Vi skylder de besværlige og uforskammede tak

Rasmus Paludan under en demonstration i Danmark

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

I sidste uge indgav svensk politi en anmeldelse af Rasmus Paludan for overtrædelse af den svenske pendant til den danske racismeparagraf, hetz mod folkegruppe. Formålet med anmeldelsen er på overfladen at få afklaret, om det vitterlig er lovligt at afbrænde koraner, men anmeldelsen er tydeligvis båret af et brændende ønske om at slippe for at skulle beskytte Rasmus Paludan. Og det ønske kan man på lange stræk godt forstå, for Paludan har egenhændigt eksponeret det svenske politis afmagt og det faktum, at det ikke er politiet, men derimod grupper af voldsparate muslimer i alle aldre og af alle køn, der har tilranet sig voldsmonopolet i Sverige. En bekræftelse på, at koranafbrændinger er lovligt og deraf følgende krav om fortsat politibeskyttelse af Paludans koranafbrændinger, vil således kunne føre til noget nær kollaps af svensk politi og i den optik er anmeldelsen reelt at betragte som et nødskrig fra en druknende.

 

Det er på en gang frygteligt og fascinerende at følge den galopperende udvikling i – eller måske rettere: afvikling af – Sverige, men det er også vigtigt at forstå, at den lammetævning af svensk politi vi har været vidne til på det seneste, blot er en eksponering af, hvordan forholdene reelt er og har været i årevis i det svenske samfund. Det er det frygtelige. Det fascinerende er, at en enkelt mand, Rasmus Paludan, har gjort sig selv til den prisme, svenskerne og også vi selv nu er tvunget til at betragte vores samfund igennem.

 

Det kræver en helt særlig psyke at bruge sig selv så konsekvent og vedholdende, og alle der har mødt Rasmus Paludan vil da også kunne skrive under på, at han ikke er som de fleste. Han er ekspert i at støde folk fra sig, også dem, der vil ham det godt, med sin på en gang pedantiske og grænseoverskridende adfærd, der hurtigt kan blive perfid på det personlige plan, hvis han bliver irriteret. Og det bliver han altid på et tidspunkt, for han kører konsekvent efter sin helt egen dagsorden, som ikke tåler modsigelse og som han vil have andre til at lystre. Han er reelt uden samarbejdsevner og har hverken blik for eller lyst til at sætte sig ind i andres følelser eller behov. Det har fået den ene efter den anden af hans ellers trofaste støtter til at forlade ham og han fremstår derfor på lange stræk som en meget ensom mand.

 

Når det er sagt, så er Rasmus Paludan også intelligent, knivskarp og hurtig i replikken og frem for alt fredelig. Hans provokationer og fornærmelser er aldrig båret af voldelige eller antidemokratiske undertoner, hverken når han stiller sig op på gader og torve eller når han deltager i debatter i medierne. Og han har ubetinget leveret noget af det bedste radio og tv i mands minde: som da han og Mimi Jakobsen omdannede det ellers tandløse DR1 hyggeprogram Aftenshowet til en verbal krig om, hvem af dem, der lignede Hitler mest. Det var kosteligt. Eller forleden i P1 Debat, hvor Özlem Cekic påstod, at Rasmus Paludan havde kaldt hende for en abeunge og en luder, og Paludan benægtede og sagde, at det ville være en hån mod aber og ludere. Det fik programværten til at lukke for Paludans mikrofon, en handling hun helt sikkert havde forudset.

 

Og så har han leveret nogle af de mest rammende og præcise onelineres i dansk politik i mange år. Som da han sagde, at hvis danskerne vågnede op på fredag og alle muslimer var ude af landet, var der ikke én, der ville savne dem.

 

Paludan er en tumling: han er umulig at holde nede, men rejser sig den ene gang efter den anden trods konstant udskamning og den bekymrende omstændighed, at alle synes mere optaget af at lukke munden på ham i stedet for at løse de problemer han eksponerer. Det kræver en særlig personlighedstype – sandsynligvis lige præcis en personlighed som Paludans, for alle andre ville for længst være bukket under for presset.

 

Fælles for hele Paludans virke er, at hvor provokerende og fornærmende han end optræder, altid er fredelig og altid holder sig inden for den demokratiske skive og ytringsfrihedens grænser. Det er det centrale og det afgørende. På den måde udfylder Rasmus Paludan en dobbeltfunktion: han både eksponerer de syge sider af vores samfund og minder os om, hvad ytringsfriheden drejer sig om: at forsvare andres ret til at sige det, man ikke vil høre. Jeg mener, vi skylder Rasmus Paludan tak.

 

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…