] ) China Dreams, s. 47f.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…