3 stjerner ud af seks
Prinsesse Diana er tilsyneladende en skikkelse, som mange ikke kan få for meget af. I hvert fald dukker hun op forsat op i alle mulige (medie)sammenhænge og nu også i en ny spillefilm instrueret af Pablo Larrain (født 1976).
Instruktøren har en lang karriere bag sig med film som ”Fuga” (2006), ”Tony Manero” (2008), ”No” (2012), ”The Club” (2015), ”Neruda” og ”Jackie” (2016) og ”Gloria Bell” (2018) med Julianne Moore i hovedrollen.
Hans seneste værk handler om Prinsesse Diana i nogle få skæbnesvangre dage af hendes liv, hvor filmens påstand er, at hun her træffer et afgørende valg.
Handling
Prinsesse Diana (Kristen Stewart) er på vej i sin sportsvogn til Sandringham Gods for at holde jul med den royale familie. At det er prinsessen, finder biografgængeren først ud af, da Diana må stoppe op undervejs ved en restaurant for at spørge om vej. Gæsterne er ved at tabe både næse og mund over at være i samme rum som berømtheden – for se, det er jo Diana!
Men hvorfor kører prinsessen alene i sin bil? Hvorfor er der ingen sikkerhedsfolk? Noget synes at være galt, og den fornemmelse skal meget snart blive bestyrket.
Diana befinder sig i en turbulent fase af sin tilværelse, hvor ægteskabet med Prins Charles er i frit fald. Han dyrker omgang med Camilla Parker-Bowles og er oven i hatten så ufølsom at give sin hustru og elskerinde identiske perlekæder.
Tanken om at skulle tilbringe juledagene inden for en snærende royal rutine og (påklædnings)etikette med store middage og fasanjagt slår Diana yderligere ud af kurs og balance. Hendes bulimi griber om sig, og hun spejler den pålagte rolle som kommende dronning i en biografi om Anna Boleyn (1501-1536), der som bekendt var gift med Henrik VIII og endte med at blive halshugget på baggrund af anklager om ægteskabsbrud og højforræderi.
Diana føler sig som offer og kastebold for konventioner, hun ikke mere kan se mening og formål med. Hun er dybt ulykkelig. Længes efter og drømmer om barndommens sorgløshed på det nærliggende Spencer-gods, der dog ikke mere er beboet, og skal samtidig forsøge at beskytte sønnerne, William og Harry. Det endskønt hun dårligt nok kan tage vare på sig selv.
Indimellem hallucinerer hun – og glider tilsyneladende stadig nærmere på et sammenbrud.
Hvordan skal det ende?
Ikke en tone eller replik bliver ramt skævt
Den altdominerende hovedrolle spilles af Kristen Stewart, der fik sit gennembrud som Bella Swan i Twilight-sagaen. Hun dækker rollen fremragende, og filmen er værd at se på grund af det fine skuespil. Ikke bare hos hovedfiguren, men i samtlige roller. Ikke en tone eller replik bliver ramt skævt, og det lykkes at give et godt indblik i både den pomp og pragt, der omgiver den royale familie – herunder sublime, overdådigt komponerede måltider, hvortil hører en på forhånd bestemt beklædning – og den spændetrøje samtlige kongelige medlemmer er underlagt.
Ifølge instruktøren beslutter Diana sig i disse juledage for at forlade Charles, fordi hun erfarer, at hendes egen identitet betyder mere for hende end den royale familie og den britiske nation. Valget – og den proces, der fører frem til valget – er ”Spencer”s omdrejningspunkt.
Lykkes det at formidle den smertefulde vej, Diana betræder? Både ja og nej.
Slutningen på historien, kender vi i dag, og ”Spencer” giver sit bud på, hvordan Diana ad snirklede stier med mange bump og huller når frem til at træffe sit valg: Hun vil ikke være dronning.
Om Pablo Larrain har fat i den lange ende med sin fortolkning, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre. Jeg er dog ikke ganske overbevist.
Længde: 111 minutter
- Medvirkende: Kristen Stewart, Sally Hawkins, Timothy Spall m.fl.
- Instruktør: Pablo Larrain
- Manus: Steven Knight
- Censur: 11 år
- Premieredato: d. 25. december
SPENCER teaser trailer – biografpremiere 25. december – YouTube
