Peter Skaarup: Voldtægtsforbrydere skal straffes med medicinsk kastration eller 12 års fængsel

Peter Skaarup (foto: Privat)

 

Af MF Peter Skaarup. Dansk Folkepartis Gruppeformand og Retsordfører

Det må stå klart for de fleste efter den sidste tids undersøgelser, hvor mange danske kvinder har udtrykt deres frygt for at gå alene ude om aftenen, at frygten for voldtægt, vold, overfald og andre uhyrligheder desværre er meget udbredt.

 

Det er forståeligt, at en del kvinder frygter voldsomme og dybt krænkende overgreb. Oveni de flere tusinde voldtægtsanmeldelser, som politiet hvert år modtager, så er vi blinde for det store mørketal af kvinder der end ikke tør anmelde deres voldtægtsmand. Den frygt er ubærlig. Den frygt er udansk. Den frygt skal vi dybt alvorlig.

 

Derfor mener vi også i Dansk Folkeparti, at tiden er kommet til at skærpe straffen for gentagelsesvoldtægter. Vi ved at i hvertfald 10 % af alle voldtægtsforbrydere tidligere er dømt for sædelighedsforbrydelser. Vi ved også, at der findes effektiv medicin, der ved indtagelse kan dæmpe de her forbryderes seksuelle trang – en såkaldt medicinsk kastration.

 

Derfor vil DF fremsætte forslag om, at voldtægtsforbrydere i gentagelsestilfælde må vælge mellem at lade sig medicinsk kastrere eller alternativt blive idømt 12 års ubetinget fængsel. Hvis den kriminelle ikke vil gøre det eneste vi ved kan stoppe den bestialske adfærd som voldtægt er, så skal han ikke slippe med sølle 2-3 år i fængsel, som vi desværre ser alt for ofte i dag.

 

Det er den type straffe, som gør, at kvinder ved, at de inden for ganske kort tid kan møde deres overfaldsmand nede på gågaden. Imens kvindernes liv for evigt er forandret, kan gerningsmændene fortsætte deres afvigelser og bestialske adfærd. Det er helt galt, hvis man spørger mig. Med en strafskærpelse som enten giver 12 års fængsel eller medicinsk kastration vil færre voldtægtsforbrydere gå frit rundt, og de der overvejer at gennemføre udåden, vil vide at konsekvenserne er hårde og ubønhørlige. Det er sådanne konkrete tiltag, der skal til for at gøre gaderne tryggere. For kvinderne. For trygheden for alle danskere.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…