Tidligere lærer ved Hærens Officersskole: Israel er en stabiliserende kraft i Mellemøsten

Arkiv

Over 4300 raketter af forskellig rækkevidde blev affyret fra Gaza Striben mod Israel i de 11 dage fra 10. 5. til 21. 5. 2021. Ca. 200 nåede ikke uden for Gaza Striben. Nogle få stykker blev også affyret fra Libanon. 90% af raketterne blev opfanget af Israels imponerende og egetudviklede missilforsvarssystem Iron Dome, som man straks efter våbenhvilen 21.5. begyndte at opgradere for at forberede sig til næste runde.

 

Hvorfor denne ildregn af raketter, droner og brandballoner, der blev sendt ind over Israel og spredte død og ødelæggelse en del steder? Hvorfor ofrede Hamas og palæstinensisk Islamisk Jihad over en fjerdedel af sit eget formodede arsenal på ca. 15.000 raketter på den småtingsafdeling, som de i medierne anførte årsager er? Hvorfor er Hamas og Islamisk Jihad parate til at påtage sig de betydelige materielle ødelæggelser på egen side fra de i øvrigt beundringsværdigt præcise israelske bombardementer? Og her vil jeg gerne indskyde, at jeg tilfældigvis ved, at Israel ikke bomber et eneste mål, uden at det er godkendt af israelske militærjurister som værende i overensstemmelse med krigens love, eller som de hedder nu om stunder: IHL, international humanitarian law.

 

Ingen har mig bekendt stillet de ovennævnte spørgsmål. I stedet er man alle steder gået ud fra, at sådan er det bare – som en rituel handling, hvor Israel i mainstreammedierne er den aggressive part og Hamas og palæstinensisk Islamisk Jihad er de stakkels ofre, der tappert forsvarer befolkningen i Gaza. Intet kunne være mere forkert, både ifølge israelsk opfattelse og ifølge Gaza-befolkningens opfattelse. Hamas og Islamisk Jihad har ifølge Palestine Center for Public Opinion aldrig haft et flertal af den voksne befolkning i Gaza bag sig for deres raketaffyringer og afsendelsen af brandballoner ind over Israel. Befolkningsflertallet afviser Hamas provokationer overfor Israel. Over halvdelen af befolkningen i Gaza forkaster ifølge de seneste opinionsundersøgelser Hamas’ styre[1]. I den forbindelse er det også vigtigt at tilføje, at Hamas i øvrigt kom til magten i et stærkt manipuleret valg 25. 1. 2006, hvor de bevidst skjulte deres krigeriske hensigter[2] og kort tid efter udbrød der også borgerkrigslignende tilstande mellem Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden.

 

Hamas spiller teater med rigtige våben og rigtige døde og lemlæstede

Overordnet set demonstrerer en sådan bortødslen af egne våben, at Hamas og Islamisk Jihad ikke anser Israel for at udgøre en egentlig trussel. Havde man frygtet udslettelse fra et israelsk storangreb, havde man sparet på våbnene til sådanne alvorlige tider og undgået enhver provokation. I så fald havde der eksisteret en terrorbalance på konventionelle våben mellem de to og en terrorfred ikke ulig Den Kolde Krigs terrorbalance og terrorfred, blot med den store forskel, at den sidste hvilede på atomare våben. Men en sådan konventionel terrorfred eksisterer ikke eller rettere kun for en relativt kort tid, fordi det er sådan, Hamas og Islamisk Jihad ønsker det. Terrorfreden benyttes ikke som i de sidste 15 år af Den Kolde Krig til at udbygge de tillidsskabende foranstaltninger, der kunne overbevise Israel om Hamas og Islamisk Jihads fredelige hensigter, som oven i købet kunne demonstrere fornuften i en tostatsløsning. I stedet benytter man freden til at opbygge sin militære styrke med henblik på nye angreb helt i overensstemmelse med jihad-tankegangen[3].

 

De materielle ødelæggelser interesserer man sig heller ikke for. De udbedres som altid af Vesten, som vi igen så den amerikanske præsident Joe Biden skyndte sig at love.

 

Svaret på spørgsmålet om, hvorfor Hamas og Islamisk Jihad angreb Israel, skal søges et andet sted. Det er her min påstand, at årsagen til angrebet på Israel skal findes hos Iran og i Irans overordnede strategi for at nedkæmpe Vesten, udslette Israel og jøderne og sikre sig Haram Al-Sharif med Al Aqsa Moskeen og Klippemoskeen under iransk shi’a-herredømme.

 

De af medierne anførte årsager er blot vild- og afledningsmanøvrer i et show, der er beregnet for den vestlige offentlighed, der tror på hvad som helst, bare det er anti-israelsk eller anti-jødisk. Formålet med showet er dog alvorligt nok: at undergrave Israels legitimitet og legalitet i den vestlige offentligheds øjne. Selvom denne virkelighed er reel nok, er det samtidig en som-om-virkelighed eller en agitprop-virkelighed à la den, man får, hvis man følger Lenin i ”Hvad må der gøres?” (1902). Realiteten bag showet er en helt anden, nemlig at Iran benytter Hamas og palæstinensisk Islamisk Jihad og ikke mindst Hezbollah i Libanon som sine stedfortrædere i Irans globale krig mod Vesten, sunni-islam og Israel. Hezbollah blev i den aktuelle krig, så vidt jeg kan se, holdt som en taktisk reserve, der først skulle sættes ind mod Israel, hvis Israel gik for hårdt frem mod Hamas og Islamisk Jihad og truede dem på deres eksistens.

 

Hamas følger ikke den internationale humanitære folkeret, men den islamiske siyar

Set med vestlige øjne betyder dræbte civile og uskyldige meget i en krig. Den internationale humanitære folkeret, som helt og holdent er udviklet i Vesten, hviler på et skarpt skel mellem kombattanter og non-kombattanter. De første deltager i kampene, det gør de sidste ikke. De første er det tilladt at skyde på, de sidste ikke. Civile hører alt andet lige til i den sidste gruppe. Begge parter i en konflikt har ifølge IHL pligt til at beskytte civile både egne og andres. Den pligt indgår derimod tilsyneladende overhovedet ikke i Hamas og Islamisk Jihads overvejelser. Tværtimod ser det ud til, at Hamas og Islamisk Jihad udplacerer sine våben, så civile i Gaza automatisk bliver menneskeskjolde, som kombattanterne skjuler sig bag med det formål at tvinge Israel til at bombe dem for at nedkæmpe en trussel og dermed gøre Israel til skurken i den vestlige offentligheds øjne. En sådan udplacering er fuldt tilladt ifølge islams egen folkeret siyar[4]. Vi så eksempelvis under den første Golf-krig 1990 – 1991, hvordan den ellers sekulære Saddam Hussein tog civile gidsler for at beskytte sig – også danske.

 

Forklaringen på ligegyldigheden over for egne civile skal findes i shari’a. Hamas og palæstinensisk Islamisk Jihad fører efter egen opfattelse jihad, så for dem som for muslimer flest er det en lykkelig fordel – en stor ære – at dø under jihad. Man kommer direkte i himmerige, bliver kronet med gloriens krone og bliver giftet med de 72 jomfruer. Man får ligeledes pr. automatik eftergivet alle sine synder og kan gå i forbøn for op til 70 familiemedlemmer. Man slipper ligeledes for de to frygtede dødsengle Munkar og Nakirs inkvisitoriske eksamination af den døde i graven for at klarlægge, om han nu også har levet sit liv rigtigt efter Koranens og hadithens forskrifter. Har han ikke det, henvises han til helvede. Faktisk siger traditionen, at den døde under jihad bliver så glad for at dø på denne måde, at vedkommende ønsker sig tilbage til livet, for at kunne dø i jihad nok engang, men her sætter Gud dog foden ned! Den jihaddøde muslim må nøjes med kun at komme direkte i paradis én gang[5].

 

11-dageskrigen i maj blev – og det er min påstand – startet på grund af intern rivalisering i den iranske Revolutionsgardes Qudsstyrke i anledning af: (a) udpegning af ny chef og en ny næstkommanderende og rivaliseringen mellem de to, (b) det kommende iranske præsidentvalg 18. juni 2021. Både (a) og (b) peger på, at Revolutionsgarden ville kunne styrke sin position i forhold til de andre sikkerhedsapparater i Iran og det iranske politiske system ved en konflikteskalation med Israel, hvorved man samtidig kunne øve indflydelse på valget 18. juni, hvor den nuværende præsident Hassan Rouhani har siddet i 2 valgperioder à 4 år og derfor ikke kan genvælges.

 

Denne synsmåde flugter fint med Ali Alfonehs omhyggelige beskrivelser af, hvordan Revolutionsgarden stræber efter at forandre Iran fra at være et teokrati til at blive et militærdiktatur[6].

 

Hamas og Islamisk Jihad fører stedfortræderkrig for Irans revolutionsgarde

I den aktuelle situation gætter jeg derfor på, at Hamas handlede på vegne af Iran, nærmere bestemt på vegne af Irans Revolutionsgardes Qudsstyrke, der sidste år fik ny chef efter at den foregående chef, generalmajor Qasem Soleimani blev dræbt af amerikanerne i et droneangreb 3. 1. 2020. Qudsstyrkens nye chef er den tidligere næstkommanderende, brigadegeneral Esmail Qaani. Hans næstkommanderende er brigadegeneral Mohammad Reza Fallahzadeh, der var stabschef for Qudsstyrken og blev udnævnt til ny næstkommanderende 19. 4. i år[7].

 

I så hierarkisk et system som det iranske er denne kommandokonstellation ustabil. Både chef og næstkommanderende er brigadegeneraler. Der er ligestilling, hvor der skulle være uligestilling. Hermed bliver hierarkiet internt i Qudsstyrken ustabilt og Revolutionsgarden taber prestige i forhold til Soleimani-tiden og i forhold til de øvrige iranske sikkerhedsapparater. Der er brug for en forfremmelse til generalmajor, men hvem af de to? De er begge udnævnt af Soleimani, men der er nogle vigtige forskelle: Qaani er bureaukraten, mens Fallahzadeh gerne påkalder sig Teherans opmærksomhed, men vigtigst af alt er formentlig hans forbindelse til kredsen omkring den tidligere iranske præsident Ahmadinejad, herunder Ayatollah Muhammad Taqi Mesbah-Yazdi fra Haqqani Teologiske Seminar i Qom. Centralt for denne ultrakonservative gruppe er grundsynet, dels at det eksisterende iranske politiske system er alt for demokratisk, dels at Haram Al-Sharif er helt central i forbindelse med det endelige opgør mellem Islam og resten, hvor shi’a-Islam vil sejre og Den Skjulte Imam vil vende tilbage, hvorefter korset bliver brudt, Jesus vil konvertere til shi’a-islam og alle, der ikke vil konvertere – jøder som ikke-jøder – også sunni-muslimer, der ikke vil konvertere til shi’a (!) – skal dræbes i et kosmisk blodbad, for herefter at etablere den Gudgivne shi’a-orden i verden[8]. Har jeg ret i dette, så er Hamas og Islamisk Jihads angreb på Israel formodentlig Fallahzadehs ide, men jeg gætter på, at det er Qaani, der bliver forfremmet til generalmajor, men jeg tror også at forfremmelsen først vil finde sted efter det iranske præsidentvalg.

 

Israel som bufferstat mellem Iran (shi’a) og Saudi-Arabien (sunni)

Mange antager, at det bare drejer sig om at skrue tiden tilbage til før Seksdageskrigen i juni-krigen i 1967 for derefter at påbegynde en fredsproces. Det er faktisk også, hvad FN’s berømte Sikkerhedsrådsresolution 242 fra 22. november 1967 siger, en opfordring der blev gentaget efter Jom Kippur-/Ramadan-krigen 6. 10. – 22. 10. 1973 (Oktoberkrigen) med Sikkerhedsrådsresolution 338 af 22. oktober 1973.

 

Intet kunne være mere forkert. Konfliktakserne er skiftet ud. Hverken i 1967 eller i 1973 var religionen afgørende. Shahen sad stadig på påfugletronen i Teheran og Nasser, henholdsvis Anwar Sadat var præsident i Egypten. Dengang var det en territorial konflikt, hvor det gav mening at tale om en tostatsløsning mellem en jødisk nationalstat og en palæstinensisk nationalstat, der med lidt velvilje kunne tænkes at leve i fred med hinanden, og som kunne glide ind som ligeværdige med andre stater i området: Egypten, Iran, Tyrkiet, Libanon, Syrien, Irak, Saudi-Arabien. Det giver ingen mening i dag, selv om påstanden blev gentaget af FN’s Generalsekretær[9] 20. 5. 2021. Det er et rent FN-ritual.

 

I dag er områdets hovedkonfliktakse skiftet, ikke bare fra territorium og nationalitet til religion, men til en internreligiøs og dødelig rivalisering mellem flertals- og mindretalsretningen inden for islam, sunni-islam og shi’a-islam. Det er dette skifte i hovedkonfliktaksen, der nu pudsigt nok har gjort Israel til noget helt andet i regionen, end det var tidligere, nemlig til den eneste stabiliserende lokale kraft i området. Israel er nemlig blevet en bufferstat, der skyder sig ind mellem to uforsonlige fjender. Israel slår kreds om Haram Al-Sharif og sørger for, at de to store islamudgaver sunni og shi’a ikke kan få lagt Haram Al-Sharif ind under sin eksklusive kontrol. Skulle det ske, ville det i øvrigt resultere i en storkrig mellem shi’a- og sunni-islam, og den krig ville på grund af den store muslimske udvandring til alle dele af verden nå selv de fjerneste afkroge af verden.

 

Der er imidlertid i dag er konfliktfyldt religiøs asymmetri mellem sunni- og sh’a-islam, idet Iran som shi’as hovedmagt i dag har en meget større interesse i at få udslettet Israel og jøderne og bemægtige sig Haram Al-Sharif end sunni-islam med Saudi-Arabien som hovedmagt har. Sunni-islam har via Saudi-Arabien allerede kontrol over islams to største helligsteder Mekka og Medina, hvorimod Iran og shi’a ingen tilsvarende helligsteder har – og der er kun ét tilbage: Haram Al-Sharif. Det ville derfor være en kæmpe gevinst for Iran at kunne bemægtige sig Haram Al-Sharif og derved give shi’a et kæmpe prestigehop i den verdensomspændende rivalisering med sunni-islam og Saudi-Arabien om at være den autentiske islam. Striden går helt tilbage til uenigheden om, hvem der kunne blive kalif efter Muhammeds død i 632. For begge de to store islamudgaver er det yderste autencitetskriterium, at de selv har islams tre helligste steder under sin magt, men isoleret set ville det være langt vigtigere for shi’a end for sunni at have alle tre, fordi det ville underbygge shi’as krav om, at kalifværdigheden skulle forblive i Muhammeds familie.  Indtil videre står der dog 2 – 0 til Saudi-Arabien og sunni-islam, og Israel blokerer effektivt både for 2 – 1 og for 3 – 0.

 

Israel er m.a.o. i dag den bedst tænkelige garant for Saudi-Arabien imod, at Haram Al-Sharif falder under iransk herredømme og ikke mindst også omvendt, at Haram Al-Sharif falder under saudisk herredømme. Da Iran som stat og militærmagt er væsentlig stærkere end Saudi-Arabien, er det derfor helt i overensstemmelse med magtbalanceteorien i international politik, at Saudi-Arabien bl.a. har søgt tilnærmelse til Israel i de sidste mange år og fortsat gør det for via Israel at nærme sig lidt kontrol over Haram Al-Sharif. Den kan Saudi-Arabien opnå på to måder: En ydre og en indre, og de udelukker bestemt ikke hinanden, tværtimod.

 

Den ydre måde strækker sig lige fra israelsk-saudisk efterretningssamarbejde i den ene ende over saudisk tilladelse til at lade Israel benytte saudisk luftrum, skulle Israel ønske at bombe Irans nukleare anlæg eller andre militære installationer til i den anden ende politiske aftaler som de nylige Abraham Aftaler fra september 2020, som Saudi-Arabien har stået fadder til og som omhandler tre elementer: en generel hensigtserklæring mellem de fire interessenter USA, De Forende Arabisk Emirater, Bahrain og Israel, en fredstraktat alene mellem De Forenede Arabiske Emirater og Israel samt en fredserklæring mellem Bahrain og Israel vedrørende samarbejde og konstruktive diplomatiske og venskabelige forhold[10].

 

Den indre måde har været at støtte Netanyahus regeringer. Nu da der er kommet en ny 8-partiregering i Israel med Naftali Bennett fra Yamina som premierminister, vil Saudi-Arabien formentlig fortsætte støtten til regeringen i samme stil som til Netanyahu[11]. Bennet fremhæver sig selv som mere højreorienteret end Netanyahu, men uden at bruge had som redskab[12]. Det vil formentlig tiltale saudierne. I forbindelse med den nye Bennett-regering kan Saudi-Arabien endda få glæde af det lille islamistiske koalitionsparti Ra’am (UAL), der som noget helt nyt og unikt for muslimer både er aktiv modstander af antisemitisme og anerkender jødernes lidelser under holocaust. Det tiltaler både Israel som stat og jøderne som befolkningsgruppe. Det er derudover modstander af shi’a-islam og Det Muslimske Broderskab. Begge sidste forhold er helt centrale for Saudi-Arabien.

 

Sammenfatning

Israel er overraskende blevet en stærkt stabiliserende kraft for sine to værste religiøse fjender. Israels nye position i det regionale statssystem minder i stigende grad om Schweiz’ stilling i det europæiske statssystem efter Wienerkongressen i 1815, hvor det blev beskytteren af bjergpassene og garanten for de nord-syd-gående forbindelser over Alperne – og jeg kan som dansker ikke dy mig for at tilføje Danmark, der fra omtrent samme tidspunkt er blevet garanten for den frie sejlads gennem de danske stræder. Haram Al-Sharif kan ret bagvendt siges at være i færd med at blive Israels eksistentielle sikkerhedsgarant analogt til stræderne for Danmark og bjergpassene for Schweiz. Der er kun én ting, der i dag er værre end, at Israel passer på Haram Al-Sharif, og det er at det ikke gør det!

  1. juni 2021

Henning Duus

Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie

Pensioneret lærer i statskundskab ved

Hærens Officersskole

[1] ) David Pollack: Israel and Hamas after Gaza War. Washington Institute. 5. 6. 2021

[2] ) Zaki Chehab: INSIDE HAMAS – The Untold Story of Militants, Martyrs and Spies. I. B. Tauris, 2007, (244ss) ss. 1-14.

[3] ) ) Majid Khadduri: War and Peace in the Law of Islam. Johns Hopkins University Press, 1955 (168ss.).

[4] ) Majid Khadduri: War and Peace in the Law of Islam. Johns Hopkins University Press, 1955, passim & Ella Lanau-Tasseron: Non-Combatants in Muslim Legal Thought. Research Monographs. Series No. 1, Paper No. 3, Dec. 2006. (32ss.)

[5] ) Peter Heine: Terror in Allahs Namen – Hintergründe der Globalen islamischen Gewalt. Herder, 2015, s. 38ff.

[6] ) Ali Alfoneh: IRAN UNVEILED – How the Revolutionary Guards is Turning Theocracy into Military Dictatorship. The AEI Press, 2013, 267ss og Ali Alfoneh: POLITICAL SUCCESSION IN THE ISLAMIC REPUBLIC OF IRAN – Demise of the Clergy and the Rise of the Revolutionary Guard Corps. BookBaby, 2021, 208ss.

[7]) Ali Alfoneh: The Evolution of Iran’s Qods Force Since 1979. Washington Institute. 3. 6. 2021.

[8]) Jeg har behandlet dette i Henning P. Duus: «Deterrence and a Nuclear Armed Iran» i Comparative Strategy. Vol. 30, No. 2, 2011, ss. 134 – 153.

[9]) https://www.un.org/sg/en/content/sg/statement/2021-05-20/secretary-general%E2%80%99s-press-stakeout-following-the-ceasefire-announcement-between-gaza-and-israel

[10]) https://web.archive.org/web/20200924015034/https://edition.cnn.com/2020/09/15/politics/israel-uae-abraham-accords-documents/index.html

[11] ) UAE, Bahrain welcome new Israeli government, signaling Abraham Accords stability. Times of Israel, 15. 6. 2021.

[12] ) Interview med Times of Israel 24. 2. 2021.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…